Prøv avisen
Boguddrag

Fire modne kvinder om at være 50+ i et ungdomsfikseret samfund

Christina Antorini, Hanne-Vibeke Holst, Ritt Bjerregaard og Anne Linnet fotograferet på Dragsholm Slot. Foto: Foto fra bogen

Hvordan er det at blive en moden kvinde over 50 år i et ungdomsfikseret samfund? Det diskuterer Anne Linnet, Christine Antorini, Hanne-Vibeke Holst og Ritt Bjerregaard i samtale med forfatter Gitte Løkkegaard i bogen "Livsmodig". Læs et uddrag her

Kapitel 4: Er vi blevet usynlige?

Christine:
Jeg har en veninde, der lige er blevet halvtreds, og som har haft meget svært ved det. Hun siger helt ærligt, at det handler om at miste den seksuelle anerkendelse – det der udefinerlige med at gå ind i et rum og mærke mændenes blikke. Begæret. Hun ved, det er ved at være forbi, og det er rigtig smertefuldt for hende.

Hanne-Vibeke: Det er nok også, fordi din veninde er smuk – gætter jeg på – og har været vant til den type anerkendelse. Jeg var sammen med en kvinde for kort tid siden. Hun var i midt-fyrrerne, og hun så stadig godt ud. Jeg har ikke kendt hende så længe, men jeg kunne se, at hun havde set rigtig godt ud som yngre, og hun sagde også, at hun kunne mærke, at hun ikke længere havde de der ”Go’ røv-blikke” på sig, når hun gik hen ad gaden eller ind på en café, og håndværkerne holdt ikke længere op med at arbejde på stilladserne. Det oplevede hun også som et tab.

Ritt: Men det er det vel også, hvis man ser helt nøgternt på det. Det er noget, begge de to kvinder havde, og som de ikke længere har. Eller som de i hvert fald er ved at miste. 

Hanne-Vibeke: Du har ret, men det tab har bare altid været større for de virkelig smukke kvinder, fordi de har været vant til at hente rigtig meget anerkendelse og styrke i det. Skønheden har været deres vigtigste kapital.

Anne: Men selvom I grinede af mig før, så vil jeg altså lige holde lidt fast i, at der er en kurve her? Er det ikke sådan for alle os kvinder, at vi får meget opmærksomhed på vores udseende og seksuelle udstråling, når vi er unge, alt imens vi fylder på os selv – med indhold og kunnen, så vi også bliver smukke og interessante indvendig. Hvis man gør det, behøver man måske ikke så meget den anden form for anerkendelse, og måske lægger man endda ikke så meget mærke til, at interessen for én ændrer sig. Sådan er det i hvert fald for mig.

Jeg får stadig meget opmærksomhed, og om det er på grund af det, jeg har gjort, og det, jeg kan, eller fordi der er andre grunde, det tænker jeg egentlig ikke så meget over. Der er mange mennesker, der stopper mig og siger, at de er glade for den og den sang, og jeg nyder de der umiddelbare følelsesmæssige tilkendegivelser, uanset om personen er interesseret i min musik – eller i at lære mig at kende.

Ritt: Jeg tror nu, langt de fleste kvinder lægger mærke til overgangen. Da jeg var yngre, i fyrrerne og halvtredserne, så undersøgte jeg altid blikkene, når jeg kom til udlandet. Der var der jo ingen, der vidste, hvem jeg var. Så tjekkede jeg lige, om mændene reagerede alligevel, og hvis de gjorde det, var det sådan: ”Nå, den er der stadig.”

Hanne-Vibeke:
Du tjekkede lige, hvordan dine aktier stod.

Ritt: Ja, og jeg skulle hilse og sige, at de heldigvis stod godt – meget længe.

