Prøv avisen
Bog

Nils Thorsen kan skildre livsforløb som få - men han måtte gerne gå mere kritisk til værks

4 stjerner
Folk som forfatteren Klaus Rifbjerg, politikeren Ritt Bjerregaard, komikeren Jan Gintberg og skuespilleren Søren Sætter-Lassen får besøg af Nils Thorsen, der i en blanding af samtale og sansende beskrivelse af disse menneskers fremtræden. Foto: Petra Theibel Jacobsen/Jonas Skovbjerg Fogh

Nils Thorsens evne til at sanse mennesker er på et højt niveau og kan opleves i en ny interviewbog. Men han måtte gerne udfordre lidt mere

At læse et langt interview med et menneske kan være dybt interessant. Og det kan være ret kedeligt. Det afhænger af indstillingen hos den, der taler, og af evnen til at formidle hos den, der skriver. Journalist Nils Thorsen er en af landets mest anerkendte interviewskribenter med stor erfaring i at portrættere personer, og i bogen ”Andre mennesker” præsenteres 11 interviews, der alle har været bragt i dagbladet Politiken.

Folk som forfatteren Klaus Rifbjerg, politikeren Ritt Bjerregaard, komikeren Jan Gintberg og skuespilleren Søren Sætter-Lassen får besøg af Nils Thorsen, der i en blanding af samtale og sansende beskrivelse af disse menneskers fremtræden og udstråling får fremstillet en række livsforløb med fokus på opvækst, forældre og vejen ind i den profession, det endte med at blive. 

Interviewene er let læst, vitale i stilen og foregår i en behagelig stemning, eftersom Thorsen ikke er en kritisk, men derimod nysgerrig mand, der vil have mennesket til at træde frem med så mange nuancer som muligt. Eller, som han skriver i forordet – han vil undersøge balancegangen mellem ham selv og den anden.

Man kan diskutere, om dette sidste for alvor lykkes, for Nils Thorsen træder meget lidt frem selv, og man fornemmer ikke en klar dynamik mellem de to involverede. Men Thorsen er til gengæld eminent til i få sætninger at karakterisere et menneske fra distancen. Som her, hvor han om Klaus Rifbjerg, der gik bort i 2015, skriver: ”Sproget er en sjælden blanding af aristokratens og gadedrengens, hvor eder som ’sgu’ og ’for helvede’ stikker ud som bøller til en logefest i kjole og hvidt.”

Man ser og hører Rifbjerg så tydeligt, og ligeså med Ritt Bjerregaard, der pludselig ændrer ansigtsudtryk, og Thorsen skriver, at det er, som om ”isbjerget har rejst sig af vandlinjen”.

Nils Thorsen kan virkelig sanse et andet menneskes væsen, og det er en sjælden gave. De to bedste interviews i bogen er med to skuespillere, Rasmus Botoft og Søren Sætter-Lassen. Med Botoft kommer vi helt fysisk med ind i barndomshjemmet, mens Sætter-Lassen sidder hjemme i villaen og restituerer sig efter de skader, han pådrog sig ved en ulykke på scenen i 2012. Både han og Botoft synes at befinde sig i lidt porøse livsstadier og træder ubetinget ind i samtalen og får nærmest erkendelser undervejs.

Det er gribende at læse om Søren Sætter-Lassens bratte oplevelse af næsten paradoksal livsfylde, da han sidder som patient og vel sjældent har været mere afmægtig og ser ud over havet og rammes af den mest intense lykkefølelse.

Også samtalen med historiker og islamkritiker Lars Hedegaard er interessant. Både fordi man får et indtryk af, hvad der driver en sådan ideologisk stridsmand, der kommer af fattige kår i Horsens og tog turen fra stærkt venstreorienteret til ilter værdikriger på højrefløjen. Og også fordi Hedegaard stiller sig til rådighed og for længst har passeret punktet, hvor han bekymrede sig om den gode tone eller andres holdning til, at man drikker lidt alkohol i løbet af dagen.

Bramfri er også kunstneren Ingvar Cronhammar, der siger kloge ting om tvivl og tro og på herlig vis kritiserer visse overfladiske aspekter ved folkekirkeforkyndelsen. Endelig skal komikeren Jan Gintberg fremhæves for sin villighed til med selvkritisk sans at beskrive sin omvendelse fra lidt indskrænket landmandssøn til et menneske, der er blevet tvunget til et mere mangfoldigt livssyn.

Netop det med selvkritikken mangler visse steder, og bogen lider en smule under, at nogle af de optrædende får lov til at tegne sig selv for ensidigt. Thorsen fremstår faktisk visse steder en smule ærbødig, og ikke mindst i samtalerne med de kulturradikale koryfæer Klaus Rifbjerg og Ritt Bjerregaard sidder man og venter på, at der snart vil opstå rigtig udfordring, så de ikke blot får lov til at genopføre deres foretrukne fortælling.

Især Ritt Bjerregaard får tegnet et noget renskuret glansbillede af sig selv om barn med understregning af stædighed og stor begavelse, og man længes efter sprækker af mere sammensat erkendelse.

Også videnskabsmanden Eske Willerslev udfolder for meget friløb, og det kan være lidt udmattende at følge et menneskes vilde ridt gennem eget liv, hvis ikke intervieweren opstiller de stopklodser, der kan skabe sand eftertanke. Samtalerne i ”Andre mennesker” varierer således fra det gribende personlige til det lidt overfladiske, og bogen får især den fjerde stjerne, fordi Nils Thorsen er en så fremragende skribent.

Han har et ganske særligt talent, men det kunne forstærkes yderligere med et lidt dybere spadestik. Især i mødet med dem, der har været iblandt os så længe, at de hellere end gerne på egne præmisser fremstiller sig selv én gang til, hvis de får lov.

kultur@k.dk