Prøv avisen

Livets store hemmelighed er gentagelsen

”Jeg mener faktisk, at Thomas Mann tager hele civilisationens historie og koger den ned til Første Mosebog,” siger sognepræst Claus Oldenburg. – Foto: Leif Tuxen.

Thomas Mann kaldte selv Første Mosebog for forlægget til sit eget hovedværk Josef og hans brødre. Men det er få, der kender den store tyske forfatters største værk, der ellers er et bud på selve civilisationens mytiske grundlag, mener teologen Claus Oldenburg, der har skrevet flere bøger om den store Josef-roman

En klassiker er en bog, alle har hørt om, men ingen har læst, sagde Mark Twain. Vi brugte citatet, da vi i sin tid påbegyndte Kristeligt Dagblads store klassikerserie Værker, vi mærker.

LÆS OGSÅ: Kafka beskriver menneskets indre bureaukrati

Dette er den sidste artikel nummer 31 i serien, og den handler oven i købet om et monstrøst værk, som få har hørt om, og færre har læst Josef og hans brødre.

Til gengæld kender langt flere forfatteren, nobelpristageren Thomas Mann, der allerede gjorde sig udødelig med værker som Buddenbrooks, Troldomsbjerget og Doktor Faustus. Men Mann brugte 15 år på at skrive megaromanen Josef og hans brødre, der uden tvivl er hans hovedværk, mener teologen Claus Oldenburg.

Ved siden af sit job som sognepræst i Garnisons Kirke i hjertet af København har Claus Oldenburg selv skrevet eller medvirket til fire bøger om Josef-romanen, som bogen kaldes blandt de mest indforståede Mann-læsere. Men vi kan formentlig takke Karen Blixen for, at der overhovedet findes danskere, der kender Manns hemmelige hovedværk, fortæller Claus Oldenburg:

Karen Blixen elskede Josef og hans brødre, og hun brugte den, så hele den litterære kreds omkring hende vidste også, at den fandtes. Og det har formentlig medvirket til, at generalerne på Gyldendal besluttede sig til at få den genoversat i begyndelsen af 1990erne. Den gamle oversættelse var gået tabt i magasinerne på det tidspunkt. Men siden den nye oversættelse kom, har jeg selv brugt al min tid på den bog, siger Claus Oldenburg og læner sig frem over arbejdsbordet i præsteboligen:

Jeg har kolleger, der bliver ved med at vende tilbage til Kierkegaard, men jeg bliver ved med at vende tilbage til Thomas Mann, og jeg vil læse hans hovedværk resten af mine dage, fordi det er så kanongodt, specielt ud fra min vinkel som teolog og praktiserende præst.

Claus Oldenburg blev også netop introduceret til Thomas Manns forfatterskab gennem en præstekollega, Anne Braad, i begyndelsen af 1990erne, fortæller han:

I dag er hun desværre død. Men hun var dengang sognepræst i Stefanskirken og gammel litterat, og det var hende, der blev opmærksom på, at Gyldendal ville genoplive Josef og hans brødre, og hun spurgte mig og Thorkild Grosbøll, om vi ikke skulle læse den sammen. Det gav vi os i kast med, og jeg blev vildt betaget af det. Måske fordi romanen er renset for religion, så historien er helt for fri for konfession, kirkeorganisation og alt det der. Teologi er meget sjovere, når det ikke har noget at gøre med huset derovre, siger Claus Oldenburg og peger over på sin arbejdsplads, Garnisons Kirke, med et grin, inden han tilføjer:

Det er meget karakteristisk, at mange af de store ånder i 1900-tallet, der ikke var spor kirkelige, kastede sig over teologiske emner. Sociologen Niklas Luhmann har for eksempel skrevet om treenighedslæren, og Mann kastede sig altså over gudsbegrebet. Og jeg blev faktisk så betaget af Manns konfessionsløse bibelhistorie, at jeg læste den en gang til. Gud er ikke metafysik i Manns univers, men meget virkelig og nærværende. Og da jeg var færdig med at genlæse den, fik jeg chancen for at lave nogle genfortællinger af den i radioen. Det blev til min første bog om Josef og hans brødre. Og min menighed må stadig finde sig i, at jeg ofte tager Thomas Mann med op på prædikestolen for at citere ham. For eksempel siger han, at al ånd ret beset er sans for synd. Hvis man ikke har nogen syndserkendelse, er man afstumpet. Synden er en afstand og en bevidsthedsform.

Og syndserkendelse er en erkendelse af, at man ikke er Gud?

Ja, netop. Det er en erkendelse af ens afstand til skaberen. Manns gudsbevis er også, at det altid hænder anderledes, end man selv tænker. Du er ikke Gud, så vis ham respekt, tak. Det kan man også se hos Luther, der siger, at man både skal frygte og elske Gud. Men ærefrygten for Gud er jo efterhånden forsvundet helt. Man vil gøre Gud til en gammel bedstefar, men Gud fortjener respekt. Man skal ære Gud. Det er ligesom, når vi siger, at vi vil elske og ære hinanden i vielsesritualet. Men det med at ære hinanden drukner hurtigt i en flad forestilling om, hvad kærlighed er.