(Alle griner)

 
Christine: Det tror jeg, jeg skal prøve, næste gang jeg er ude at rejse. Men uanset hvad, så tror jeg altså, at den overgang, du taler om, Anne, er tusind gange lettere, når det går godt med ens karriere. Jeg er sikker på, at hvis ikke jeg var lykkedes i mit arbejdsliv, så ville det have ramt mig hårdere at træde ind i den her livsfase. Det er ikke, fordi der ikke stadig er maskulin opmærksomhed, men den er absolut mindre, end den har været. Uden tvivl. Men heldigvis er den faglige anerkendelse vokset med årene, og derfor gør det ikke så meget, at det andet er taget af.

Anne: Jamen, det var jo præcis det, jeg sagde, at hvis man har fået bygget sig op indvendigt, så gør det ikke så meget, at opmærksomheden måske skifter karakter.
 
Christine: Det ved jeg godt, jeg tror bare, det er nemmere, hvis man er tilfreds med alt det andet, der kører i ens liv.
 
Anne: Men det behøver vel ikke nødvendigvis at være en stor karriere. Man kan jo få anerkendelse på mange ting. At være en god mor og bedstemor, en god kone, en god ven – at være i sammenhænge, hvor man føler sig accepteret og set.
 
Christine: Det har du selvfølgelig ret i. Det kommer an på, hvordan man ser på sig selv og sit liv. Jeg var ude at vandre her i sommer – på Inkaruten i Andesbjergene, og der mødte jeg engelske Tracy, som var på alder med mig. Hun var blevet skilt for en seks-syv år siden og var på turen sammen med sin søn og sin svoger og hans søn. Hun forholdt sig meget aktivt til mig. Hun syntes, det var spændende med min karriere, og hun syntes, det var vildt modigt, at jeg var taget alene af sted. Hun sagde hele tiden til mig: ”Du er bare fantastisk”, og ”du er i så god form”, og ”du ser så godt ud”. Om sig selv sagde hun kun: ”Jeg er også blevet for tyk” og ”min numse er blevet for stor”, og ”jeg har ikke mødt en eneste mand, siden jeg blev skilt”.
 
Nu nåede vi ikke at blive fortrolige på den måde, men jeg fik sådan lyst til at ruske op i hende. For hun havde et godt job i et it-firma, og hun var sød og faktisk ret skæg, men hun trak sig selv ned hele tiden og havde et kæmpe kompleks over at være blevet enoghalvtreds og ikke have en mand. Og så kanaliserede hun al sin energi over på sin søn. Han var seksten, og hun smurte ham stadig ind i solcreme! Og jeg tænkte: ’Søde, søde Tracy, så tab de fem kilo, hvis det gør dig glad, eller lad være med at tabe dem. Det er ikke vigtigt. Du har en masse at byde på. Du er en skøn kvinde, og hvis du ikke sådan nedgjorde dig selv hele tiden, er jeg sikker på, at du ville møde en dejlig mand på en pub på et tidspunkt.’ Men hele hendes udstråling var: Jeg er færdig. Det er der jo ingen mennesker, der tænder på.

Hanne-Vibeke: Det var godt, at hun mødte dig og kunne spejle sig i dig. Det er måske starten på en forandringsproces inde i hende. 
 
Christine:
Det tror jeg måske. Hun mailede mig for nogle måneder siden og ville gerne have mere at vide om det sted i Thailand, jeg havde fortalt hende om, som var det første sted, jeg rejste hen alene. Hun skrev, at hun troede, hun var klar til det nu.

Hanne-Vibeke: Nej, hvor godt.
 
Ritt: Det er sjovt, for når I snakker om det her, så går det rigtigt op for mig, at jeg faktisk føler en lettelse over ikke i så høj grad at blive vurderet på mit køn. Der er virkelig meget, der bliver lettere, når man ikke længere er et kønsvæsen. Når man er femoghalvfjerds, er man på en måde uskadelig, og i den her alder begynder man at få komplimenter igen. Så er det sådan noget med: ”Tænk, hvor holder du dig godt”, ”hvor er du smuk” og så videre. Man er blevet ufarlig. Så I har altså noget at glæde jer til.
 
