Prøv avisen

Lan Doky: Livet handler om at improvisere

Niels Lan Doky er for længst blevet et dansk verdensnavn som musiker og producer, der indtil videre har udsendt 70 plader som producer og 30 plader i sit eget navn. På billedet ses han i Jazzhuset Montmatre Foto: Liselotte Sabroe

Jazz er ikke kun pianisten Niels Lan Dokys leveveje. Det er også hans livsfilosofi. I dag udsender han bogen ”Improvisation”, som han allerede fortalte om for 5 år siden i dette interview. Læs eller genlæs det

Musik er mere end lyd. Mozarts kompositioner skulle for eksempel kunne styrke fostrets matematiske sans, hvis moderen hører dem under graviditeten. Og man kan bade sig i teorier om, hvordan musik kan udvikle intelligensen senere i livet. Børn træner for eksempel begge hjernehalvdele på samme tid, når de skal lære at spille klaver. For musik forener fornuft og følelser, så det er ikke så underligt, at begavede mennesker ofte er musikalske.

Jazzpianisten Niels Lan Doky er ingen undtagelse. Som barn kom han et år for tidligt i skole, men måtte alligevel springe en klasse over undervejs for at få faglige udfordringer nok. Og da han blev student – som 17-årig – havde han allerede spillet sammen med voksne jazzstjerner i årevis.

I dag er han selv blevet et verdensnavn som musiker og producer, der indtil videre har udsendt 70 plader som producer og 30 plader i sit eget navn – herunder to album som Doky Brothers sammen med lillebroderen, bassisten Chris Minh Doky.

Ved siden af har han bogstaveligt talt spillet på alle tangenter ved at skrive artikler, undervise på konservatorier og sidde i ministerielle udvalg. Han har sågar instrueret en dokumentarfilm, ligesom han i øjeblikket er han ved at skrive en bog om at improvisere for et "spændende amerikansk forlag". Men fra den 1. maj skal han prøve et helt nyt talent af, når han genåbner Jazzhouse Montmartre i København som musikchef.

Det ambitiøse mål er at genrejse Montmartre som det internationale spillested, der i 1960'erne tiltrak internationale topnavne som Stan Getz, Ben Webster og Dexter Gordon. Og den nye musikchef har tilsyneladende også et vist netværkstalent. Lillebroderen skulle efter sigende have kaldt ham for "verdens største faxonist", fordi han som ung faxede løs til sine kontakter over hele verden. Og i dag høster Niels Lan Doky frugten med omkring 200 mail om dagen fra frivillige, agenter og håbefulde musikere fra hele verden, der gerne vil optræde i det nye Montmartre i København.

Jobskiftet fejrer han selv med en ny pladeudgivelse med titlen "Return to Denmark". For han har faktisk boet hele sit voksenliv i udlandet, først i New York og siden 1989 i Paris. Og med en dansk mor og en vietnamesisk far må han retfærdigvis kunne kaldes en verdensborger fra Hvidovre. Det er også sådan, han ser ud, da han med gråsprængt, halvlangt hår møder Kristeligt Dagblad uden for Montmartre i Store Regnegade i hjertet af København: med asiatisk rankhed, amerikansk åbenhed, fransk elegance og en tydelig hang til det danske smørrebrød på den anden side af gaden, hvor vi går over for at lave en fælles lydoptagelse:

– Min far var guitarlærer, så guitaren blev også mit første instrument, siger Niels Lan Doky, da jeg serverer diktafonen foran ham mellem frokosttallerkenerne. Og fra begyndelsen spiller de lange, tynde pianistfingre forklarende med, da han går i gang med sin første sætningssolo:

– Klaveret kom altså først til senere. Men som 11-årig så jeg filmen "Sidste stik", hvor musiktemaet er hentet fra jazzens forløber, ragtime. Det gav mig lyst til at kunne spille nummeret på klaver selv, og jeg begyndte hurtigt at lede efter lignede musik på det lokale bibliotek i Hvidovre. Det var faktisk heldigt, at jeg lige skulle vokse op i Hvidovre, hvor man havde oprettet landets første musikbibliotek. For det benyttede jeg mig meget af. Og på den måde nærmede jeg mig også jazz kronologisk gennem jazzens egen historie. For det var jo ragtime, der havde tændt mig, men hurtigt fik jeg også rigtige jazzplader med hjem.

Den unge Niels Lan Doky blev opdaget til en åben "jam session" få år senere, og som 13-årig tjente han for første gang penge ved at spille for folk, blandt andet sammen med folk fra Radioens Big Band.

