Livet igennem kan et menneske blive ramt af angsten for intetheden, fortabelsen og meningsløsheden. Men særlig i den tidlige pubertet ligger sindet åbent for spørgsmålet om der overhovedet findes en mening med tilværelsen.
Og hvis ikke forældre eller folkeskole er opmærksomme på problemet, kan det få store konsekvenser for de unge, der er på vej ind i livet og søger en mening med det. Janne Tellers generationsroman ”Intet” handler om denne prisgivelse af de unge og konsekvenserne af den. Romanen er, siden udgivelsen i 2000, blevet en international bestseller og nyklassiker, der tillige er blevet adapteret for både teater og opera. Så hvorfor ikke film? Den foreligger nu med manus af Trine Piil og instruktion af Trine Piil og Seamus McNally, og med en række unge skuespiltalenter i de bærende roller.
Plottet sættes i gang, da en gruppe elever fra 8. klasse skal udfylde et spørgeskema hvori de markerer, hvad de er gode til med henblik på en fremtid på arbejdsmarkedet. Det åbenlyst idiotiske i forehavendet får en af drengene i klassen, Pierre Anthon (Harald Kaiser Hermann), til at forlade skolen og tage bolig i et træ som en anden søjlehelgen. Herfra docerer han tilværelsens meningsløshed og nihilisme for sine klassekammerater, der blot ønsker at få ham ned fra træet og indlemmet i fællesskabet igen.
Men ingen af deres følelsesmæssige appeller synes at virke på ham. Tværtimod affærdiger han dem som betydningsløse. Så hvad skal klassekammeraterne gøre? Pigen Agnes (Vivelil Søgaard Holm) fostrer ideen om, at livets betydning ligger i selve offeret. Hvis de hver især ofrer det dyrebareste de kender til, og dynger det op i et tableau, må det kunne overbevise drengen i træet og få ham ned. Herfra udarter filmen i en stadig mere smertefuld og grusom retning. Med nådesløs konsekvens.
Hvad der starter med et par sandaler, en racercykel og en hamster udarter til drastiske og drakoniske ofre, der på allegorisk vis spejler bærende værdier i tilværelsen: det seksuelle uskyldstab, nationalfølelsen, troens magt – ligeligt fordelt mellem kristendom og islam – og endelig og finalt selve det skabte og skabende, naturen og mennesket. Det er hårdt at bevidne - ”Intet” er ikke for sarte sjæle – men en del af forklaringerne og årsagerne lægges uden for de unge selv. Skolen bærer et ansvar, forældrenes dysfunktionelle ægteskaber og selviske ligegyldighed et andet, og troen som en slags erstatning for en reel søgen efter mening og hjertets renhed.
Men der er noget skematisk over plottet og afviklingen af det i ”Intet”. Næsten intet bliver tilbage, når den bitre frugt fortæres og syndefaldet indtræffer. ”Intet” ligger temmelig langt fra guldalderen i dansk ungdomsfilm med navne som Nils Malmros, Søren Kragh-Jacobsen og Bille August for snart utrolig mange år siden. Der er en hårdhed og ætsende kritisk ironi på færde i ”Intet”, der ikke efterlader meget plads til håbet.
Filmen stiller i lighed med Janne Tellers roman væsentlige eksistentielle spørgsmål. Men dialogen om dem blandt de bærende karakterer er ikke lydefri, og rent visuelt og følelsesmæssigt er der for få øjeblikke, hvor ”Intet” krystalliserer sig i givende mønstre. Men effektiv er ”Intet”, og filmen skal nok få sit publikum, også internationalt. Livets betydning skal man ikke spøge med, lyder det. Eller skal man? ”Intet” blotlægger spørgsmålet.
Intet. Instruktion: Trine Piil og Seamus McNally. Manus: Trine Piil. Efter roman af Janne Teller. Fotograf: Bo Bilstrup. 87 minutter. Danmark 2022. Premiere over hele landet.