Prøv avisen
Kort om alt

Puk Damsgård: Livets mening er at gå på opdagelse

Puk Damsgård Andersen fortryder mest, at hun ikke lærte sig at spille på et musikinstrument som barn. – Foto: Asger Ladefoged/ Ritzau Scanpix

Forfatter og journalist Puk Damsgård Andersens største bedrift er at udvikle sig fra en genert ”landtøs” til et menneske, der tør møde verden

Hvad er lykke?

Lykken er for mig ofte forbundet med at være i nuet. Jeg læste engang, at de fleste af vores tanker kredser om fortiden og fremtiden, frem for lige der, hvor vi er. Dét kan jeg godt genkende. Jeg oplever lykken som en stille, indre strøm og en generel tilfredshed, der manifesterer sig, så snart grublerier om dette og hint hører op.

Hvad er en god gerning?

At tage sig tiden til virkelig at fornemme andre mennesker. Vi bliver stadig dårligere til at glemme os selv, så det er vel nærmest blevet en god gerning i sig selv at være i stand til det. Jeg tænkte det om min praktiserende læge for nylig. Jeg ved godt, at hans job er at tage fire patienter i timen alvorligt. Men jeg tænkte, at han gjorde en god gerning ved at være til stede i samtalen. Jeg var jo trods alt ikke ved at kradse af.

Hvad sårer dig mest?

Når jeg oplever følelsen af magtesløshed. At være vidne til eller opleve en sorg, hvor den eneste lindring er tiden.

Hvad kan du ikke undvære?

Min have. Jeg er en landtøs, der er havnet i Mellemøstens største by. I min have sår jeg græs og vander mangotræer og trækker vejret. I haven kan jeg mærke min egen puls frem for byens.

Hvad er meningen med livet?

For mig giver livet mening, når jeg går på opdagelse.

Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

Mit arbejde. Jeg kan blive helt høj, når der er noget umuligt, der lykkes, og jeg elsker at fortælle andre menneskers historier.

Hvordan vil du gerne huskes?

Som et menneske, der altid forsøgte at gøre sit ypperste.

Hvad er du bange for?

Helt konkret er jeg bange for bier og lider ofte også af flyskræk. Og så er jeg bange for tunnelsyn. Altså at blive fanget i en tilbagelænethed, hvor rutine og vanetænkning overtager, og perspektivet forsvinder.

Hvad tror du på?

Jeg tror på, at man ikke behøver at være religiøs for at være god ved sin næste. Og jeg tror på den power, mennesker kan give hinanden.

De viseste ord?

Da jeg blev gift, sagde præsten, at ”love is space”. Netop det tænker jeg tit på. Det er så nemt at begrænse og ”sætte” sig på hinanden i et parforhold, så man til sidst ikke kan trække vejret og være sig selv.

Hvad fortryder du mest?

At jeg ikke dyrkede et musikinstrument som barn. Jeg beundrer nogle af mine veninder, der lige kan hive violinen, saxofonen eller deres smukke sangstemmer frem.

Hvad er den største dyd?

Nysgerrighed.

Hvilken genstand er din største skat?

Hvis huset brændte, ville jeg nok redde de gamle billeder af min farmor og Sælus først. En møgbeskidt bamse fra min barndom, der ligger i tøjskabet, og som på mystisk vis har overlevet diverse flytninger de seneste 11 år. De fleste andre ikke-levende ting er erstattelige.

Hvordan vil du gerne dø?

Jeg vil bare gerne en dag ikke vågne om morgenen. Jeg behøver ikke et tilløb til døden.

Hvad er din største bedrift?

At jeg har udviklet mig fra at være en indesluttet, genert og sky lille pige fra gården, der gemte sig på værelset, når der var gæster, til en voksen, der godt nok stadig er introvert, men har lært at leve mere udadvendt. Jeg ved ikke, hvordan det skete. Det har aldrig været et mål. Det skete bare.

Hvad overvejer du for tiden?

At forsøge at leve sundere og gøre noget godt for min krop. Jeg har netop haft min første yogatime. Det tror jeg mildest talt der er behov for jeg fortsætter. Der er noget deprimerende over ikke at kunne nå sine egne fødder.

Hvem beundrer du?

Jeg beundrer mine forældres evne til i mere end fire årtier at leve med hinandens forskelligheder og elske selv de mest irriterende karaktertræk ved hinanden. Og jeg tror, netop det at give hinanden plads har gjort, at de har udviklet sig hver for sig og sammen. Det er nemmere sagt end gjort.

Hvad vil du gerne være bedre til?

At slappe af med en hobby. Og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne spille violin.