Livets fortælling ifølge Karen Blixen

En konstant modsætning i Karen Blixens forfatterskab mellem individ og omverden bliver tydelig under læsningen af "Den afrikanske Farm", der udkommer i ny udgave. Samtidig genudsendes "Sidste fortællinger"

"Jeg havde en Farm i Afrika ved Foden af Bjerget Ngong", lyder den berømte begyndelse på Karen Blixens "Den afrikanske Farm", der er den unge forfatters beretning om de 17 år, hun levede i Kenya. –
"Jeg havde en Farm i Afrika ved Foden af Bjerget Ngong", lyder den berømte begyndelse på Karen Blixens "Den afrikanske Farm", der er den unge forfatters beretning om de 17 år, hun levede i Kenya. – Foto: fra bogen.

Fjerde akt i den femakters tragedie, Karen Blixen gerne vil have os til at opfatte "Den afrikanske Farm" som denne akt eller 4. kapitel har altid optaget mig ved sin tilsyneladende sammenhængsløshed.

Det hedder "Af en Emigrants Dagbog". Det skulle efter de gamle regler for en tragedies fem akter indeholde vendepunktet og faldet lige efter 3. akts højdepunkt og dermed foregribe katastrofen i 5. akt.

Men hvad indeholder dette kapitel? Små historier, som i deres korthed antyder symbolske betydninger, der alligevel står hen i det uvisse. Disse historier er anslag, som titlen siger "af en Dagbog" og har da heller ikke meget med hinanden at gøre. Den anden af disse historier er den om "Livets Veje", som adskillige Karen Blixen-læsere har været så glade for, fordi de som Karen Blixen drømmer om, at deres liv skal udgøre et mønster, en fuldendt figur, en stork, når de ser tilbage over det.

Den næstsidste af de mange historier i dette 4. kapitel er mærkeligere. Den fortæller om en oplevelse, Karen Blixen sammen med nogle af sine folk har haft ude i det store landskab. Her har de engang set vilde hunde, der normalt løber tre eller fire sammen, samle sig til flok på 500 vilde hunde, der i en lang procession blot løb forbi dem uden at ænse menneskene, helt i deres eget spor mod et eller andet fjernt formål. Historien spørger, hvorfor så mange hunde havde samlet sig, og siger, at de indfødte tog det som et varsel om krig. Karen Blixen udtrykker ikke sin egen tolkning, men har dog fortalt historien, nævner hun til mange, som ikke har villet tro hende. Følgelig må den have betydet noget også for hende, men hvad?

Læst sammen med den anden historie om storken, jeg før var inde på, siger den måske, at begivenheder kan samle sig på en anden måde end i et klart mønster, en stork. De kan også samle sig i en lang uforståelig tråd (processionen af vilde hunde) med sin helt egen dagsorden, og som er ganske ligeglad med det menneske, som betragter dem. Og som en sådan tråd er hele dette fjerde kapitel, som Karen Blixen sætter sammen i "drømmen" om, at hundene eller stykkerne skal løbe sammen.

Men de to småhistorier er med hver deres holdninger karakteristiske for en konstant modsætning i Karen Blixens forfatterskab mellem det, det enkelte individ ønsker sig (storken), og så det forløb, som fortællingen eller den klassiske historie tildeler individet (hundenes uforståelige sammenløb).

I "Kardinalens første historie" i Karen Blixens "Sidste Fortællinger" (1957) udtaler "Historiens Vogter", kardinal Salviati, sig om historien og siger:

"Historien vil alt efter sin egen plan og sit eget væsen placere og flytte rundt med disse to unge mennesker, helt og heltinde, ligesom med deres fortrolige og rivaler, venner, fjender og narre og gå støt frem efter sin egen vilje. Historien sagtner ikke sin fart for at beskæftige sig med sine personers udtryk eller holdning. Den lader sin gamle vanvittige helts trofaste vasal i forfærdelse udbryde: " Er dette verdens ende? Historien går fremad og lader os lidt senere roligt vide: "Dette er verdens ende"."

