Navnet Søren kommer af latin ”severinus”, som betyder streng. Det afholdt dog ikke Søren Kierkegaard fra at skrive bøger fyldt med perler af humor og en aldrig svigtende iagttagelsesevne, påpeger lektor i teologi og filosofi Clare Carlisle.
Selv holder den engelske forsker mest af ordene om, at livet forstås baglæns, men må leves forlæns. Ja, Carlisle har komponeret hele sin biografi over netop den sætning. Søren Kierkegaard blev således født i 1813, men biografien begynder 30 år senere, hvor Søren Kierkegaard befinder sig på vej hjem fra Berlin til København og i tilbageblikket fortolker sit liv. Anden del foregår i 1848. Forfatteren anvender her nutid og veksler kun til datid, når hun skal beskrive, hvad der er gået forud. Det gør helhedsbilledet af biografien mere flimrende, end den behøvede at være. Det er unægtelig en lettelse at nå frem til tredje del, som giver en levende og kronologisk skildring af Kierke- gaards person og udvikling de sidste seks år, han lever.
Man kan spørge folk, der forsker i Søren Kierkegaard, hvilken bog de mener er hans hovedværk, og der vil lyde mange svar. Mit gæt er, at Carlisles svar ville være ”Frygt og bæven” fra 1843.
”Frygt og bæven” består af en nærlæsning af Første Mosebog kapitel 22, hvor Abraham får besked af Gud om at ofre Isak på Morijas Bjerg.
Hvilken Gud ville dog forlange noget sådant? Sådan har mange i tidens løb spurgt sig selv og hinanden. Filosoffen Immanuel Kant mente således, at Abraham skulle have holdt på, at det slet ikke var den sande Gud, som havde givet ham befalingen, hvorfor han ville afslå at ofre Isak.
Kierkegaard er enig med Kant i, at det var etisk forkert at ville ofre Isak, men han drager en anden lære af fortællingen – nemlig at troen befinder sig hinsides etikken. Carlisle konkluderer på baggrund af Kierkegaards læsning:
”Abraham eksemplificerer en måde at være menneske på i verden, hvor man hverken trækker sig tilbage som eneboer eller munk, men hvor man heller ikke tilpasser sig de borgerlige normer”.
Ifølge Carlisle udspringer ”Frygt og bæven” af Søren Kierkegaards brudte forlovelse med Regine Olsen. De havde mødt hinanden i 1837, da Regine var 15 år og Søren 24 år. I 1840 friede han til hende for snart efter at bryde forlovelsen.
Alligevel forblev Kierke- gaard dybt forelsket i Regine resten af sit liv. Hvorfor brød han så forlovelsen? Det er en gåde. Og nøglen til gåden finder vi ifølge Carlisle i ”Frygt og bæven”: Kierkegaard ”følte, at han havde ofret et liv med Regine og samtidig sin egen ære og sin families gode navn, alt sammen for noget der var svært at forklare.”
Bruddet med Regine betød med andre ord, at Kierke- gaard måtte spørge sig selv om, hvordan omverdenen nu ville bedømme ham. Carlisle bemærker, at Kierkegaard ikke selv var i tvivl om, at han brød med Regine af hensyn til et højere mål.
For havde Kierkegaard ægtet Regine, havde han tillige måttet realisere det almene liv med familieliv og karriere, hvormed hans liv ifølge Carlisle ville være ”blevet målt og bedømt i henseende til de gængse og afprøvede normer i verden”. Da Kierkegaard gav afkald på ægteskab og familieliv, kunne han stå på helt egne ben og ikke på en karrierestiges eller moderetnings: ”Han kunne være en iøjnefaldende skikkelse i randområdet af samfundet og stille spørgsmål ved det”.
Kierkegaard havde som samtidsanalytiker nemlig en særlig sans for at have fingeren på pulsen, inden den for alvor var begyndt at dunke, ligesom han havde ånd og format og moralsk mod til at sige upopulære sandheder – også selvom det kostede noget.
Carlisle har en tilbøjelighed til at tage Kierkegaards bemærkninger om forholdet til Regine lidt for alvorligt. Strengt taget har Kierke- gaards eget pligtsammenstød i forlovelseshistorien ikke nogen overvældende lighed med patriarken Abrahams prøvelser, og et værk som ”Frygt og bæven” kan sagtens stå sig som selvstændigt skrift uden reference til Regine. Pointen kunne jo også være, at det i grunden er absurd, at vi får lov at leve i dag, når vi skylder for i går; at vi i virkeligheden har tabt alt og alligevel får en ny dag. Den nye dag er da at få Isak tilbage.
Kierkegaard havde en svaghed for at spejle sig i de store myter: Snart dyrkede han Don Juan. Eller også hed det: ”Hamlets historie – det er min historie”. Måske gør Carlisle Kierkegaard en bjørnetjeneste ved at være alt for respektfuld over for de myter, Kierkegaard selv bragte i omløb?
Når bogen hedder ”Philosopher of the Heart” hænger det sammen med, at Kierkegaard er følelsernes filosof. Kierkegaard antager, at vore tanker er bestemt af vore lidenskaber. Vi tænker på en anden måde, når vi plages af mavepine eller sjælepine, end når vi er fri af disse lidelser. Derfor er Kierkegaards forfatterskab båret af optagethed af tilværelsen og sympati med menneskene, og især er det bestemt af en aldrig svigtende humor. Polemikken optræder således gerne i form af en fornøjelig udlevering af det skabagtige.
Clare Carlisle fortæller, at hun i en årrække har været betaget af Søren Kierkegaards forfatterskab. Og hendes beredvillighed til at anerkende kristendommen som den bærende søjle i den danske tænkers forfatterskab understreger, at der var andet midtpunkt i Kierkegaard end ham selv og hans succes. Carlisle lader ikke læseren i tvivl om, at det er kristendom, hele Kierkegaards forfatterskab handler om – ikke æstetisk krukkeri eller filosofiske puslespil.
Så meget mere ærgerligt er det, at Carlisles komplekse fremstilling for ofte kører i ring og bringer pointer, som nok lyder forskellige, men egentlig har samme indhold og blot bliver formuleret på en ny måde.