Prøv avisen
Bog

Bredsdorffs bog om Alzheimers er vigtig læsning for alle, som elsker, og som mister

5 stjerner
Thomas Bredsdorff skildrer nænsomt sin kones Alzheimer-sygdom. Foto: Lars Hansen/Ritzau Foto

Hvad gør man, når ens elskede forsvinder, før hun er væk? Når det fælles sprog og den fælles hukommelse ikke længere findes? Thomas Bredsdorff satte sig ned og skrev. Og heldigvis for det. Hans bog om sin kones Alzheimers er fremragende

Det var egentlig ikke meningen, at det skulle være blevet en bog. Men da professor emeritus, litterat og forfatter Thomas Bredsdorffs kone gennem halvtreds år blev syg, gjorde han det, som han så ofte før har gjort. Han satte sig ned og skrev. Men for første gang kunne Lene Bredsdorff, tidligere gymnasielærer og medredaktør på P1’s litteraturprogram ”Alfabet”, ikke læse med, som hun ellers altid havde gjort. Hun havde nemlig fået Alzheimers. Og mistede dermed langsomt det sprog, som i ganske særlig grad havde bundet de to ægtefæller sammen.

Thomas Bredsdorff brugte skriften og sproget som sin sorggruppe. I en mindre kyndig forfatters hænder kunne det være blevet en alt for privat og terapeutisk proces, for det er en kunst at skrive om noget, der går så tæt på som her, hvor resultatet er blevet en uendelig fin bog. Den beskriver med stor følsomhed et ægteskab og et sygdomsforløb, og den skriver to mennesker frem, som man glæder sig over at have været i selskab med, især fordi den i glimt modsiger det, som Lene Bredsdorff sagde, da hun fik sin diagnose: ”Et menneske uden hukommelse er jo ikke noget menneske længere.”

Eller med Thomas Bredsdorffs egne ord:

”At to gamle ægtefæller på den anden side af guldbrylluppet kunne opleve så meget nyt sammen – og ikke alt sammen slemt – havde jeg ikke nogen anelse om.”

”Tøsne og forsytia” falder i tre dele. Den første beskriver Lenes Bredsdorffs begyndende sygdom og åbner således for det sidste kapitel i deres fælles liv – og skildrer samtidig smukt det første – mens den anden del indeholder mere faktuelt og litterært stof om aldring, om den pårørendes etiske fordring og om Alzheimers idéhistorie. Og så gør den op med det, Thomas Bredsdorff betegner som den gerontologiske ideologi, hvis vigtigste trossætning er, at den gamle, der har passet på sig selv, er evigt ung. Affældig er altså kun noget, man bliver, hvis man ikke tager sig i agt:

”Den litterære arv siger, at alderdom er et forfald. Den nu herskende gerontologiske ideologi hævder, at alderdom er en illusion.” Og så følger den tredje del, som dementerer netop det sidste udsagn, og som beskriver Lene Bredsdorffs sidste tid hjemme i lejligheden ved Sortedamssøen på Nørrebro.

Thomas Bredsdorff skildrer nænsomt sin kones sygdom, som den skrider frem, og han skildrer sin egen rolle i den. Og det nager ham, at han ikke altid magter den enkle og selvopofrende kærlighed. Han ransager sig selv, og han skammer sig, ikke mindst når han i selvmedlidenhed græder over sin egen skæbne, og ikke Lenes, og når han længes efter et rent brud i stedet for denne ”never ending funeral”, som amerikanerne kalder Alzheimers.

”Jeg sidder tit ved mit skrivebord, efter at jeg er færdig med de spredte stumper, jeg kan nå, og drømmer om, at et sagstilfælde vil få mig kørt bort i en ambulance til hospitalets ansvarsfrihed. Horace Engdahl: ’Afmagten gør undergangen mere tillokkende end livet.’”

Og det er ikke mindst denne næsten ubærligt ærlige skildring af afmagt, som gør indtryk, og som gør Thomas Bredsdorffs bog til både vigtig og vægtig læsning for alle, som elsker, og som mister. Og som ikke altid magter nogen af delene.

”Tøsne og forsytia” er nemlig også en fortælling om kærlighed. Om to mennesker, der har fulgtes ad i et halvt århundrede, og som stadig gør det, på godt og ondt. Måske fordi de var særligt heldige, eller manglede fantasi til andet, eller måske fordi de ganske enkelt har arbejdet hårdt for sagen. Dengang som nu. Og så er det svært at forestille sig den ene uden den anden. Som en ven er citeret for at sige, så var Lene Bredsdorff sin mands ben i næsen. Og til det svarer han: ”Det var hun. Desuden elskede jeg hende. Nu sidder jeg her, uden ben i næsen.”

Det er vemodigt, forunderligt usentimentalt og vanvittigt smukt. Som her mod slutningen, hvor Thomas Bredsdorff går hjem alene efter at have fejret sin kones første jul på plejehjem og mindes en anden jul, mange år tidligere, hvor de som nyforelskede skulkede fra de familiære forpligtelser og sammen gik gennem den tomme by: ”Det burde også have været fint nu at gå hjem gennem den mørke by efter forrettet juletjeneste. Alt gik jo godt. Lene glad, uden synlige savn. Så godt som det kan blive. Og så fortvivlende.”