Grumt og hjerteløst kalder kvinden, som hører på kardinalen, dette historiesyn. Og det er da også hårdt for den individuelle person, der indgår i en sådan historie, som følger sin helt egen retning og ikke kerer sig om sine personers holdning eller følelsesliv.

Man må derfor tro, at de to nævnte historier i det sammenhængsløse kapitel 4 i "Den afrikanske Farm" spejler hele fortællingen om Karen Blixen og hendes farm i Afrika. Nu da hun skriver det sammen (1936-1937), skaber hun en figur ud af det, en klassisk tragedie, men undervejs (dagbogen) var det en uendelig procession af begivenheder (som hundene), der havde sin helt egen og for hende fremmed retning, og som hun blot var tilskuer til som noget, der overgik hende. Hun havde en farm og tabte den, hun havde en vidunderlig elsker, Denys Finch-Hatton, han døde og hun havde de indfødte, som hun følte, hun svigtede ved at forlade dem.

Under denne tabets figur fik hun styr på det i virkeligheden sammenhængsløse stof, alle enkeltepisoderne, som jo også de sammenhængende kapitler 1, 2, 3 og 5 er strikket sammen af. Og hun digtede med sit liv for at få denne tragedie frem, lavede om på den korrekte kronologi og fortav det i episodernes forløb.

Byttede om på to løvejagter i tragediens højdepunkt, så højdepunktet blev tydeligere inden tragediens fald, hvor helt og heltinde faktisk ikke længere kom sammen. Fortav, at hun faktisk i lang tid var gift med Bror Blixen og meget mere, som vi kan se ved at sammenligne "Farmen " med "Breve fra Afrika" (1978), som i sig selv mangler cirka 400 sider breve af de cirka 1200, der er på Det Kgl. Bibliotek. Mest kedelige rapportbreve til bestyrelsen for kaffefarmen, men dog sager, der som hundene løber videre fremad i deres helt egen retning.

Med tabet fik hun konstrueret Denys Finch-Hatton ind i sin egen tragedie, så hun ikke længere mistede ham til andre kvinder. Og som en af hendes gamle tjenestefolk siger på den nye Karen Blixen-film, så brændte Denys' maskine ved styrtet, og der var faktisk ikke noget af ham tilbage at begrave. Alligevel gravsættes han i slutningen af bogen i en stort iscenesat begivenhed, der er en værdig katastrofeudgang på tragedien.

Alt dette er skrevet i anledning af, at "Den afrikanske Farm" som første værk i en tekstkritisk genudgivelsesserie af Karen Blixens værker ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal er sat i søen.

Efterskriften er meget fint og dækkende udført af Lasse Horne Kjældgaard, der flot opridser det koloniale samfund, farmen lå i, og ligeledes har tørre og velafbalancerede ord om de beskyldninger for racisme, som nogle kenyanere har rettet imod bogen.

Kommentarerne til værket er nogle steder vidunderligt detaljerede og andre steder mærkeligt kortfattede eller helt fraværende. Mit eget prøveopslag på "Livets Veje" har ingen kommentar om, at det faktisk var en børnehistorie, Karen Blixen lånte til tegningen af en stork! Og det påpegede allerede Hans Brix 1949, så den måtte være mulig at opspore. I øvrigt er kommentaren anonym. Hvem har stået for dette hestearbejde? Skal de ikke krediteres? Det skulle de ellers altid i den gamle klassikerserie på Borgen.

Samtidig er i Gyldendals løbende markedsføring af Karen Blixens værker udkommet en absolut ikke tekstkritisk udgave af "Sidste fortællinger", "med moderne retskrivning", sådan tilstås forbrydelsen i kolofonen.

Karen Blixen: Den afrikanske Farm. Efterskrift af Lasse Horne Kjældgaard. 496 sider. 399 kroner. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal.

Karen Blixen: Sidste fortællinger. 365 sider. 169 kroner. Gyldendal.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Den afrikanske farm, af Karen Blixen.
Den afrikanske farm, af Karen Blixen. Foto: fra bogen.
Karen Blixen: Sidste fortællinger.
Karen Blixen: Sidste fortællinger. Foto: fra bogen.