Christine: Jeg tror bare ikke, det er den slags opmærksomhed, min veninde går efter. Den ufarlige.
 
Ritt: Men det, du måske skulle sige til hende – og andre kvinder, der er kede af at miste blikkene – det er, at på et tidspunkt skal hun holde op med at blive set på, og hun skal begynde selv at se på. Det er det, Simone de Beauvoir skriver om, når hun siger, at kvinder skal gå fra at være objektet ”den anden”, den, der skal opdages og ses på – til at være ”den første” – subjektet, den, der ser andre. Det er hende, der skal bestemme, hvem i et rum der er den interessante at gå hen til. Hun skal ikke vente på det blik. Hun skal indtage rummet på en anden måde, hvor hun ikke er afhængig af det. Det er selvfølgelig ikke alle kvinder, der kan det, fordi de ikke har styrken, men mange kan – i alt fald kan man prøve.

Hanne-Vibeke: Jeg er faktisk ligeglad med ikke at få de blikke – og har været det i en del år. For jeg synes, at mit blik på verden er blevet vigtigere end verdens blik på mig. Det er meget mere interessant, hvad jeg ser, end at andre ser mig.
 
Christine:
Men har du ikke altid været lidt ligeglad?
 
Hanne-Vibeke: Nej, er du vanvittig. Som ung var jeg ekstremt opmærksom på, om mænd lagde mærke til mig. I ”Min mosters migræne” skrev jeg et helt kapitel om tungeslaskersyndromet. Det handler netop om, at man er så ivrig efter at få den anerkendelse fra mænd, at de skal synes, man er lækker, så hvis en mand på et dansegulv vælger at stikke sin klamme tunge ind i munden på en, så kysser man tilbage. I stedet for at bide den af ham eller stikke ham en på siden af hovedet. Af ren … velvilje.

Udtrykket skal forstås både konkret og metaforisk. Man går med til ting, man gør ting, man gør sig til, man stiller sig i positur, man sætter håret, for at få begærets blik på sig. Men det er noget, der hører ungdommen til. Eller bør høre ungdommen til. Jeg har i hvert fald oplevet i de seneste mange år, at jeg ikke har behov for det. For hvad skal jeg bruge det til? Det er måske et godt spørgsmål at stille sig selv, hvis man sørger over at miste det: ”Hvad skal jeg bruge det til?” Man skal jo netop ikke bruge det til noget. Ikke til noget som helst.
 
Christine: Men er der ikke også en forskel der – om man er på markedet eller ej?

Hanne-Vibeke: Jo, man kan selvfølgelig have mere brug for den anerkendelse, hvis man er single, eller hvis ens egen mand ikke giver en den opmærksomhed. Jeg har jo min mand, som er vild med mig. Han fortæller mig hver dag, hvor røvlækker og sexet jeg er. Hvis jeg nu havde en mand, som ikke var vild med mig, så ville jeg nok savne det mere.

Ritt: Det er jeg nu ikke sikker på. I kender alle Søren. Kunne I forestille jer, at Søren gik rundt og sagde, at jeg var røvlækker og sexet?
 
(Alle griner)

Ritt: Nej vel, det ligger ikke ligefor. Men jeg er for længst blevet til det ”subjekt”, som Simone de Beauvoir skriver om. Det skete allerede i fyrrerne, og det har jeg det rigtig godt med.
 
Hanne-Vibeke: Men det her med usynlighed handler også om meget andet end sex. Jeg var sammen med en af mine veninder den anden dag, som er enogtres. Og hun sagde: ”Det er virkelig mærkeligt. Jeg føler mig svækket, og det er kommet her inden for de seneste år.” ”Hvordan mener du?” spurgte jeg. ”Har du mindre energi?” ”Nej, for fanden,” sagde hun. ”Jeg har masser af energi, men jeg føler mig svækket i det offentlige rum. Jeg føler simpelthen ikke, jeg har lov til at være her på samme måde, som jeg har haft før.” Hun er en del af det københavnske kulturliv, og hun beskrev den der umærkelige overgang i løbet af halvtredserne, hvor man går fra at være et fuldgyldigt medlem til at befinde sig i en position, hvor man skal passe rigtig meget på – og præstere hver eneste gang – for ikke at få prædikatet: ”Gammel og færdig”. Det tror jeg, mange kvinder oplever, og i rigtig mange brancher. Jeg gør også selv. Det er en helt grundlæggende ting. En aldersting. En kvindeting. Om vi overhovedet har lov til at være her i vores alder.

