Prøv avisen
Bog

Livets mening er at holde sig oprejst

4 stjerner
Jan Kjærstads ”Slægters gang” placerer sig også midt i en strid og i en debat, der har buldret en tid; nemlig diskussionen om, hvad der er banebrydende litteratur. Og om styrkeforholdet mellem Kjærstad og en anden norsk mastodont, Karl Ove Knausgård. Foto: Leif Tuxen

Jan Kjærstad har digtet et fabelagtigt epos om en slægt i det hypernationalistiske Norge, der bryder sammen og genopstår 2000 år senere i fremtidens Kina

Et af de mest ondskabsfulde mandeportrætter i litteraturen må være dét af Jonas Wergeland. Han er hovedpersonen i Jan Kjærstads store gennembrud, trilogien ”Forføreren”, ”Erobreren” og ”Opdageren”, der gennem tre bøger følger Jonas Wergeland, tv-vært, damernes ven, verdensmand – og lidt af en selvglad nar, for at sige det kort.

Denne Wergeland beretter blandt andet i fuld alvor, at han har en magisk penis, der bringer kvinder i særlig ekstase. Jep, en klassisk mandlig fantasi, og man kan næsten høre Kjærstad grine i skægget.

Det er derfor med store forventninger, man sætter sig med Jan Kjærstads seneste roman, den 608 sider tykke ”Slægters gang”. Og han skuffer ikke. Fra begyndelsen er der en tør, underspillet humor i dialog og personbeskrivelser, men altid med denne dystre nordiske dobbelthed, hvor humoren ikke bliver brugt for sjov skyld, men for at sætte figurernes livsløgne og personlige tragedier i relief. Ganske ligesom hos Ibsen, til oplagt sammenligning.

Læs et interview med Jan Kjærstad her  

Men først lægger Kjærstad ansigtet i alvorlige folder: Der er sket noget katastrofalt på jorden. Mere end én gang, i øvrigt. For denne historie fortælles fra Kina af et hold forskere, der omkring år 4000 e.Kr. har sat sig for at beskrive landet Norge, der engang fandtes i det område, der nu bliver kaldt ”Forum Europæum” eller vildmarken.

De tre kinesiske forskere researcher på Norge for at få styr på deres egen historie. For i 1000 år har Long-dynastiet regeret Kina smukt, og Long-slægten stammer altså fra Bohre-slægten, der udvandrede fra Norge i det 22. århundrede. Og Kjærstad tager den helt ud, når de kinesiske forskere siger, at de vil undersøge: ”Hvad der gjorde, at Norge forfaldt som nation og til sidst blev udraderet.”

Frækt gjort – for er der noget, der kan få en typisk, nationalistisk norsk læser til at gyse, så er det disse ord.

Nu klipper romanen til april i 1940’erne, hvor Bohre-familien holder middag i Oslo. Der er andesteg på bordet og bedrag i korridorerne, primitive mænd, der tænker mest på at få sex og begavede kvinder, der er bange for den truende krig. Som matriarken Rita Bohre tænker: ”Man skal aldrig undervurdere mænds forbløffende enkelhed.” Hendes ord opsummerer meget godt romanens take på de to køn; mænd dør og skrider, kvinder føder og studerer videnskab.

Gennem Bohre-familien hører vi om Gandhi, Miles Davis, John F. Kennedy, og om Edvard Munch, Fridtjof Nansen og en stribe andre norske ikoner. Og hver gang man lige når at hengive sig til tidsbilledet af 1940, 1960, 2010 og så videre, så dukker kineserne fra før op og diskuterer højlydt deres forskningsmetoder, deres basis i mundtlige overleveringer, hvem der nedstammer fra hvem og så videre. Man får altså ikke lov at glemme, at tiden er fremskreden, og at nuet allerede er slut, og fortællingen bevæger sig mod en apokalypse.

Medlemmer af familien Bohre bliver omrejsende forfattere, radioværter, palæontologer og geniale musikere (der spiller med Joni Mitchell). Vi snakker altså kulturel overklasse, men også især den fritænkende klasse, der rækker ud efter lykken i det fjerne. Og det er netop evnen til at stå oprejst og flytte sig ud af det naturskønne, men betændt nationalistiske Norge, der bliver deres overlevelse. Stammoderen Rita drømmer om at skrive værket ”Femina Erecta” om den nye, stærke kvinde, og det er Ritas styrke, der sikrer deres overlevelsesevne.

Hvis vi skal være lidt gode ved Kjærstads gamle antihelt, Jonas Wergeland, så er der faktisk en del af ham i Rita Bohre. Og i dem begge er der en del af den kække Odysseus – og af Ibsens Peer Gynt. Tilfælles har de modet til at bevæge sig væk, erobre nye verdener – og derpå komme tilbage og finde sig selv. I Ibsens nordiske odyssé ”Peer Gynt” fra 1867 flygter den selvglade Peer ud af landet, opdager alle verdener og erobrer alle kvinder, hvorefter han vender klogere hjem og opdager – sig selv.

Kjærstad lader også sine kinesiske forskere sige netop dét: at fremtidens overlevere er dem, der tør krydse grænser og har ”en åbenhed over for andre kulturer, en åbenhed, der længe var en undervurderet del af overlevelsesevnen”.

Forfatterens projekt skinner igennem både her og der, hvor Norge bliver kaldt ”en parasit, der har overlevet på kolonialisme”. ”Slægters gang” er således ikke kun hyggelig slægtsfortælling eller syret fremtidsvision, men et kulturkritisk værk med en dyster spådom om den vestlige civilisations undergang som præmis.

”Slægters gang” placerer sig også midt i en strid og i en debat, der har buldret en tid; nemlig diskussionen om, hvad der er banebrydende litteratur. Og om styrkeforholdet mellem de to norske mastodonter, Jan Kjærstad og Karl Ove Knausgård.

I første kapitel af bogen siger de kinesiske forskere, at deres mål er at genfortælle de faktuelle historiske hændelser i en form, de kalder ”fiktionaliseret historie”, idet de plæderer for, at sandheden er nærmest, når læseren kan digte med og indleve sig. Deres apologi kunne være en diskret Jan Kjærstad-kommentar til en løbende debat om rigtig/forkert litteratur. For spørgsmålet er: Hvad er sand litteratur?

Skal et ægte værk danne en klassisk kontrakt, hvor læseren med åbne øjne køber fiktionen som præmis – og hvor mimesis (efterligning af virkeligheden) er metoden som hos Jan Kjærstad? Eller er det mest ægte en Karl Ove Knausgårdsk dobbeltkontrakt? En moderne form af selvbiografien, en reality-litteratur, der først hvisker læseren private hemmeligheder i øret, som var han en fortrolig ven, og derpå tvinger ham til at overveje, om denne ”selvbiografi” overhovedet er autentisk?

Det lader vi lige litteraterne skændes videre om i første omgang, for som læsere skal vi nu bare glæde os over ”Slægters gang”, en begavet, forlokkende og intens roman, en fiktion, der føles så virkelig, at man lever med til sidste side.

kultur@k.dk