Livets betydning skal man ikke spøge med

Janne Tellers ”Intet” på Odense Teater er velmenende relevant, men rammer uden om målgruppen med overgearede karikaturer

Forfatter Janne Tellers roman "Intet" bliver iscenesat på Odense Teater.
Forfatter Janne Tellers roman "Intet" bliver iscenesat på Odense Teater. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Den udkom for hele 18 år siden. Men Janne Tellers ungdomsroman ”Intet” bliver kun mere vedkommende med tiden – især for den generation af unge, der kæmper med konsekvenserne af at være fanget med én hjernehalvdel i en speedet og konstant springende digital videoverden og den anden i en stadigt mere usikker verden af præstationspres, skønhedsidealer, uddannelsesloft og stress og angst. Derfor giver det også mening, at ”Intet” har sat sig godt til rette på de danske teatre. I 2017 som dansk ungdomsopera ved Den Jyske Opera og i Pelle Koppels iscenesættelse på Teater V, der får repremiere i foråret 2018.

Også Odense Teater vil med på eksistensbølgen og iscenesætter nu romanen på den lille scene Værkstedet. Desværre i en lidt for litterær, råbende overgearet fortolkning, der synes at ramme uden om sin målgruppe.

Syv skuespillere spiller hele karaktergalleriet i 7.d iført antikverede, grå skoleuniformer i et spejlblankt, gult klasseværelse oplyst af tørre lysstofrør. Her hærger de rundt, som børn gør i frikvarteret, mellem hinanden, på hinanden, driller hinanden. Pludselig åbner sig en lem ind til en lomme af intethed, og idealisten Pierre Anthon kravler ind, sætter sig i sit blommetræ og begynder at råbe: ”Der er intet, der betyder noget, så der er intet ved at gøre noget!” Børnene bliver helt betuttede i dette første møde med nihilismens grumme meningsløshed. ”Alting er bare et skuespil, der lader som om!”

Jaget af angsten for, at han har ret, begynder de en voldsom mission for at modbevise ham og finde den forkromede mening. Hver især skal de ofre én ting til bunken af betydning – den ting, der betyder mest. Og det er vennerne, der vælger. Det begynder med sandaler og en cykel, så en fletning og en hamster, dannebrog og et bedetæppe, for endelig at kulminere med en piges uskyld og en pegefinger. ”Hvis ikke det gør ondt, har det jo ingen betydning,” messer de. Det burde være intenst at bevidne, men bliver aldrig ægte alvorligt.

Tellers roman har den store kvalitet, at den taler ligeværdigt til sine unge læsere og plejer alvoren. Men i Maria Kjærgaard-Sunesens iscenesættelse har spillerne fra start en hysterisk karikeret facon, der er insisterende komisk. Skiftende fortællere beretter handlingen i et litterært fortællesprog, og bearbejdelsen fra bog til scene synes lidt letkøbt. De granvoksne spillere på scenen agerer som vrængbilleder af hormonforvirrede skoleelever på kanten mellem barn og voksen, og det kan for let tolkes som gøren grin. Her er ingen oprigtige dialoger til at skabe jordforbindelse.

Der er heldigvis momenter, hvor man kan glemme det stiliserede tilsnit og lade sig forfærde. Peter Høgsbro er en ganske skræmmende Pierre Anthon, som han sidder dér i sit glasbur mellem alt og intet og maler sorte, dæmoniske mønstre på må og få – køligt overlegen og ulideligt uimodsigelig. Sophie Bredal Zinckernagel er også ungdommeligt troværdig i sit portræt af den forvildede hovedperson Agnes, der må sande, at intet ikke er et ord, der kan gradbøjes.

Odense Teaters opsætning af ”Intet” er en velmenende og udfordrende, men knap så velforløst, dannelseshistorie om at opdage, at alting i det nære perspektiv heldigvis har en betydning for nogen.