Thomas Mann var ikke selv kirkelig, han betragtede sig selv som agnostiker, men en dag faldt familiens bibel bogstaveligt talt ned i skødet på ham og slog op i Første Mosebog ved novellen om Josef. Det var sådan, Mann kom på sporet af sit eget hovedværk.

Den store tyske forfatter manglede heller ikke selvtillid på det tidspunkt og betragtede oven i købet sig selv som Goethes åndelige efterfølger, og genlæsningen af fortællingen om den bibelske figur Josef fik ham til at huske, at Goethe i sine erindringer skrev, at han syntes, at Første Mosebog var for kort og burde skrives ud i alle sine enkeltheder.

End ikke supergeniet Goethe havde magtet den opgave, men Thomas Mann kom siden til at omtale Første Mosebog som forlægget til sin egen store historie. Og Josef og hans brødre blev på den måde dybest set hans forsøg på at overgå sig selv som forfatter.

Thomas Mann fik allerede Nobelprisen, efter at han skrev Troldomsbjerget i 1924, og forinden var han blevet berømt langt ud over Tysklands grænser med familiedramaet Buddenbrooks. Men nu var det ikke længere nok for ham at kritisere det borgerlige samfund, som han ellers havde gjort så fremragende. Nu ville han dykke dybere ned og beskrive samfundets mytiske, poetiske lag, fortæller Claus Oldenburg.

Myten bliver som regel forstået som noget tidløst, men for Mann er den en bevægelse. Myten ligger i gentagelsen. Alt gentager sig. Det havde han fra den psykologiske skole. Han var meget afhængig af Freud og især Jung. Og han skrev den bog som en form for kollektiv terapi, fordi han mente, at civilisationen skal lære sine egne forudsætninger og det mytiske grundmønster i verden, nemlig at tingene gentager sig, at kende. Det kan man stadig få en hvilken som helst jungiansk terapeut til at sige. Men Mann mente bare, at det sker på et kollektivt niveau, siger Claus Oldenburg og fortsætter:

Det er den samme historie, vi gentager hele tiden. Mange historikere mener ud fra en moralsk betragtning, at man skal læse historien, så den ikke gentager sig. Men Mann ville helt omvendt sige, at man skal lære historien, fordi den gentager sig, så man kan opdage, at den gentager sig. Det opdager man ellers altid først bagefter. For man kender kun det, man genkender. Og jeg mener faktisk, at Thomas Mann tager hele civilisationens historie og koger den ned til Første Mosebog med en begyndelse, midte og en afslutning. Begyndelsen er skabelsen, midten er Jesus eller Josef, for det er faktisk det samme ord, og afslutningen er Guds rige eller verdens ende. Og så gentager historien sig igen. Det vil sige, at Mann samler hele den historiske fornemmelse, vi har, i Første Mosebog.

Ifølge Claus Oldenburg står Thomas Mann samtidig for et mytisk historiesyn:

Mann ville sige, at gentagelsesmønstret i verden er livets store hemmelighed. Det, der er nede, skal op. Og det, der er oppe, skal ned. Historien forløber som en kugle, der løber hen ad et bord. Det er de samme fænomener, der går op og ned. Det er en gentagelsen, der ruller gennem tiden. Og det var for Mann den store hemmelighed. Almindelig rationalitet vil sige, at vi bare følger tidens linje, hvor ingenting gentager sig. Men Mann ville sige, at det er det samme, der gentager sig, og man kan ikke styre det.

Claus Oldenburg diskuterede Manns forståelse af altings tilbagevenden med præstekollegaen Anne Braad, da de begge underviste på Folkeuniversitetet i perioden efter terrorangrebet på World Trade Center i New York.

Hun mente ud fra Manns mytiske historiesyn, at terrorangrebet mod USA skulle ske. For nu var USA kommet for højt op som supermagt, mens den anden supermagt nærmest var gået i graven, så nu skulle de ned. Sådan er det gået for alle stormagter gennem tiden. Det er en rytmisk bevægelse, og den genfindes i Josef og hans brødre meget tydeligt, siger Claus Oldenburg og henviser til historien om Rakel-sønnen Josef, der først er Jakobs yndling, inden hans misundelige brødre sælger ham som slave, hvorefter han igen stiger i hierarkiet hos Potifar, inden han bliver falsk anklaget for voldtægtsforsøg, så han ryger i fængsel, hvor han igen arbejder sig op i hierarkiet, inden han kommer ud og bliver Faraos højre hånd.

Det er den historie, der er den dramatiske surdej i Thomas Manns store firebindsværk.

Mann skrev nok bogen, fordi han kunne mærke de farer, der lå i civilisationen i slutningen af 1920erne. For han mente, at det var vigtigt, at man kendte forudsætningen for civilisationen. Og jeg tror dybest set, at det var det, der drev ham ud over at overgå sig selv. Han var en sindssygt lærd mand, selvom han var autodidakt. Men Josef-romanen er faktisk også meget eventyrlig, og det er faktisk første gang, han skriver eventyrligt. Ellers skrev han ikke eventyrligt, men mange passager af bogen er direkte kulørte, hvor det hele er skæg og ballade. Og det virker, som om han har haft svært ved at finde fortællerstemmen. Men det lykkedes. Og han bruger den kendte bibelhistorie til at vise, at vi lever i en kronisk gentagelsesrytme. Man tror, at det er nyt, men det er bedrag.