Portræt af tre generationer Haslund-Christensen-mænd er en kærlig historie om slægt og pligt

Dokumentarisk portræt af tre generationer Haslund-Christensen-mænd er værdig og varm

”Fædre og sønner” er på mange måder en rodet film, men det er ikke en anke. For livet er ikke stringent, når eventyret bruser i blodet. –
”Fædre og sønner” er på mange måder en rodet film, men det er ikke en anke. For livet er ikke stringent, når eventyret bruser i blodet. – . Foto: Doxbio.

”Når man er en Haslund, kan man alt.” Credoet er Søren Haslund-Christensens, der i en årrække var hofmarskal for dronning Margrethe. Nu er Søren 84 år gammel, og demenssygdommen Alzheimers er ved at lægge sig over hukommelsen. Men en Haslund lader sig ikke tydeligvis ikke knække af hjemmehjælpere, elevationssenge og lidt tvivl om, hvad der er rododendron, og hvad der er ukrudt.

”Fædre og sønner” er en usentimental og beundringsværdig dokumentarfilm om institutioner, både båret af personer og titler. ”Forholdet mellem en far og en søn er altid ulige,” siger Søren til Andreas Dalsgaard, der både har instrueret og fotograferet den udtryksmæssigt egentlig ret prunkløse, men eksistentielt rige film. Dalsgaards dokumentar er ikke båret af æstetiske valg, men er en overgivelse til en kærlig historie om slægt, pligt og hengivenhed.

Far-søn-relationer starter måske altid ulige, men i ”Fædre og sønner” bliver forholdet langsomt jævnbyrdigt, når tre generationer Haslund-Christensen-mænd mødes i Mongoliets bjerge og dale.

Farfaderen, Henning Haslund-Christensen, var ”en af Danmarks store sønner”, som det lød i pressens radioavis, da den 52-årige antropolog og opdagelsesrejsende døde under sin tredje centralasiatiske ekspedition under feltarbejde i Afghanistan i 1948. Den 14-årige søn Søren lærer om faderens endeligt, da han går over Rådhuspladsen i København og læser om dødsfaldet på Politikens Hus.

Søren Haslund-Christensens hustru Marianne siger, at ”min mand har et urealistisk forhold til sin far, fordi han aldrig havde en konfrontation med ham”.

Søren får selv sønnen Michael, der op gennem 1980’erne kæmper mod faderens patriarkalske verdenssyn. De to har tydeligvis haft et stormfuldt forhold, men oprøret er fordampet. Og en kærlig omgang fuld af tilgivelse og respekt for blodets bånd er trådt i stedet for ukvemsord.

”Fædre og sønner” er på mange måder en rodet film, men det er ikke en anke. For livet er ikke stringent, når eventyret bruser i blodet. Alzheimeren har måske en tematisk afsmitning på filmens abrupte udtryk. Livet er ikke et enstrenget narrativ, der følger et skematisk plot udtænkt af en manuskriptforfatter. Fortid og fremtid hænger uløseligt sammen. Søren er ikke en gammel stakkel, men et gammelt menneske. Og både far og søn er enige om, at ”man må ikke holde sin kæft, bare fordi man er blevet gammel”. Heldigvis for det.

Filmens påskud er Søren og Michaels rejse til Mongoliet på sporet af nye beviser for, at Henning Haslund-Christensen ikke blot var antropologisk interesseret i stammernes liv. Han var, måske, også spion i det britiske imperiums tjeneste. Men det er ikke denne jagt, der er det egentlig interessante. ”Fædre og sønner” lever af mænds eventyrlyst, af den kærlige omgang mellem generationerne og den tydelige insisteren på, at livet ikke kun findes i nuet. At kærlighed ikke kun udtrykkes af ord, men af handlinger. At den gamle skole kan blive en ny tids kilde til trøst. At en Haslund kan alt, at vi alle kan alt, hvis vi rækker ud til hinanden og lader os falde. Sammen. Ned gennem historien og ind i fremtiden.

”Fædre og sønner” taler for tilgivelse i en tid, hvor familier splittes ad. For slægtens betydning i en rastløs verden. For eventyr, for mod og for maskulinitet. For en værdig alderdom.