Livet kræver fortolkning - ligesom litteraturen

"Jeg kan ikke forklare, hvad mening er. Jeg kan kun skrive det," siger Helle Helle, der er klar med en ny roman om at finde sin egen stemme i livet og om at læse andre mennesker

"Jeg tør slet ikke at tale om skyld og skam i Kristeligt Dagblad. For det kommer bare til at lyde, som om jeg har forstand på det. Og jeg kan kun sige, at skyld for mig er noget mere ædelt end skam, fordi der er noget mere selvoptaget over skam.", siger Helle Helle.
"Jeg tør slet ikke at tale om skyld og skam i Kristeligt Dagblad. For det kommer bare til at lyde, som om jeg har forstand på det. Og jeg kan kun sige, at skyld for mig er noget mere ædelt end skam, fordi der er noget mere selvoptaget over skam.", siger Helle Helle. Foto: Leif Tuxen.

Dette interview kunne sagtens være blevet et andet. Det kommer til at handle om at læse, ikke mindst mennesker. Og det er håbet, at det også kommer til at handle om at skabe mening, ikke mindst i sproget.

Det kommer også til at omhandle en lille del af Deres udsendtes gymnasietid, ligesom interviewpersonen vil forklare, hvorfor kunst, der konstant peger på sig selv, er så interessant. Men det hele burde måske handle mere om skyld og skam. For ordet "burde" optræder allerede i titlen på Helle Helles nye roman "Dette burde skrives i nutid".

Bogen handler oven i købet om en ung kvinde, Dorte, der lyver sig til en tilværelse som studerende, fordi hun hellere vil være forfatter end at møde op på universitetet. I det hele taget gør romanfiguren, hvad der passer hende, selvom hun ved, at hun burde handle anderledes. Men det var først, da forfatteren Helle Helle havde afleveret romanen, at hendes forlagsredaktør gjorde hende opmærksom på, hvor gennemsyret bogen var af ordene "bør" og "burde".

"Det var ikke sådan, jeg havde tænkt det. Men når det blev sådan, hænger det nok også sammen med, at min hovedperson endte med at blive en del yngre, end jeg først havde tænkt, hun skulle være," siger Helle Helle og slår en stor latter op:

"Min første ide var, at romanen skulle handle om en kvinde sidst i 30'erne, der lod, som om hun studerede på universitetet, men aldrig mødte op. Jeg kunne bare ikke magte den fortælling, så jeg gjorde hende yngre og yngre, til hun endte med at være først i 20'erne. Og de skelsættende år i begyndelsen af 20'erne er jo meget præget af, at man skal lære at sortere forældrenes stemmer fra for at finde sin egen.

Derfor har min redaktør også ret i, at Dorte hele tiden pisker sig selv med, at hun burde leve anderledes. Og det sjove er, at det både handler om store og små ting. Hun burde vaske hår eller pakke kasser ud eller spise sundere. Der er så mange ting, hun burde. Og det tror jeg er mere tydeligt i den alder, hvor man netop kæmper meget med at vriste sig fri for det overjeg, der hele tiden taler til en."

Handler din roman på den måde om skyld og skam?

"En del af den gør måske. Men jeg tør slet ikke at tale om skyld og skam i Kristeligt Dagblad. For det kommer bare til at lyde ,som om jeg har forstand på det. Og jeg kan kun sige, at skyld for mig er noget mere ædelt end skam, fordi der er noget mere selvoptaget over skam. For skam handler meget om at iagttage sig selv og tro, at alle andre også gør det. Og med det sprog, som jeg har, vil jeg sige, at min unge hovedperson skammer sig over rigtig mange ting, og det så min redaktør altså før mig.

Vi sad faktisk og gennemgik romanen lige her ved det her bord", siger hun så og stopper sin sætning for at udpege redaktørens mødebord som det historiske gerningssted, hvor diktafonen nu i stedet ligger og spinder som et hjemmevant husdyr. Og selvom det altså er redaktørens kontor, vi har lånt til lejligheden, vidner en stor plakat på væggen om, at Helle Helle i forvejen fylder en del på forlaget i øjeblikket. For det er altid en betydelig bogbegivenhed, når hun udgiver en ny roman.

Helle Helle vandt Kritikerprisen for romanen "Rødby-Puttgarden", mens hendes seneste roman, "Ned til hundene" fra 2008, både vandt P.O. Enquist-prisen og blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Hendes romaner er endda oversat til ni sprog, og hun tilhører den kreds af tidligere forfatterskoleelever, der op gennem 1990'erne fik litteraturkyndige til at fylde aviser og litterære tidsskrifter med nye ord som punktromaner, hybrid- romaner og (super)minimalisme.

Men selvom brugen af de nye genrer betød kunstnerisk anerkendelse, blev "forfatterskolelitteraturen" stadig betragtet som smal af de fleste.

Selv har Helle Helle dog formået at forene folkelig succes med kunstnerisk anerkendelse ved at beskrive Udkantsdanmark med sit stramme, registrerende sprog, der er blottet for indbyggede psykologiske fortolkninger.

Det gør til gengæld hendes tekster særdeles velegnede til analyse og fortolkning på landets litterære læreanstalter. Og som gymnasieelev skrev Deres udsendte for eksempel selv en stil om hendes dengang helt nye novelle "Fasaner" fra 1996. Så vidt jeg husker, var en bærende del af min egen stils banale fortolkning, at en af personerne i novellen havde efterladt en del af sig selv ved at efterlade en fasan eller to på et trappetrin.

