Teksten fra Lukasevangeliet om Martha og Maria er en hyldest til alle, der kan finde på at lade opvaskebørsten ligge og støvsugeren stå. Glemme alt om indkøb og madlavning for i stedet at gribe nuet. Den lille historie er et forsvar for det unyttige over for nyttens tyranni. Et indlæg for undtagelsen frem for reglen. Fantasiens ret over for snusfornuftens nødvendighed, der ellers truer med at fylde det hele. Hvis vi giver den lov.
Men teksten er også en advarsel mod den alt for nidkære retfærdighedssans, der i form af millimeterdemokrati får os til at afkræve de andre en indsats, der står mål med vores egen. Martha og Maria er ikke søskende for ingenting. Enhver, der har søskende eller er forældre til søskende, kender Marthas retfærdige indignation. Hvorfor skal jeg, når hun ikke skal?
Martha er nok ikke tilfreds med det svar, Jesus giver hende: at hun bekymrer sig for meget. Er han ikke også lidt arrogant, i betragtning af at hun står på hovedet for at sørge for ham, mens Maria har sat sig mageligt til rette for at nyde godt af hans guldkorn? Jesus er godt klar over, at Martha har retfærdigheden på sin side, men han kommer både den og hende i forkøbet med endnu en provokation: Kun ét er fornødent. Maria har valgt den gode del. Nemlig at lytte til ham og hans historier. Sætter han da slet ikke pris på, at nogen sørger for, at de også får noget at spise?
Der er ingen retfærdighed til. Det er der i det hele taget ikke i Det Nye Testamente i modsætning til Det Gamle, hvor det er øje for øje. Kærlighed er ikke fordelingspolitik, og mere end ét sted møder vi søskende, der påberåber sig deres ret over for kærlighedens urimelige, ubegribelige generøsitet. Tænk på historien om den fortabte søn og storebrødrenes retfærdige harme, da deres far holder fest, fordi familiens sorte får er kommet hjem.
Martha er storesøster, må vi forstå. Det er hende, der tager imod vandreprofeten, da han kommer ind i landsbyen med sit følge. Hendes lillesøster Maria er egentlig bare med på en badebillet. Måske er hun kønnere. Under alle omstændigheder er hun mere lydhør. Der har uden tvivl været lige så kedeligt i sådan en landsby i oldtidens Mellemøsten, som der kan være i en landsby i Udkantsdanmark, hvor kun en spillehal er tilbage mellem hovedgadens lukkede butikker. Det er ikke så mærkeligt, at hun er sulten efter at høre, hvad den fremmede har at fortælle.
Man forestiller sig, at de to søstre bor alene. Ellers havde vi nok hørt om deres forældre. De er formentlig døde, og det er op til Martha som den ældste at få en tilværelse til at hænge sammen. Det er et stort ansvar, og det er sikkert hårdt. Hun har ganske rigtigt mange bekymringer. Hun må slide og slæbe, og bag hendes indignerede replik til Jesus aner man tyngden og ensomhedsfølelsen.
Det er ikke let at være Martha, og alligevel er det Maria, han forsvarer. Den gode del skal ikke tages fra hende. Den gode historie. Inspirationen, som den giver. Den fantasi og ånd, der løfter os ud af hverdagens grå trummerum. Ud af os selv.
Hørt på 2000 års afstand er den bibelske anekdote om Martha og Maria sært genkendelig. Snusfornuften er tidløs ligesom det praktiske livs uomgængelige nødvendigheder. Selvom vi lever i et velfærdssamfund, hvor levestandarden er højere, end hvad nogen generation i menneskehedens historie før har oplevet, så er vi stadig nærmest som besatte af tilværelsens materielle grundlag. Rammerne, der skal opretholdes. Spisetiderne, der skal overholdes. Regningerne, der skal betales. Planerne, der skal lægges og holdes.
Man skulle tro, at vores velfærd gav os overskud til at løfte blikket fra snusfornuftens jordnære perspektiv. Man skulle tro, at vores relative materielle tryghed ville få kulturlivet til at blomstre og gøre os alle til skønånder. Give os sans og blik for det væsentlige, som rammerne gerne skulle være rammer om. Men der er nærmest sket det modsatte. De materielle rammer er blevet et indhold i sig selv.
