Prøv avisen

Livets drama er i alt det usagte

Præstesønnen Herman Bang blev født i Asserballe på Als i 1857 og døde 1912 under en oplæsningsturné i USA. Foto: Arkivfoto

Forfatter, journalist, flanør og poseur. Herman Bang var det hele. Men først og fremmest er både han selv og hans værk stadig moderne trods den for længst fastslåede klassikerstatus

Forfatteren Herman Bangs klassikerstatus er for længst fastslået, men samtidig er forfatterskabet og forfatteren selv stadig meget moderne.

Helt fra ung af er Herman Bang en af de unge kunstnere, man lægger mærke til i den endnu unge storbys profil, når han og vennerne flanerer på den eksklusive Østergade, er i teatret eller hænger ud på strøgcaféen Bernina over et glas grøn absint.

Og når man ser billeder af den unge Bang ville han selv i dag være speciel. Han er åbenlyst sminket, hans tøj er dyrt og flot, og han har en attitude af verdensfjernhed og weltschmerz, som gør ham markant og interessant.

Han er barn af en ny tid, der langsomt rejser sig som en fugl Phønix af asken efter nederlaget ved Dybbøl i 1864 – og han især, som barnefødt på det Als i 1857, der bliver hårdt ramt af krigen. Han er en del af en generation uden fædre, for enten er de døde eller også er deres erfaringer så forældede, at de ikke kan være rollemodeller for børnene. Der skal ske noget nyt, og Herman Bang beskriver den forandring, Danmark gennemgår i de år. Ikke i store samfundsudfoldede romaner som sin jævnaldrende kollega Henrik Pontoppidan. Men i den lille, psykologiske beskrivelse af tidens indvirkning på menneskene, der lever her og nu udspændt mellem muligheder og begrænsninger.

Det er i virkeligheden, at emnerne for kunsten skal hentes. Som Bang selv siger, så gælder det om at fortælle frem for at opfinde, så vil kunstnerne opdage, at "de Dramaer Livet opfører, ikke sjældent i foranderlighed og dramatisk Kraft overgaar dem, hans Fantasi formaar at skabe."

Har man læst Herman Bang, forstår man, hvad han mener. I hans værk ligger de store historier om kærlighed, om verdener, der går under, om krig, om kvinders vilkår, om storbyen eller kunsten gemt i den lille stationsby, på Kommunehospitalets psykiatriske afdeling, i en skovridergård på Als eller en lille provinsstue, der dufter af potpourri og lavendler.

Udadtil sker der måske ikke meget. I den store kærlighedshistorie om den gifte Katinka Bai, der forelsker sig i forvalter Huus i "Ved Vejen", er klimaks i forholdet et kys på hånden i lysthuset. Men indadtil er det stadig rystende og gribende i al sin indfølte diskretion.

En væsentlig del af Herman Bangs modernitet som forfatter er, at han overlader forståelsen og fortolkningen til læseren selv. Han antyder og viser, men lader det være op til os, hvad vi får ud af det.

Hans stil er nok realisme, men med inspiration fra billedkunstens impressionisme, hvor det først er på afstand af værket, at man ser, hvad det egentlig forestiller. Tæt på er det en udflydende, forvirrende masse af farver og indtryk. Men det personlige i stilen er især hans sceniske sans.

Helt som H.C. Andersen var hans store ungdomsdrøm teatret. Og helt som H.C. Andersen stod han meget alene med sin tro på talentet. Han har uden tvivl været "for meget", for nu at citere en af de yngre kollegaer, som aldrig lagde skjul på sin kærlighed til Bang, Dan Turèll.

Alligevel blev teaterdrømmen levet ud. Dels som en fænomenal, moderne instruktør af store skuespillere både nationalt og internationalt. Dels og allermest i hans bøger. For romanerne er bygget op i scener. Hvor vi er til stede som den i teatret så berømte fjerde væg og lytter til samtalerne, bliver sendt rundt om bordet sammen med fadene og selv må lytte os frem til, hvad der egentlig er på spil her. I en stemmeføring, en pause, i alt det usagte.

En række af de største, sceniske episoder i hans romaner, som Dannevirkenatten fra romanen "Tine" eller den vanvittigt morsomme, udleverende historie om Graversens bal i det alt for trange Kartoffelrækkehus i storbyromanen "Stuk" rejste Bang selv rundt og læste op for publikum overalt i landet.

Eller. Det vil nok være mere præcist at sige, at han spillede dem. Der findes fantastiske fotografier af Bang, hvor han næsten er ved at dåne af indlevelse i sit værk. Støttet af forfatteren Gustav Wieds brutalt ironiske beskrivelse af den let genkendelige forfatter Henri de Madsens besøg i Gammelkøbing i "Livsens Ondskab": " Intet Sekund var hans Person rolig. Snart sad han på kanten af Bordet, snart midt inde paa Pladen, snart laa han henslængt paa chaiselongen, og snart vuggede han sig Orkanagtigt i Gyngestolen", beskriver Wied blandt andet.

At rejse på oplæsningsturné var en væsentlig del af Bangs virke og indtjening som forfatter, ligesom det var det for andre af hans kollegaer. For nu skulle forfatterne selv klare sig økonomisk. Der var ikke et sikkerhedsnet i form af en mæcen, som de ældre generationer havde kunnet håbe på.

