Prøv avisen

Historien om "Grantræet" minder os om, at livet leves bedst i øjeblikket

Illustration: Esben Hanefeldt

H.C. Andersens juleeventyr ”Grantræet” handler om at glæde sig, mens tid er, mener Johannes Møllehave

Det er adventstid, og det minder mig altid om Halfdan Rasmussen, der vittigt kaldte det ”indadvendtstid”. Men selve ordet advent kommer af latin og betyder ”komme” eller det, der skal komme. Det er et altså en forventningstid.

Og det er jo godt at glæde sig til noget, så man kan byde det nye velkommen som i Grundtvigs adventssalme ”Vær velkommen, Herrens år”, hvor han smukt får flettet døgnets gang ind i kirkens største begivenheder julenat, påskemorgen og pinsedag.

Sådan er der hele tiden noget at glæde sig til og noget at byde velkommen. Men H.C. Andersens juleeventyr ”Grantræet” handler om at glæde sig over det, man har i øjeblikket ved at være nærværende over for det nærværende.

Her er han inde på en tanke, der også var central for Kierkegaard. For man kan hurtigt miste øjeblikket, hvis man bruger sin energi på at ærgre sig over fortiden eller bekymre sig for fremtiden. Derfor har jeg før givet det livsråd, at der findes to sætninger, der kan ødelægge livet - ”det er for tidligt” og ”det er for sent”.

I stedet skulle man sige, det er nu og nuet, der gælder. For så længe man stadig trækker vejret, er det aldrig for tidligt eller for sent at leve i øjeblikket. Men det glemmer grantræet i H.C. Andersens eventyr. Det er ikke for ingenting, at H.C. Andersen også skrev at rejse er at leve og leve er at rejse. For det er selve rejsen, der er livet. Og det må man gribe, mens rejsen er i gang. Men det glemmer grantræet også.

Først står det i skoven, hvor det har god plads og masser af sol og luft, men det kan hverken glæde sig over solen eller fuglenes fløjtesang. Folk siger, at det er nydeligt, men det vil det ikke høre tale om. For det er besat af at vokse. Forgæves siger solstrålerne til det, at det skal glæde sig over sin ungdom. Og Andersen skriver smukt, at ”vinden kyssede træet, og duggen græd tårer over det, men det forstod grantræet ikke”.

For træet sammenligner hele tiden sig selv med de træer, der er større end det. Det vil være stort, så det kan ende som mast på et stort skib. Men så hører det spurven kvidre om, at små træer kan ende som stjerner i stuerne med mange hundrede lys på sig. Det jubler ved tanken og glemmer alt omkring sig.

Forgæves beder vinden det om at glæde sig over sin ungdom. For træet er besat af at vokse, så det kan blive et rigtigt juletræ. Omsider bliver det så stort nok til at blive hugget ned for at blive til et juletræ.

”Afrejsen var slet ikke noget behageligt,” skriver Andersen. Så bliver træet endelig købt og pyntet, og det glæder sig til at stråle om aftenen. Men da det først er tændt i al sin glans, går der ild i en gren, og så bliver det bange for at miste sin pynt. Så heller ikke det øjeblik kan det nyde, før børnene plyndrer det, inden de får en historie.

Ingen ænser træet i dets stjernestund. Men træet tror, at stjernestunden kommer tilbage aftenen efter, hvor alt vil blive bedre. Men i stedet bliver det anbragt på et loft, hvor det bliver glemt og står og savner skoven.

Og det genfortæller sin historie for nogle mus, der siger, at det må have været meget lykkeligt i skoven og under dets lykkeligste aften, men også der havde træet glemt at nyde sin lykke. Det gør det ulykkelig, men det glemmer moralen om at blive i nuet. For inden længe husker det også tilbage på dengang, det fortalte for musene, som en lykkelig tid.

Til sidst bliver det gamle træ trukket ud i gården, hvor det tror, at livet endelig skal begynde, men da opdager det, hvor vrissent det er blevet, og ærgrer sig over, at det ikke glædede sig over livet, mens tid var. Træet havde spildt sit liv på at vente på fremtiden og ærgre sig over fortiden. Men lykken er ikke andre steder end nu og her. Og det er en livsopgave at være opmærksom på, hvad der er at glæde sig over i livet.

Goldschmidt definerer også dannelse som den udvidede evne til opmærksomhed. Det er det, grantræet glemmer. Det ser ikke de røde skyer og solens stråler. Det drømmer bare om bedre tider. Man må leve ”Mens tid er”, som min gode ven Niels Birger Wamberg også kalder en essaysamling.

Man må gribe det nu, der er, selvom det både kan være smukt og trist. Som præst har jeg aldrig oplevet en jul uden sorg. Flere gange har jeg også måttet begrave børn eller mennesker, der har begået selvmord. Men alligevel har jeg forsøgt at genfinde glæden over livet og julen. Og det hjælper både H.C. Andersen og Grundtvig mig med.