Livet uden for loven

Smerte er det mest almindelige for mennesker, og der er en frihed i at være ligeglad med den. Det tematiserer Albert Cosserys klassiske roman ”Tiggerne og de hovmodige”, der nu er genudgivet på dansk

Man skulle have læst Albert Cosserys ”Tiggerne og de hovmodige” (1955) samtidig med Camus' ”Den fremmede” (1942). Så ville man have forstået den mærkelige stilhed i kernen af denne berømte roman. Begge er de eksistentialisme fra en højst overraskende nordafrikansk vinkel - og Cosserys roman handler da også om angsten som al anden eksistentialisme, men modsat den europæiske om friheden fra angsten eller om at få freden i livet i absolut forstand.

Romanen foregår blandt tiggere i en nordafrikansk storby, Kairo, blandt små-kriminelle, hashhandlere og halvkorrupte embedsmænd. I modsætning til europæisk eksistentialisme med dens valg, ansvar og skyld som hovedtemaer har denne roman det stille liv som mål.

Man kan ikke komme længere ned i skidtet, man sover på aviser, man tigger, begår meningsløse mord, men man deltager ikke i autoriteternes åndssvage ambitiøse liv, og man er stolt over det, deraf titlens ”de hovmodige”.

Alt dette er fortalt lige ud ad landevejen, ikke noget med sprængt syntaks eller ophakkede replikker. Der er ikke noget splittet i hengivelsen til lediggangen og dens frihedsrige.

Hovedpersonen er en tidligere intellektuel universitetslærer, der har fået nok af sin egen verden og besluttet sig for at blive tigger. I en stærk hashtrang dræber han en prostitueret kvinde, fordi han tror, at hendes armbånd er penge værd til at købe mere hash for. Han er sådan set bogens helgen, den, de alle sammen forsøger at ligne i hans venlige ligegladhed med hele tilværelsen og indsigten i, at alle er svin på deres egen særlige måde.

Efterhånden som det går op for læseren, at bogen handler om, at smerte er det mest almindelige for mennesker, og at der er frihed i at være ligeglad med den - ja, så indfinder der sig også en humor i fortællingen, som er ganske befriende.

Blandt andet får vores hovedperson, der sover på aviser i stedet for en madras, to nye naboer: en kæmpekvinde og en tigger uden arme og ben. Kvinden påstår hårdnakket og jaloux, at denne torso af en mand er genstand for flere kvinders interesse, som han ikke kan stå imod. De skændes voldsomt og elsker derefter højlydt, hvordan det så end er muligt?

Denne torso forekommer at være et slags symbol for hele bogen: Der er en frihed ved at være i live uden at have alle de lemmer eller håb, som andre vil frem i verden med.

Hvis man er grim eller udstødt, så er der alligevel en lykke-verden til én, hvis man tager smerten med hovmodighed.

Og af og til løftes synet og øret i beskrivelserne bort fra vores personer mod alle de fattige, skodsamlerne udenfor, de klemtende sporvogne, bilernes tuden, de skrigende sælgere - og vi ser en verden: ”hvor bevægelser og ord var set ud fra evighedens perspektiv. Vreden var bandlyst i denne folkemængde, der bevægede sig i samme evighed. Den så ud til at være drevet af en visdommens glæde, som hverken tortur eller undertrykkelse kunne slukke”.

Det er en livsoplevelse af principiel glæde sat op mod europæisk eksistentiel angst med dens forsøg på at vælge sig ud af nulpunktssituationen. En total undergravelse af den politiske interesse i verdensforbedring. Opgive at forstå verden, men lade den være i dens kaotiske rod af overivrige viljer og de beskidte tricks, de udfolder for at sætte sig igennem.

Jo, det er et stille og fredens mesterværk, som Cossery skrev i 1955. Og som Løvens Forlag udsender i serien ”Franske fortællere” i en udmærket oversættelse, der dog ikke kan skelne mellem 'mistænksom' og 'mistænkelig', hvad der er temmelig radikalt i den kriminalhistorie, som bogen er anlagt som. Men på den anden side er opklaringen af mordet på den prostituerede ifølge dens verdenssyn også temmelig ligegyldigt. En amoralsk bog, der forsvarer det amoralske liv hovmodigt for dets særlige måde at leve det gode liv på nede i kaos og møg. Her lades alt håb ude, og det er måske den egentlige vej til frihed?