Derfor konstaterer foregangsmanden

Georg Brandes da også tidligt, at den "første Pligt for en Forfatter er den at blive læst, det vil sige at tiltrække sig Opmærksomheden", og det lægger han ikke skjul på ikke er nemt i en verden, hvor publikum dagligt bliver afkrævet "at beholde 1000 Forfatternavne, Kunstnernavne, Firmanavne". En måde er at rejse rundt og præsentere sit værk selv på forskellige kreative måder.

Men samtidig er der næppe heller tvivl om, at Herman Bangs netop klart tilrettelagte selviscenesættelse udsprang af de vilkår. Ved at skille sig radikalt ud fra selv sine jævnaldrende forfattere, så fik han også det, man i moderne sprog kalder et "brand". Han blev sit eget varemærke. Ham, man lagde mærke til, og derfor huskede og forhåbentlig så købte og læste. Han er langt fremme i sin markedsføringsstrategi her, faktisk mere på højde med vores tid end med sin samtid. Og da forfatteren Dan Turèll 100 år senere skal have solgt sine bøger, lader han sig da også inspirere af netop den Herman Bang, han aldrig har lagt skjul på sin store forkærlighed for, ved at lakere neglene og være dandyagtigt klædt.

For Bang er det egentlig et spørgsmål, om han var stærk nok til at klare at stikke så meget ud. Han er en fascinerende, tragisk blanding af se mig-se mig og samtidig være ulykkelig og usikker, at han egentlig burde skjule sig for at få ro. Men samtidig er det også et dynamisk skisma i både hans personlige branding og hans værk.

Han skriver indirekte i flere værker om det at stikke ud og egentlig hige efter at blive set som sig selv. Forklædt selvfølgelig, men ikke desto mindre smerteligt selvfølt.

Som når den berømte eks-danserinde Irene Holm, der i novellen med hendes navn, slutter sit fornedrende virke som danselærerinde for provinsens borgerbørn med at give sit gamle glansnummer "La Napolitaine", og efter sin fuldstændige hengivelse til kunsten vågner op til "Latteren, mens hun pludselig saae alle disse Ansigter.". Når kunstneren giver sit allerinderste og blotter sig, er modtagelsen en ydmygende mangel på forståelse for den sårbarhed, det hjerteblod, der er lagt frem.

Beskrivelsen af Irene Holms smertelige oplevelse er helt identisk med Bangs egen beskrivelse af den aften, han giver alt i rollen som den syge Osvald i Ibsens "Gengangere" - blot for at opleve bergenserne hysse hysterisk som modtagelse.

Så nej, det er ikke skuespiller, han skal være, da han står uden midler, efter at farfaderens arv er sluppet hurtigt op, fordi han har udviklet sig til "en rigtig Livets Luksusgenstand". Han bliver journalist, først på Jyllands-Posten siden på Nationaltidende. Fra 1879 til 1884 skriver han næsten dagligt reportager, feuilletoner og andet i avisen, så meget at der her i anledning af jubilæet er til ikke mindre end tre bind med Bangs "Vekslende Themaer", som de bliver kaldt.

Det er fuldstændig fremragende. Bedre end noget andet, man kan gøre sig håb om at finde i et medie i dag, og så langt fremme i sin stil og teknik, at det først er i 1960'ernes USA med stilen new journalism, at medierne begynder at komme på omgangshøjde med det, den unge flanør fra København begår knap 100 år før.

Han giver os et sjældent autentisk indblik i danskernes levevilkår og virkelighed dengang gennem sine beskrivelser af blandt andet fattigafdelingen på Almindeligt Hospital, der stadig i dag giver en klump i halsen, når han følsomt fortæller om mødet med de gamle, fattige og først nu lykkelige mennesker. Han er i lighuset under hospitalet, på stor rundvisning hos Carlsberg og Magasin du Nord, og til sidst beskriver han Christiansborgs brand i 1884, så man stadig den dag i dag kan høre lyden af træets knasen under flammernes rasen.

Bangs store romaner er "Ved Vejen", "Stuk", "Tine" og den måske mest fuldkomne af dem, "Ludvigsbakke" fra 1896. Derimellem kommer en lang række noveller. Efter det er han slidt. Det ser man også. For som den selviscenesætter, han er, bliver han selvfølgelig tit fotograferet, og der er uhyggelig forskel på den unge, smukke mand med selvtilliden i orden, til den nedslidte, grå forfatter, der læner sig op ad ryglænet på en stol i slutningen af livet. Om end håret stadig er lige glat og slipseknuden lige stram.

Men man er ikke i tvivl: Bang er brugt op. Han dør i 1912 på en foredragsturné i USA. Men lever endnu. Fordi hans værk – både i livet og litterært – er så tidløst som det, man skaber kanoner af.

I anledning af fødselsdagen er der kommet flere udgivelser med og om Herman Bang. Det er blandt andet hans "Vekslende temaer" udgivet af Det danske sprog og litteraturselskab. Den 25. september er Herman Bang sammen med den jævnaldrende Henrik Pontoppidan midtpunkterpå årets Klassikerdag, som biblioteker over hele landet er en del af.

kultur@kristeligt-dagblad.