Da Arnold Schönberg var på session, indledte lægen med at spørge: ”Er De Arnold Schönberg?” ”Ja”, svarede komponisten, ”der var ikke andre, som ville have jobbet”. Og sådan er det jo at være menneske; man kan ikke bede andre leve livet for én de næste 14 dage. Og netop spørgsmålet om menneskets eksistens er i fokus på DR 2’s nye programserie ”Det gode råd” med Paula Larrain som vært.
I første program mødte seerne den 21-årige Marinus Siewe, hvis problem bestod i, at han nu var i gang med tredje sabbatår. Burde han ikke gå i gang med en uddannelse? Det synes hans far. I Marinus’ lejlighed var vi vidner til en klassisk far-søn-samtale. Faderen opfordrede til at tæmme de alt for flyvske drømme og bevæge sig op af sabbatsumpen, som han kaldte det. Marinus skulle med andre ord se at få grebet fat i tilværelsens rorpind og få sig en uddannelse. Men selvom man bliver klogere med årene, bliver man også en anelse mere grå, og faderens ord faldt på stengrund hos Marinus, der insisterede på at søge det unikke i sig selv.
I studiet hos Paula Larrain skulle to sognepræster, en imam og en clairvoyant give Marinus flere gode råd.
Goethe skriver et sted: ”Stræb efter at gøre din pligt, og du vil snart opdage, hvad du dur til”. Det var denne ansvarlighed, sognepræst Lars Gustav Lindhardt fremhævede. Ja, du skal gøre nytte i livet og være til gavn for dine medmennesker, understregede den unge præst. Og det betyder, at man ikke altid skal tænke indefra og ud, men nogle gange omvendt. Hvad ønsker fællesskabet af dig?
Lars Gustav Lindhardt var et forfriskende bekendtskab – på én gang nøgtern, entusiastisk og selvironisk. Han berettede, at skønt hans forældre var blevet biskopper, så havde han selv regnet med at blive fysiker, indtil han i 3. g indså, at karakterbladet slet ikke pegede i den retning, og kursen måtte lægges om: ”Jeg var bedre til at lyde begavet end til at være det – og så kan man jo blive præst!”
Pia Søltoft er også præst, men det var mest i egenskab af Kierkegaardekspert, hun deltog i ”Det gode råd”. Hun talte besindigt om, at livet ikke altid går snorlige efter planen, og hun henviste til den såkaldte Gilleleje-optegnelse, hvor den 22-årige Søren Kierkegaard i den nordsjællandske idyl havde skrevet, at det gælder om at finde den idé, som man kan leve og dø for. Stjernerne vil aldrig stå på linje, og livets trafiklys vil aldrig lyse grønt på samme tid, men alligevel skal vi engagere os i de valg, vi træffer. Det var forbavsende, hvad Pia Søltoft fik klemt ind af udlægninger af Kierkegaard med skohornet på den begrænsede plads, hun fik tildelt – og skoen trykkede slet ikke bagefter.
Professor Parkinson – ham med Parkinsons lov – mente, at der i enhver bestyrelse bør findes en galt afmarcheret type, som skal være garanten for, at man gør det rigtige, hvis blot man gør det modsatte af, hvad han foreslår. Den rolle indtog Steen Landsy, der efter min bedste og mest rummelige og inkluderende opfattelse bidrog med katastrofal rådgivning. Ifølge Landsy er tilværelsen vistnok indrettet sådan, at Marinus bare gennemløber stadier af et tidligere liv – og så haster det jo ikke med at træffe valg. Imam Waseem Hussain leverede en række almindeligheder, som var de den allerdybeste visdom, hvad de ikke var, selvom noget af det var på arabisk.
Tv-vært Paula Larrains styrker og svagheder er svære at bedømme efter den første udsendelse. Hun sørger for en hyggelig stemning i studiet og en fordragelig tone mellem deltagerne, og dermed kommer man til at glemme, at programmets tema handler om, hvordan vi håndterer livskriser. Der var med andre ord for lidt lidenskab i diskussionen og måske for mange og uvedkommende deltagere i den. Man får lyst til at spørge, om der er en bestemmelse i Danmarks Radio, der gør, at vi skal trækkes med imamer, snart sagt hver gang der bliver produceret en udsendelsesrække om eksistentielle spørgsmål?