Prøv avisen
Interview

Anmelderrost forfatter: Livet handler lige så meget om de ting, der ikke sker, som om de ting, der sker

Claire-Louise Bennett har let til latter og begiver sig gerne ud i charmerende pointeløse digressioner, når hun svarer på spørgsmål. Hun har netop været i Aarhus og København i forbindelse med oversættelsen af ”Dam”. – Foto: Lars Aarø/Fokus

Den engelske forfatter Claire-Louise Bennett vækker stor opmærksomhed med sin debutbog om en isoleret kvinde på den irske vestkyst. Nu udkommer ”Dam” på dansk

Det er nok noget af en mundfuld for en debutant at blive sammenlignet med Karl Ove Knausgård og udkomme i Norge på stjerneforfatterens eget estimerede forlag Pelikanen. Men engelske Claire-Louise Bennett tager nu virakken omkring sin debut, ”Dam”, der i denne tid udkommer på en række sprog, ganske roligt, da hun ankommer til interview på DOKK1 i Aarhus, inden hun skal møde sine danske læsere.

Hun er flyvsk og springende i både tanke og handlinger, har let til latter og begiver sig gerne ud i charmerende pointeløse digressioner, når hun svarer på spørgsmål. Meget sigende var hun ved at fare vild i Aarhus inden mødet på biblioteket.

”Karl Ove er meget intens, men det er nok også alt det hår og skæg, der gør det,” siger hun afvæbnende om sin norske forlægger og kollega, som interviewede hende på en litteraturfestival i forbindelse med oversættelsen af ”Dam” deroppe.

Som man kan læse mere om nedenfor i den rosende anmeldelse, består ”Dam” af en række løst forbundne tekster og foregår langt ude på landet i det vestlige Irland (Bennett bor selv i Galway). Bogen handler om en kvinde, der lever alene i et lille stenhus, og som fører en tilsyneladende retningsløs tilværelse. Men der kan nu også være fordele forbundet med at bo i affolkede egne, som forfatteren har sagt i et tidligere interview:

”Når du er alene, er det ikke nødvendigt at gøre indtryk på verden, så verden har en vis mulighed for at gøre indtryk på dig.”

Bennett fortæller, at ”Dam” i en vis forstand har været mange år undervejs:

”Jeg havde nok skrevet i 20 år, inden jeg begyndte at tænke på teksterne som en bog. Min opfattelse af, hvad det er at være forfatter, har ikke så meget med det at skrive bøger at gøre. ”Dam” er hverken journalistik eller terapi, men teksterne i den er udtryk for, hvordan jeg reagerer på verden og opfatter virkeligheden. Herman Hesse har sagt, at det skrevne ord, da det opstod, dybest set var metafysiske eller spirituelle processer eller begivenheder. Ord har mulighed for at være en magisk handling, og det fascinerer mig meget.”

Hun nævner en anden forfatter, Freud, der også har betydet meget for hende:

”Jeg har altid haft en levende fornemmelse for det fantastiske. Freud siger, at vores første og stærkeste oplevelser som mennesker har med det fantastiske at gøre. Det er kun gradvist, at vi får greb om den såkaldte virkelighed. Det tager ret lang tid at blive integreret i den udgave af verden, som der er konsensus om er den virkelige.”

Bennet fortæller, at hun for tiden skriver på noget nyt, der er ganske anderledes end ”Dam”. Grinende tilføjer hun: ”Men sig det ikke til min agent. Han kan selvfølgelig heller ikke læse dansk. Jeg lyver nemlig for ham, han tror ikke, jeg laver noget, og han skal ikke blande sig i den nye bog.”

Og nok bliver ”den svære to’er” ikke som ”Dam”, men mon ikke den stærke stemme, der gør et uudsletteligt indtryk på én, når man læser debutbogen, vender tilbage?

”Jeg er som forfatter meget stemmestyret. Længe troede jeg, at jeg skrev til teateret. Stemmen i min litteratur er langt vigtigere end plottet. Forleden sagde en læser til mig, at hun følte sig inddraget i mine tekster og uundværlig i deres udførelse. Det gjorde mig meget glad. Når man skriver, skriver man jo til nogen. Det er ensomt at skrive, men det er også socialt, og eftersom lyden på en måde er vigtigere for mig end meningen, skal man måske ikke tale om en læser, men mere om en lytter.”

”Dam” er trods sit associative præg fyldt med prægnante formuleringer. Et sted står der for eksempel:

”Inderst inde ved alle, at livet handler lige så meget om de ting, der ikke sker, som om de ting, der sker, og det bør man ikke dække over eller benægte, for uden frustration ville der ikke være grund til at dagdrømme.”

Den har også humor. Da Bennett senere læser følgende meget korte kapitel fra ”Dam” højt for publikum i DOKK1, er latteren stor:

”Har lige smidt min aftensmad i skraldespanden. Jeg vidste, mens jeg lavede den, at jeg ville gøre det, så jeg kom alle de ting i, jeg aldrig ønsker at se igen.”

Sjovt er det også, mener forfatteren, hvordan læsere i USA og England har reageret på originaltitlen ”Pond”. For den spiller vel på den berømte bog ”Walden Pond” af Henry D. Thoreau, om livet som eneboer ude i naturen?

”Nej, jeg tænkte egentlig ikke rigtig på Thoreau, da jeg satte bogen sammen. Så vældig isoleret var han jo heller ikke – var det ikke noget med, at hans mor kom og vaskede tøj for ham, og at han tit lige smuttede ind til byen, når ensomheden blev for stor? Der er en masse myter om at leve isoleret. Der er en forbløffende instinktiv villighed til at se en bog som min i en bestemt historisk kontekst og romantisere livet ude på landet i ensomhed. Men man kan jo rejse verden rundt og stadig føle sig isoleret, og man kan vitterligt være isoleret og alligevel fyldt af liv. Så det er altid mere komplekst end som så.”

”Når en mand bor alene, er det ofte associeret med noget meget vist og et ærefuldt forsøg på at opnå et højere stadie af indsigt. Man tænker sjældent, at han måske bare er totalt uansvarlig. På den anden side er en isoleret kvinde ofte én, man har ondt af, én, der mangler noget, og i folkeeventyrene er hun jo ofte en heks. Alle disse vaneforestillinger om, hvad det vil sige at være isoleret, og hvad det vil sige at være menneske, vil jeg gerne rokke ved med bogen.”

Læs anmeldelsen af bogen her.