Det hører til de absolutte sjældenheder. Men i år kan den klassiske musik meget vel blive en central del af forhandlingerne om en finanslov for 2020. Og meget er på spil for de fem landsdelsorkestre i Aalborg, Aarhus, Sønderjylland, Odense og København, der alle har været ramt af det skamløst døbte omprioriteringsbidrag. Hvor man for en generation siden talte om, hvornår man mon kunne nå en fuld bemanding på 96 musikere, kæmper orkestercheferne i disse år med at fastholde en minimumsbesætning på omtrent 65 musikere.
Den forrige regerings sidste manøvre på området var at spille orkestrene ud mod hinanden. Aalborg, Aarhus, Sønderjylland og Odense blev friholdt for bidraget til og med 2021, mod at Copenhagen Phil betalte hele regningen. Det sjællandske orkester kan derfor se frem til at miste cirka 25 procent af sit offentlige tilskud, hvis den nuværende ordning ikke ændres. Det svarer til 10 millioner kroner årligt eller godt og vel 20 musikerstillinger.
Et af resultaterne af de evigt underfinansierede landsdelsorkestre er, at man må hyre assistenter for at opføre de mest løntunge værker. For eksempel Mahlers storladne symfonier, et af de mest potente vidnesbyrd om det æstetiske klima i de dekadente år op til Første Verdenskrig. Og hvis nogen skulle være i tvivl, så blev det demonstreret torsdag aften i Musikhuset Aarhus, at komplekse værker af den størrelsesorden, i dette tilfælde 6. symfoni, er en utaknemlig opgave for et til lejligheden sammensat orkester.
Det er ikke uden grund, at Mahlers musik har frembragt nogle af de mest eventyrligt spekulative analyser i de seneste 100 års musikreception. Den tyske filosof, sociolog og musiktænker Theodor W. Adornos monografi om den østrigske komponist er eksempelvis noget af det mest idérige, der nogensinde er skrevet om musik.
For ham er Mahlers symfonier ikke blot dialoger mellem instrumenter, men dramatiske møder mellem individer, samfundslag og klassekonflikter. Alt sammen formidlet gennem Mahlers nuancerede og skarpe vekslen mellem kitschet sværmeri, overleverede former, overrumplende messingindsatser og fundne musikalske objekter såsom naturefterlignende fuglefløjt i træblæserne, bondekultur formidlet gennem distinkte koklokker og undertrykt folkelighed via citater fra klezmermusik.
Fra sit podie virkede chefdirigent Marc Soustrot klar over, at musikerne foran ham var på dybt vand. Aarhus Symfoniorkester blev suppleret af Randers Kammerorkester og studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium, og den heftigt marcherende førstesats lod hverken horn eller trompeter gemme deres vaklende toner bort. Klanglige detaljer og dynamisk arbejde med lydbilledet var lige så fraværende som munterhed i de humoristiske passager og knugende bid i strygernes mest stormfuldt forelskede linjer.
Til alt held fulgte Soustrot Mahlers eget ønske om at lade den langsomme andante følge som andensats. Her fik orkestret ro på, og pludselig øjnede man symfoniens delikate spil mellem dekadent wienerkultur, følsom individualitet og landlige impulser.
Fornøjelsen blev dog kort, for tredjesatsen, en ellers humørfyldt scherzo, manglede igen liv og nuancer, mens en ellers fint buldrende finale blev punkteret af ufrivillig komik, da satsens store glansnummer, en enorm tordenhammer, knækkede midt over under det første af to dundrende skæbneslag.
Underbemanding er ikke det eneste af landsdelsorkestrenes problemer. Også programlægningen halter bagefter hos alle fem institutioner; det rutineprægede kernerepertoire spiller en alt for dominerende rolle på bekostning af nutidens komponister.
Man kan håbe, at den aktuelle opmærksomhed på området i forbindelse med forhandlingerne om omprioriteringsbidraget også vil afstedkomme en mere grundlæggende debat om, hvad vi egentlig vil med vores orkestre i dag. Det er påtrængt.