Anne: Jeg føler sgu godt, jeg må være her!
 
(Alle griner)

Christine: Men du er altså også sådan en powerkvinde, Anne. Det er vi jo i og for sig alle fire, men derfor kan vi jo sagtens diskutere det.

Hanne-Vibeke: Ja – og tro ikke, at nogen går fri. Det ville være en selvovervurdering af de store. For vi er alle sammen præget af historien, af de etablerede strukturer, af normerne – og vi har vores egne begrænsende forestillinger. Så kom bare an.

Christine: Okay, lad os se, om vi kan brede det ud. Det her med usynligheden og svækkelsen, som din veninde talte om, Hanne-Vibeke. Hvad handler det om? Vil du ikke starte? Det lød, som om du var kampklar.

Hanne-Vibeke: Jo, men det er noget udefinerligt noget. For hvad er det, vi oplever, når vi føler en modstand? Hvor meget kommer udefra, og hvor meget af det sker i vores egne hoveder? Jeg kan jo starte med mig selv: Efter at vi besluttede os til at lave bogen her, så er jeg blevet mere bevidst om, hvad jeg egentlig tænker om alt det her alders-noget, og jeg har haft det sådan her i løbet af sommeren, at jeg har tænkt: Kan det egentlig ikke være lige meget? Gider jeg overhovedet tænke over det? Gider jeg overhovedet beskæftige mig med det? Hvad betyder det, om man er femogfyrre eller femoghalvtreds eller femogtres, hvis man ellers fungerer? Fysisk og psykisk. Hvis jeg er rask og frisk og har den energi og den nysgerrighed, som jeg skal bruge?
 
Christine: Det vil man selvfølgelig umiddelbart svare ja til. Men ikke desto mindre er der altså mange kvinder efter de halvtreds, som taler om at føle sig usynlige. Jeg synes, vi skal prøve at blive klogere på, hvad den følelse består af.
 
Hanne-Vibeke: Helt sikkert. Det var også bare indgangsbønnen.
 
(Alle griner)
 
Hanne-Vibeke fortsat: Men vi bliver nok nødt til at splitte det op og se på, hvor modstanden er konkret, og hvor den udspringer af vores egen indbildning. Selvfølgelig findes der en konkret modstand. Der er masser af kvinder og for så vidt også mænd, der oplever, at når der kommer en fyringsrunde, så er det dem på plus halvtreds, der bliver prikket. Men meget her i livet handler om perception, og jeg tror på mange måder, at den største hindring for at leve fuldt ud i den her fase er ens eget selvbillede og ens egne forestillinger om, hvad man kan, bør og skal og ikke kan, bør og skal som modent menneske. Så … jeg tror, det handler rigtig meget om at gå i lag med de der konventioner, kulturer, sædvaner og fastlåste aldersforestillinger, som man begrænses af.

Anne: Og der kan man sige, at der har været nogle aldersforestillinger i tidligere generationer, som nok er ved at løsne sig. Blandt andet med påklædning – hvad man har kunnet tillade sig at have på i forskellige aldre, hvilken hårlængde, hvilken tøjstil. Altså, det er jo ikke ret mange år siden, at kvinder, når de krydsede de halvtreds, fik konefrisure og hoppede i fruekjolen. Som om det var en naturlov.

