Lars Hjortshøj: Livets mening er at blive ved at tænke over den

Lars Hjortshøj elsker at tænke over livets store spørgsmål. Og så er han vild med efterårets melankoli og eftertænksomhed. Om sommeren er folk bare fjollede, men efteråret er mere indadvendt, og det er forbundet med refleksion og noget smådepressivt. Det er ganske enkelt mere interessant, siger komikeren

”Jeg mener, at tro og tvivl hænger sammen. For at tvivle er også at være ydmyg over for, at man kan tage fejl,” siger Lars Hjortshøj, der kalder sig selv en ritualkristen.
”Jeg mener, at tro og tvivl hænger sammen. For at tvivle er også at være ydmyg over for, at man kan tage fejl,” siger Lars Hjortshøj, der kalder sig selv en ritualkristen. Foto: Daniel Øhrstrøm

Naturen nulstiller sig selv i november. Men der er alligevel liv overalt. De kanariegule blade forlader for eksempel træerne på Frederiksberg Allé i Købemhavn som flyveklare fugleunger.

Julemanden smiler stort ved synet. Der er en barnlig glæde over hans velkendte ansigt.

Men Lars Hjortshøj holder faktisk af efterårets melankoli og refleksionsrum, og han elsker at tænke over livets store spørgsmål, ligesom han læste litteratur, før han blev komiker.

Og rollen som julemand i filmen ”Emma & Julemanden” spiller han også som en form for dostojevskijsk idiot med et hjerte af guld bag den klodsede klovnefacade.

Og selvom familiefilmen, der er skabt i forlængelse af julekalenderne med den samme barberede julemand, er fuld af både sjov og uhygge for de mindste, gemmer den også på en alvorlig pointe, forklarer Lars Hjortshøj, da vi drejer ind på Frederiksberg Gamle Kirkegård, hvor små trossætninger er mejslet ind i gravsten, for at tale om julefilmens dybtliggende budskab.

”Hvis jeg skal blive på din banehalvdel i Kristeligt Dagblad, vil jeg faktisk sige, at filmen handler om, at 'størst af alt er kærligheden',” siger Lars Hjortshøj og kigger ned på et levende lys, der står og fægter i en lille lanterne på en grav med friske blomster.

42 år blev den døde. Og mindet lever tydeligvis stadig.

I filmen er det elverdronningen, der er i så stor sorg over at have mistet sin store kærlighed, kong Erik Klipping, at hun bogstaveligt talt har mistet sit hjerte. Det er blevet frosset ned i elverrigets fangekælder. Og uden hjerte er hun blevet en ond, kærlighedsløs herskerinde.

”Hun er det mest uhyggelige, et barn kan forestille sig - nemlig en mor uden kærlighed. Men det smukke i filmen er, at det er kærligheden, der smelter hendes hjerte, så hun igen bliver god. For hendes hjerte tør op, da julemanden og julemoderen kysser foran hendes frosne hjerte, mens børnene remser alt det, de elsker, op,” siger Lars Hjortshøj.

Handlingen i filmen udspiller sig som et eventyrligt drama, da julemanden og julemoderen får stjålet deres nyfødte barn af elverfolk. Og nøglen til at vinde barnet tilbage er netop at finde elverdronningens hjerte. Uden børnene går det ikke. Og det bliver pigen Emmas tro, der redder dagen. Selv har hun også følt sig overset af sine forældre, men i samarbejde med julemanden, julemoderen og en elverprins finder hun tilbage i sin dybeste identitet - at være elsket.

”Det er måske banalt, men det er også vigtigt. Og jeg tror, at vi har behov for at genfinde den identitet igen og igen. At vi er værd at elske, og at det er værd at elske andre. Det er også det vigtigste at huske i julen. Man siger, at julen er børnenes fest. Derfor skal man også få den til at handle om dem. Og det forsøger jeg selv ved at rejse væk i julen sammen med mine børn og min kone,” forklarer Lars Hjortshøj, der faktisk har en stor datter, der hedder Emma, og en søn, der hedder Oscar.

Lars Hjortshøj i rollen som Nicholas i "Emma og Julemanden", hvor han blandt andet spiller over for Camilla Bendix.
Lars Hjortshøj i rollen som Nicholas i "Emma og Julemanden", hvor han blandt andet spiller over for Camilla Bendix. Foto: Scanbox

Lars Hjortshøj kalder sig selv en ritualkristen, der sjældent kommer i kirke, men er døbt, konfirmeret og gift i kirken, ligesom hans børn er blevet døbt og konfirmeret. Og han mener, at kristendommens kærlighedsbudskab er en vigtig dna-tråd i hele vores kultur, ligesom filmen faktisk også bogstaveligt talt gennemgår bibelhistorien - uden at nævne den med et ord, da hovedpersonerne går igennem Joakim Skovgaards kirkeudsmykning i Viborg Domkirke i en scene i filmen.

”Sådan ligger kristendommen der, uden at mange tænker over den. Mange har travlt med at sige, at de ikke er kristne, som om man behøver at gå i kirke hver anden søndag for at være det. For man overser nemt, hvor gennemsyret vores kultur er af kristendom. Og jeg må også sige, at jeg nød at gå med min søn i kirke, da han for nylig blev konfirmeret, hvor vi også gjorde meget ud af at forklare ham, at kirkegang ikke er en straf, men snarere en gave. Og kirkerummet er jo også et genialt sted at sidde og tænke,” siger Lars Hjortshøj, der i sommer sad det meste af en dag i en kirke for at tænke for sig selv:

”Jeg ved ikke helt, hvad jeg tror på. Folk, der er meget sikre på, hvad sandheden er, gør mig også altid lidt utryg. Jeg tror egentlig livets mening er at blive ved med at tænke over livets mening. For jeg mener, at tro og tvivl hænger sammen. For at tvivle er også at være ydmyg over for, at man kan tage fejl,” siger han, mens vi fortsætter rundt i de dødes stillerum i byen, hvor ingen skændes.

”En kirkegård har samme effekt på mig som et kirkerum. Her kan man tænke i fred. Byen har få oaser af tavshed, men kirkegårdene er der. Derfor kommer jeg der indimellem. Og lige nu er der jo smukt,” siger han og lader blikket glider hen over gravstenene og de farverige efterårsblade, som den milde efterårssol denne dag nærmest har pakket ind i sin stråleglans som tidlige julegaver. Men på stierne ligger bladene til gengæld som maste dyr, der minder om døden.

”Jeg elsker efteråret. Om sommeren er folk bare fjollede, men efteråret er mere indadvendt, og det er forbundet med refleksion og noget smådepressivt. Det er ganske enkelt mere interessant. Man bliver rusket igennem, og alt det gamle bliver blæst væk,” siger han, da vi forlader kirkegården, mens endnu et kanariegult blad forlader sin gren for at gøre plads til nyt liv.