Men nu står det klart, at det snarere er Helle Helle, der hele tiden efterlader en del af sig selv – eller en del af sine gamle tekster – i sine nye tekster, der stadig synes at pege på sig selv, så selv de fiktive fasaner får nyt liv i hendes nye roman. For allerede den første linje i Helle Helles nye roman kan læses som en reference til netop den novelle, når hun skriver: "Jeg skrev for meget om det trappetrin." Og selvom den nye roman også handler om "trappetrinnet" mellem ungdommen og voksenlivet, handler den måske først og fremmest om selve sproget, forklarer forfatteren.

"For mig er det en roman, der handler om mange forskellige ting. Det er grimme ord at sige, men den handler om en ung kvinde, der skal finde sit jeg, men den handler også om en bog, der skal finde sin jeg-fortæller. Og den handler også om en kvinde, der måske skriver en roman om det jeg; men hun er jo en fiktion."

"Og det var vigtigt i forhold til skrivningen af denne her roman, at den spiller på det metalag. For jeg synes altid, at det er spændende at se på kunst eller litteratur, der forholder sig til, at det er kunst eller litteratur. Den bevidsthed er spændende, synes jeg."

Er det også derfor, at du har valgt en skrifttematisk titel?

"Ja, jeg havde fra begyndelsen en ide om, at jeg ville skrive en roman, der var pakket ind i sig selv ved at pege på sig selv hele tiden. Og da jeg var begyndt at skrive min roman, lå jeg og læste en roman af den irske forfatter Samuel Beckett i min seng. Det var en historie om en hemmelig agent, der var ude at lede i knæbukser med en gammel stok, og pludselig stod der: "Alt dette her burde skrives om i førdatid."

På den måde får man pludselig åbnet sine øjne for, at det, man sidder og læser, bare er nogle ord på et stykke papir. Men det er det jo ikke. For litteratur er rum, der kan åbne sig. Og derfor valgte jeg at omskrive Becketts sætning og bruge den som titel på min egen roman. For jeg er fascineret af, hvor mange metalag, man kan lægge på og samtidig få en historie, som man kan lade sig rive med af. For det er sproget, der for alvor interesserer mig. Og jeg kan ikke overskue, hvad bogen kommer til at handle om rent tematisk fra begyndelsen."

"Hvis udgangspunktet havde været at skrive en bog om, at vi alle sammen lever et meningsløst liv, men har en opgave i at give det mere mening, havde jeg fået skrevet nul linjer. For det ville ikke blive god litteratur for mig. Det begynder et andet sted. For jeg kan ikke forklare, hvad mening er. Jeg kan kun skrive det. Det er ikke, fordi alt, hvad der står, er enormt vigtigt, men der er en mening med alt, hvad der står.

Selv kommaerne og punktummerne er vigtige for mig, fordi de er meget afgørende for vægtningen af, hvad der er vigtigt, og hvordan musikken i sproget bliver. Jeg synes selv, at noget af det skønneste, der findes, er at sidde og læse en sætning, man bliver lykkelig af, fordi den kan være så rigtig. Det handler ikke kun om, hvad der står, men også om, hvordan det står. Det er det store "hvordan", der er vigtigt. For det er, hvordan det er skrevet, der gør hele forskellen. Selvfølgelig er der også temaer i min roman, men det handler stadig om, hvordan de er skrevet."

Hvordan har du så selv fundet frem til den registrerende jeg-fortæller i din roman?

"Nogle gange har jeg tænkt, at der skulle være en masse indre liv i mine personer, men det fungerer ikke særligt godt. Det virker bedre, hvis man holder det på det meget konkrete plan. Derfor har jeg skrevet det sådan, at det er skrevet udefra, selvom det er et jeg, der fortæller. Hun beskriver, hvad hun selv gør, samtidig med, at hun gør det. Det er lidt patetisk at sige, men det er faktisk et forsøg på at skrive personerne frem på samme måde, som vi møder hinanden.

Det handler om, hvad vi kan se og høre. Og om hvad vi siger og gør. Vi aflæser jo hele tiden hinanden og de tegn, vi sender hinanden. Vi fortolker hele tiden hinanden. Nogle lever efter det, mens andre vader ind over hinanden uden at se, at nogen sidder og sender et stort nej ud fra sig. Det er noget af det, der driver mine bøger. Og derfor skal der heller ikke stå en masse om, hvad der foregår inde i knolden på dem. For det giver ikke det samme stærke udtryk som det, de reelt gør og siger."

Helle Helle inhalerer tavsheden mellem os et øjeblik, inden hun selv fortsætter:

"I min tidligere roman "Rødby-Puttgarden" står der også, at når nogen spurgte deres mor om, hvordan hun havde det, fortalte hun altid, hvad hun havde lavet. Det er en klassisk ting på Lolland, hvor jeg er vokset op. Og mange andre steder i provinsen taler man også om, hvad man går og gør, i stedet for at sige, hvordan man har det.

Man kan spørge hinanden, hvordan man har det, og så kan man svare, at man har fået nyt tag. Det er selvfølgelig, fordi der er en vis blufærdighed forbundet med det at tale om, hvordan man har det. Men det er også, fordi man ikke ved, hvad man skal svare til det spørgsmål. At man har fået nyt tag er også et svar. Og mine romaner udspringer meget af at se på verden og prøve at skrive det sådan."

Hvad er din største drøm for din nye roman?

"At den kan bringe mig videre til den næste, som bliver bedre. Det værste for en forfatter må være at have skrevet sit hovedværk for fem år siden. For hvad skal man så lave resten af tiden? Men jeg synes på en måde også hele tiden, at den seneste roman er den vigtigste. Og lige nu tænker jeg meget på den næste bog, jeg skal skrive," siger Helle Helle i et interview, der måske burde have været skrevet anderledes. Men det blev sådan her.

Helle Helles roman "Dette burde skrives i nutid" udkommer den 15. april, hvor den anmeldes i Kristeligt Dagblad.