Peter Thielst har gennem mange år gjort et stort arbejde med at få os til at tænke mere og bedre. Han deler gerne og rundhåndet ud af sine oplevelser med de store filosoffer, dels ved at skrive om dem, dels ved at udgive dem. Og det er der grund til at være glad for. Nu har han så taget sig for at behandle livets mening på under 150 sider, men med en blanding af selvironi og drilleri tilføjer han: »eller blot lidt sammenhæng og perspektiv.«
Det kan anmelderen godt gå med til, hvis man understreger det med »lidt«. For Thielst er ikke optaget af store sammenhænge og dybtborende analyser. Han viser rundt i det idehistoriske museum. Eller man kunne sige, at han konverserer åndfuldt. Vi skal ikke nå frem til nogen konklusion, og der skal ikke anlægges noget bestemt perspektiv. Forskellige muligheder og deres perspektiver præsenteres, og man ville da være et utaknemmeligt skarn, hvis man ikke tog imod det med samme fornøjelse som den, hvormed det hele leveres.
På vores museumsvandring møder vi snart Sokrates, snart Freud eller Kirkegaard og Nietzsche. Ja, de er der stort set alle sammen, selv Thorkild Grosbøll dukker op for en enkelt bemærkning. Det er en række af de »evige« filosofiske emner, Thielst fører os rundt i. Kierkegaard viser sig ret tit at være en god ledsager, og det gør Nietzsche også, som endda får det sidste ord i bogen med et citat fra »Den glade videnskab«: »Der findes stadig en anden verden at opdage - og mere end én! Gå ombord, I filosoffer!«
Det er denne anden verden, Thielst fører rundt i. Han har ikke meget pænt at sige om nutiden, hvor friheden principielt er grænseløs, med rent faktisk indsnævret, for - som han veloplagt grimasserer: »Det kræver betydelig energi og trods at sætte sin frihed ind på at undgå Harry Potter, Safri Duo og Weber-grill og holde sit sprog frit for begyndelser som »Jamen, altså ...« og udtryk som »spritny« og »kanonfedt«.«
Set i det tidskritiske lys er Thielsts bog en slags førstehjælp til at træde i eksistens. Det sympatiske ved bogens anlæg og tone er den store åbenhed, hvormed Thielst fører ind og ud af komplicerede tankegange, som i hans lette tone nok bliver en kende mindre komplicerede, end de egentlig er. Men man føler sig i godt selskab. Selvfølgelig kan man indvende, at det hele er lidt hurtigsnakkende. Men det når man dårligt at tænke, før en ny tankegang og et par nye tænkere er kommet på banen.
Nu snakker vi jo kanon i danskundervisning. Thielst insisterer på en idehistorisk kanon, og han præsterer at gøre ide- og filosofihistorien levende. Man bliver opmuntret af en tur i Thielsts museum.
Peter Thielst: Livets mening. Eller blot lidt sammenhæng og perspektiv. 143 sider. Det lille Forlag.