– Det gav mig et kick at spille sammen med så dygtige mennesker og oven i købet tjene penge på det, siger Niels Lan Doky, der trods sin unge alder hurtigt blev et hot navn på den københavnske jazzscene.

To af de nye voksne kollegaer blev de amerikanske jazzlegender saxofonisten Ernie Wilkins og trompetisten Thad Jones, og de blæste liv i Niels Lan Dokys drømme om at komme til USA for få nye udfordringer ved at blande sig i jazzmiljøet der. Og som 17-årig flyttede han til Boston for at studere musik ved Berklee School of Music.

– Det var faktisk Thad Jones, der opfordrede mig til det, så han skrev en anbefaling for mig. Dengang var man nødt til at tage til USA for at få udfordringer nok, men i dag er der fabelagtige, danske jazzmusikere. Og talentmassen herhjemme er virkelig overvældende. For både Europa og Japan er kommet fuldt på højde med USA i dag. Det er også derfor, at der er plads til Montmartre. Jeg har for eksempel lige fundet en fantastisk trommeslager, der kun er 19 år.

Hvad forstår du ved talent?

– Faktisk handler talent ikke om teknik. Teknikken skal bare ikke stå i vejen for det, man vil fortælle. Og som jazzmusiker er det vigtigste, at man har noget at fortælle. Derfor er mange af de asiatiske vidunderbørn, jeg studerede sammen med på Berklee School of Music, ikke blevet til noget i dag, selvom deres tekniske kunnen overstrålede alle os andre. For hvis man kun har set indersiden af et øvelokale, har man ingen historier at fortælle. Og når jeg holder en masterclass på et konservatorium, plejer jeg at sige, at det er vigtigere at leve et interessant liv end at øve sig. For optimalt set skal musikken være et spejl af ens indre, så derfor prøver jeg selv at fylde mig med spændende oplevelser, foredrag, bøger og inspirerende mennesker.

Hvad er jazz for dig?

– Jazz er en livsfilosofi. Og det er jeg faktisk ved at skrive en bog om. For jeg er sikker på, at man kan overføre nogle teknikker fra jazz til almindelig livsfilosofi. Lad mig give et eksempel, siger han og lader fingrene danse gennem luften:

– Hvis man for eksempel spiller et stykke i c-mol, lyder det forkert i ethvert høre, hvis man rammer tonen e, men hvis man så spiller tonerne d og es lige efter, kommer det til at lyde rigtigt. Selv e?et kommer til at give mening. Og ikke alene lyder det rigtigt, det bliver rigtigt. Så hvis man rammer en forkert tone under en koncert, kan den faktisk reddes og blive rigtig, hvis man bliver i nuet og spiller videre. Sådan er det også i livet. For man kan også improvisere sig ud af en samtale eller af en hvilken som helst anden situation, hvor man spiller sammen med mennesker. Livet handler jo grundlæggende om at improvisere, når man skal indgå i en interaktion med andre. Og musik handler derfor meget om at åbne for det intuitive.

Er musik så også beslægtet med det religiøse?

– Jo, det er det meget. Jeg faldt over en meget spændende bog, der egentlig handler mest om yoga, men på et tidspunkt kommer forfatteren ind på den japanske zen-tænknings arbejde med at blive i nuet, hvor han skriver, at vesterlændige også kan det, men det gør de ved at spille jazz.

Mener du på den måde, at jazz er en form for zenbuddhisme?

– Ja, og da jeg læste det, tænkte jeg, at han ramte plet. For man når først ned i musikkens dybeste lag, når man slipper fortiden og fremtiden og lever sig fuldstændig ind i nuet. Det øjeblik, man gør det, sker der noget særligt, så man lige pludselig kan nogle ting, som man ikke vidste, at man kunne, så det, der sker mellem musikerne, bliver til mere end enkeltdelene.

Niels Lan Doky lyser op i et smil:

– Det er nuet, der skaber magien. Hvis man presser på, så sker det slet ikke, så det er lidt mystisk. Men personligt tror jeg, at det er kærlighed, der åbner nuet. For kærlighedens modsætning er frygt. Og hvis man frygter, kan man ikke improvisere på samme måde. Hvis man spiller forkert, kan man aldrig redde det, hvis man begynder at hænge sig i fortiden ved at ærgre sig over det eller bekymrer sig om fremtiden ved at tænke på, hvad publikum eller musikanmelderne mon tænker. Man må slippe fortiden og fremtiden. For det er nuet, der er nøglen, både til jazz og til livet.

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk