Denne bog fortæller historien om livets opståen og udvikling set fra nutiden. Richard Dawkins går altså først tilbage til det punkt, hvor mennesket og menneskeaberne bliver forskellige, fortsætter tilbage i tiden til den næste fælles forfader og så videre, forenende forfader med forfader, og han skriver til sidst:
”Vores baglæns pilgrimsfærd har bestået af en række voksende sammenlægninger, efterhånden som vi blev opslugt i stadig mere vidtfavnende grupperinger: menneskeaberne, primaterne, pattedyrene, hvirveldyrene (...) og så videre tilbage til den fælles forfader til alt liv.”
Moderne analyser af genmateriale, som er fælles for alt liv, har givet os mange nye oplysninger, og dem kombinerer Dawkins med vores øvrige viden om dyr, planter, bakterier, svampe, fossiler og klodens øvrige historie. Resultatet er en spændende bog. Dawkins stopper op, hver gang arter forenes i en ny forfader, og fortæller en historie, der belyser livets udvikling på dette tidspunkt. Resultatet er en bog med mange spændende oplysninger om livets alsidige former og om moderne genetik.
Flodheste er ikke tæt beslægtet med grise, men med hvaler, 99 procent af alle arter, der har levet, er døde nu, insekter udgør tre fjerdedele af alle dyr, svampe er genetisk tættere på mennesker end på planter, der har været meget kraftigere drivhuseffekt end nu – engang var Antarktis bevokset med skov! – naturen kan forandre sig grumt og hurtigt nogle gange, for eksempel da en kæmpemeteorit for 65 millioner år siden slog ned ved Mexico og dræbte dinosaurerne.
”Braget ved nedslaget, der tordnede Jorden rundt med 1000 kilometer i timen, gjorde sikkert alle de levende væsener døve, der ikke allerede var brændt op ved eksplosionen, kvalt af trykbølgen, druknet i den 150 meter høje tsunami, der stormede over det bogstaveligt talt kogende hav, eller knust i jordskælvet.”
Det gav os pattedyrs forfader chancen for at erobre kloden. Det var et ret lille spidsmuslignende dyr, der åd insekter på planterne.
Bogen understreger altså, hvis nogen skulle være i tvivl, at mennesket er en meget ny art, normalt ville vi ikke kunne leve på Jorden, og det meste af Jordens tid har bakterierne hersket. De var her før os, de vil være her efter os, og de er flere end os, så vi er kun kulørt skum oven på bakteriernes hav i historien.
Den naturinteresserede læser vil nyde de mange oplysninger om livsformer, men ofte skriver Dawkins omstændeligt, nogle gange uklart og tit med en springende tankegang. Uanset det giver bogen et fantastisk indtryk af, hvor utroligt et fænomen livet er. Hen over sin enorme variation deler alt liv den samme dna-kode, og det er de samme principper, der har udviklet det, siden den første organisme kunne reproducere sig selv og give arvemateriale videre til sit afkom.
Richard Dawkins er kendt som en polemisk ateist, men i denne bog kan man bemærke to ting: For det første er han mere afdæmpet end i sine tidligere bøger, og for det andet gør han sig opgaven nem, når han polemiserer mod religion. Han angriber nemlig ekstreme religiøse synspunkter, der helt eller delvist afviser darwinismen og forsøger sig med nødløsninger som intelligent design, altså påstande som at for eksempel øjet ikke kunne opstå ved evolution, men må være designet af et intelligent væsen, det vil sige Gud.
Intelligent design er dog nok en farlig vej at gå, for øjet er opstået uafhængigt af hinanden 40 til 60 gange i naturhistorien, og Richard Dawkins kan have ret i, at disse forklaringsforsøg reducerer naturens storslåethed og systematik. Det er netop hans indvending mod religion. Men i en dansk teologisk kontekst forekommer det uproblematisk at tolke netop naturens systematik og selve livets opståen som et muligt udtryk for, at verden i sidste ende er skabt. For som Dawkins selv skriver, ”det, at livet udviklede sig fra næsten intet omkring 10 milliarder år efter, at universet var opstået (...) ud af bogstaveligt talt intet (...) er så svimlende en kendsgerning, at det ville være vanvid at forsøge at sætte ord på det. Og det er ikke engang det hele. Ikke alene skete evolutionen: Den førte med tiden til væsener, der er i stand til at forstå processen og endda til at forstå processen, som de forstår den med.”