Prøv avisen

Livsmod på trods

4 stjerner

For tidligere baptistpræst Herdis Larsen er sklerosen en livsledsager. Men hun tillader ikke, at den bliver bestemmende for hele hendes identitet og selvforståelse.

”Det skal ikke være sådan, at her kommer sklerosen med Herdis, men at her er Herdis med sklerosen,” skriver hun.

Holdningen er karakteristisk for hendes sympatiske og meget personlige bog ”At være i Kristus. Livsmod på trods”, hvor hun i en enkel, koncentreret form – og i lyset fra kristentroen – fortæller om sit liv.

I en alder af fem år blev Herdis Larsen (født i 1956 i Sønderborg) af en veninde inviteret med i baptistkirkens søndagsskole. Det blev begyndelsen på hendes liv med baptisterne, et liv, der førte til alvorlige spændinger i forhold til forældrene, der var medlemmer af folkekirken. Faderen var ud af en grundtvigsk familie – Herdis Larsens farfar hed Nikolaj Frederik Severin Grundtvig Larsen.

Var datteren så endda ”bare” blevet gravid i utide, det havde trods alt været til at bære – men altså ikke at hun blev baptist. Sådan så hendes mor på det. Men samtidig forsikrede forældrene hende om, at de fortsat holdt af hende. I dag tolker Herdis Larsen deres reaktion som et udslag af omsorg.

Den 3. november 1974 blev Herdis Larsen døbt i baptistkirken i Rødekro. Ingen fra hendes familie deltog.

Hun oplevede et kald til at blive præst og studerede ved Baptistsamfundets Teologiske Seminarium i Tølløse. I årene 1981-1986 var hun præst i Nibe og Løgstør. Derefter studerede hun tre år ved baptisternes internationale seminarium i Rüschlikon i Schweiz. I 1989 blev hun præst i Hals, men på grund af sin sygdom måtte hun i 1995 opgive at virke på fuldtid. Derefter var hun freelancepræst – indtil 2010, da sklerosen tvang hende til at trække sig.

”At være i Kristus” er et stilfærdigt, men nærværende vidnesbyrd om ukuelighed, i åbenhed over for sårbarheden og smerten. Hvert kapitel slutter med spørgsmål til overvejelse.

Bogen er både levnedsbeskrivelse og forkyndelse. En forkyndelse sat i relation til den virkelighed, der er Herdis Larsens. For eksempel i en passage, hvor hun videregiver den erfaring, at for hende er Gud nærmest i svagheden.

Det klassiske problem: ”Når Gud er kærlig, hvorfor er jeg så syg?”. Det fører hende videre til dette: Hvordan kan troen på en kærlig Gud leve med alt det onde, der findes i verden?

Herdis Larsen svarer: ”Hvis man ikke vil erkende, at Djævelen findes, må man give Gud skylden for alt ondt og al lidelse. Og så bliver det helt håbløst at finde sig til rette med de mange svære spørgsmål, som lidelsen stiller os over for. Som kristne kan vi konstatere, at der sker så meget her på Jorden, som Gud aldrig har villet”.