Forfatteren og maleren Gustaf Munch-Petersen (1912-1938) skrev i 1934 i tidsskriftet Linien: ”En kunstner, som ikke er revolutionær, er ikke kunstner”. Snarere end at forstå udsagnet i socialistisk forstand skal det i tilfældet Gustaf Munch-Petersen forstås i kunstnerisk forstand.
Gustaf Munch-Petersen næredes sit korte liv igennem af en ambition om, at kunsten skulle træde i livets tjeneste og føre mennesket mod en hidtil ukendt autenticitet. Mennesket skulle ikke alene leve, men føle, at det levede med hele sin krop og med alle sanser. Kunsten skulle være grænseoverskridende og føre kunstneren ind i et land, som Gustaf Munch-Petersen kaldte for ”det underste”, det land, hvor blodet suser. Et land, vi ikke blot skulle tænke os til som en vision, men et land, vi rent faktisk skulle leve i med en følelse af fuldstændigt nærvær.
Gustaf Munch-Petersens møde med det land kom som bekendt til at koste ham livet. I 1937 meldte forfatteren sig som frivillig til Den Internationale Brigade, der kæmpede mod general Francos fascister i Spanien. I 1938 blev han dræbt under tilbagetoget over Ebro. Historien er velkendt og beskrevet, senest af hans barnebarn Laurits Munch-Petersen, hvis dramadokumentariske film ”Skyggen af en helt” havde premiere i afvigte uge. Filmen er allerede omdiskuteret, ikke mindst blandt efterkommerne af Gustaf Munch-Petersen og hans hustru, keramikeren Lisbeth Hjorth. Gustaf Munch-Petersens pludselige beslutning om at forlade sin kone og sine to børn - det ene endnu ufødt - kom til at kaste lange skygger.
Gustaf Munch-Petersens handling kom uvarslet i hverdagens virkelighed. Af samme grund blev den et chok for hans nærmeste, der stadig trækker en smertelig ve igennem hans slægtninge. Men uvarslet var hans handling dybest set ikke. For hans digtning rummer en forløsningslængsel, der nødvendigvis måtte føre til det opbrud, kunstneren foretog. Han ønskede ikke at realisere det almene, men den radikale og eksklusive frigørelse. Man kan med andre ord sige, at Gustaf Munch-Petersen lod sig forføre af sit eget sprog. Han lod tanker blive til virkelighed og sprog til handling.
Historien rummer talrige eksempler på, hvor farligt det kan være, når sprog omsættes til handling, kunstens historie ikke mindst. Det første digt i Gustaf Munch-Petersens debutsamling, ”Det nøgne menneske”, fra 1932 rummer linjerne: ”vi nøgenhedens legionærer/ vi vil underlægge os jorden/ og udlevere menneskene til livet -/ maaske bliver vor eneste triumf den,/ der strømmer fra vore væskende saar -”. Profetiske linjer, som forfatteren opfyldte, da han selv blev legionær og omsatte sine sindssygt flotte ord til virkelighed.
Den vitale, ja dyriske potensering af livet, som Gustaf Munch-Petersen drømte om, kom til at koste ham det. Den ultimative intensitet blev ødelæggende. Som digteren og kritikeren Tom Kristensen skrev ved nyheden om hans død i 1938, så var Gustaf Munch-Petersens opbrud og ankomst til krigszonen i Spanien ”dit livs ubesindigste digt”. Gustaf Munch-Petersen drømte om et liv, hvor mennesket fulgte sine instinkter og ikke behøvede at forklare sig. I sit sidste brev hjem fra Spanien skrev han: ”vi maa lære den realitet, at det simpleste, som vort liv kræver, fordrer den største kamp og det største offer af os”.
Man genkender de ord og billeder, som drev Gustaf Munch-Petersen ud over kanten, hos andre unge døde. Kunstneren Jens Adolf Jerichau (1890-1916) sværmede for faretruende sætninger og fantastisk klingende ord, før han tog springet under et ophold i Paris. Og Michael Strunge (1958-1986) gjorde det samme, og så sig som en slags åndsbeslægtet med Gustaf Munch-Petersen. Fælles for rækken af unge døde i kunstens og kulturens historie er ønsket om at forcere en eksistentiel udvikling igennem, der ikke er fuldt grundet i erfaringen. Livet bliver dyrebart med alderen.