Der er ganske meget, der er befriende i Sebastián Lelios loyale amerikanske genindspilning af sin chilenske succes ”Gloria” fra 2013.
Det er befriende, at den midaldrende Gloria (Julianne Moore) ikke kæmper mod sin alder. Det er befriende, at livet omkring de 50 år ikke opfattes som et kuriosum, der skal udforskes som sådan. Og det er især befriende, at Gloria ikke skal tvinges igennem en udviklingshistorie, der gør hende til et bedre, mere sandt livsvidne.
Gloria er. Ikke bare. Hun er! Og der er ikke mange midaldrende kvinder, der får mulighed for at være i filmbranchens ekkokamre af den omsiggribende ungdomsdyrkelse.
For hvad er en kvinde, når hun ikke længere er ung? Dette kulturelt oversete livsstadie får funklende fylde, når Gloria i hver eneste indstilling danser igennem livet. Eller vasker undertøj nynnende foran håndvasken. Eller går på arbejde og hælder al sin overskydende moderlighed over i omsorg for forsikringsselskabets kunder. Eller tager på danseklub, alene, og kaster sig ud i discohits og dry martinier. Eller er der for sine børn, der ellers er alle andre steder.
Handlingen følger næsten slavisk det seks år gamle forlæg. Så hvorfor lave en ny film? For Julianne Moores skyld.
Moores Gloria er en hyldest til det almindelige kvindeliv.
Og netop fordi Moore er en stjerne, er alt andet end almindelig, kunne man frygte, at det ordinære ville blive et postulat. Men det sker ikke.
Gloria får en umaskeret genkendelighed. Bag store briller og afbleget hår gemmer sig et ansigt fuld af livsmod. Gloria lever i efterdønningerne af en skilsmisse.
Livet er egentlig rigt, men der er stadig så meget kærlighed at give, så da hun møder Arnold (John Turturro) kaster hun sig, ikke ubesindigt, men livslystent ind i forholdet.
Men mændene er det svage køn, som de ofte er hos kvindekronikøren Sebastián Lelio. Arnolds skilsmisse er vist ikke helt på plads, han lever stadig i skyggen af det ansvar, et forhold giver et menneske.
Men de prøver. Gloria giver og giver. Og Arnold forsøger at tage og tage. Forelskelsens udfoldelse er det mindst inspirerende. Arnold er tidligere soldat og ejer nu en forlystelsespark. Men faldskærm og skydning giver dramaet en snert af banal selvudviklingshistorie.
For de fineste kærlighedsforhold i ”Gloria Bell” er mellem generationerne. Det er Glorias forbindelse til sine børn og til sin mor. Denne kærlighed, bundet af kød og tid, lyser langsomt op.
Gloria har brug for at hjælpe sine børn, men har også brug for sin mors hjælp. Det er meget smukt og usentimentalt portrætteret i sigende scener.
”Gloria Bell” er et varmt portræt af en kvinde og en kærlighedserklæring til alle kvinder. Ikke som sådan en stor film med samme elegance som Lelios dragende ”Ulydighed”. Men mere hverdagslig. Det er her, værdien ligger. Og værdigheden lyser.