Kulturen er altid det første sted, hvor politikerne sætter sparekniven ind. Den kan undværes, må man forstå. Den er en luksus, det vil sige unødvendig. Ikke essentiel for livets opretholdelse. Ja, livet selv opfattes i det moderne samfund som en materiel og økonomisk foreteelse. Åndsliv er blevet et ord, der klinger gammeldags, antikveret.
Man kan selvfølgelig beskylde mig for, at jeg kun siger sådan, fordi jeg er kunstner og derfor taler for min syge moster. Og det er sandt, at Maria er min moster i åndelig forstand, hvorimod vi kunstnere altid krymper os under det kølige, vurderende og skeptiske blik fra denne verdens Marthaer. Og nej, man kan ikke leve af poesi alene. Men kan man leve uden?
Hvad sker der med et samfund, der tilsyneladende kan? Hvad med alt det, der undslipper regnearket og tommestokken og vægtens kalibrering? Hvor forsvinder det hen? Og når det først er forsvundet, er vi da andet end dyr med tøj på?
Dyrene bekymrer sig af gode grunde for deres overlevelse, men bekymring er nok alligevel ikke det rigtige ord at bruge om dem. Set med menneskeøjne kan de tværtimod virke ubekymrede. Mere end ét sted i Bibelen bliver vi opfordret til at se på, hvor ubekymret himlens fugle giver sig hen til det enkleste af alt: at være til, bare det og ikke andet. I fortrøstningsfuld tillid.
Er det ikke det, Jesus taler om, da han siger til Martha, at hun bekymrer sig for meget? Bekymringen for det praktiske, det materielle, for grundlag og rammer, kan ligefrem indebære et svigt. En blindhed og døvhed over for den gode del. Lukas røber ikke noget om, hvad det var, Jesus fortalte Maria, da hun satte sig ved hans fødder, men vi har lov at gætte. Vi kender jo rigtig mange af de historier, som han fortalte sine disciple, og hvem der ellers lyttede til ham.
Det var ikke bare litteratur i mundtlig form og heller ikke bare fromme belæringer. Igen og igen rummer hans fortællinger en provokation. En drilagtig eller oprørsk eller ligefrem vred konfrontation med sathed og vanetænkning, selvgodhed og snæversyn, forkortet indlevelse og moralsk dorskhed, manglende beredskab og manglende følsomhed.
I fortællingen om Martha og Maria udfolder provokationen sig på et metaplan. Det provokerende – for Martha – ligger i selve det, at der bliver fortalt, helt utidigt, midt i madlavningen, og at fortællingens tryllebindende kraft forhindrer Maria i at gøre sin pligt og hjælpe sin storesøster i køkkenet, når de nu har fået fint besøg.
På en subtil og samtidig livsnær måde kommer dagens tekst til at handle om evnen og pligten til at kunne være nærværende lige her og nu. Møde det vidunderlige, når det viser sig, frem for at udskyde det til et andet tidspunkt, hvor man synes, man har bedre tid.
”Det vidunderlige” var Henrik Ibsens begreb for det sande, jævnbyrdige møde mellem mand og kvinde. Jesu ord til Martha indebærer da også en opfordring til at træde ud af den traditionelle kvinderolle som nyttefikseret opvarterske. Smide grydeskeen, slå håret og ørerne ud. Men selvfølgelig er det nok et andet møde, det handler om her.
Ligesom i lignelsen om brudepigerne, der ikke havde sørget for olie til deres lamper, da brudgommen midt om natten endelig dukkede op, er der også her i Marthas og Marias landsbyhus tale om at kende sin besøgelsestid. Forstå, at livets vigtigste øjeblikke ikke er noget, man sætter flueben ved i kalenderen eller udskyder, til der både er vasket op og støvsuget. Forstå at vælge den gode del, når den rækkes til os i form af den uventede, livgivende, bevidsthedsudvidende kontakt med noget uden for os selv. Noget, der vil os med fantasiens og kærlighedens glød.
Prædikenen blev holdt af forfatter Jens Christian Grøndahl i Møllevangskirken i Aarhus den 25. september som en del af kirkens aktuelle kulturfestival med den overordnede titel "Håb".