Det, mener jeg, har flyttet sig inden for de sidste – formodentlig halvtreds år. Måske mest inden for de sidste tyve år. I dag er der vel ingen, der tænker over, om en ældre kvinde kan have langt hår for eksempel. Det, synes jeg da, er en frigørelse. Og i det hele taget tror jeg altså, at vi er på vej til at nyde den her alder mere, apropos din gang og dine døre, Hanne-Vibeke. Jeg tror, det, der sker i de her år, er, at kvinder tænker: ’Hold kæft, hvor er det fedt – og en gave – at gå i denne her ende af gangen. Jeg har meget mere tid end nogensinde før, færre forpligtelser, og der er stadig en masse døre at åbne.’

Hanne-Vibeke: Men der tror jeg så nok, du er lige lovlig optimistisk, Anne. For der er heller ikke nogen som helst tvivl om, at der også er en reel udfasning i gang fra samfundets – mændenes side i den her alder. Vi skal skille skæg fra snot og være bevidste om vores egne begrænsende opfattelser, men vi skal da samtidig kræve vores ret til at være her. At vi kan have en respektabel position, som ikke er hægtet op på køn – og at være køn – som ikke handler om alder, men som handler om det, man har at tilbyde.

Når min veninde taler om at føle sig svækket i det offentlige rum, så er det jo ikke bare en aldersting, men også en kønsting. Det er sværere for kvinder, vi bliver hurtigere dømt ude, og derfor synes jeg, vi har brug for at gå ind i den her alder med noget feministisk trods, og vi bliver nødt til at finde tilbage til nogle af vores gamle strategier. Det var kvindebevægelsens store fortjeneste, at den gjorde det private politisk, og det er det, jeg har kæmpet for hele mit liv: Prøv og hør: Det er jo ikke kun dit eller mit individuelle problem, at vi bliver skubbet ud. Jo, det bliver det, for det opstår som begrænsende tanker i mit hoved, men det er ikke mig, der er noget i vejen med, og det er ikke de enkelte kvinder, der er noget i vejen med. Det er et strukturelt problem, et kulturelt problem og et normativt problem. Det er den patriarkalske kultur, samfundsstrukturerne og de normative adfærdsregler, den er gal med. Også i alderen mellem halvtreds og firs er det den kultur, vi er underlagt.

Anne: Jeg synes bare ikke, jeg oplever at blive skubbet ud eller udfaset på nogen måder. Slet ikke af mændene. Og jeg føler heller ikke den begrænsning inde i mig selv. Jeg synes egentlig bare, det handler om den energi, man kommer med – og at anerkendelse ligger i alt det, man har skabt og opnået igennem tiden.
 
Hanne-Vibeke: Men der står du jo også godt, Anne. Både i livet og på scenen. Du leverer på et meget højt niveau og har et CV, alle har respekt for. Så bliver din position ikke truet af din alder. Den bliver underordnet i din sammenhæng. Men hvis du nu ikke var så dygtig, eller hvis du efterhånden ikke kunne synge så godt mere – som Tina Turner for eksempel, så ville alle pludselig synes, det var pinligt, og ville alderssnakken gå i gang. Det kan jeg garantere dig for: ”Sådan en gammel kælling. Hun er gammel! Hun er for gammel. Og hun burde slet ikke stå der og være så gammel og så grim. Hvad i alverden bilder hun sig ind.”
 
Anne: Men det sker da også for mændene. Jeg kan i hvert fald mærke en forandring. For ti år siden ville jeg have sagt, at mænd nærmest glorificeres, når de passerer de halvtreds, men det er ved at vende. Det kan godt være, det sker senere for mænd, end det sker for kvinder, men det sker. De bliver sgu også skubbet ud over scenekanten.

Hanne-Vibeke:
Nu mener jeg jo egentlig ikke, det gør det bedre – i forhold til alderstemaet, at det også rammer mændene.
 
Anne: Nej, men du sagde bare, det ramte kvinder meget hårdere end mænd.
 
Hanne-Vibeke:
Ja, jeg tror, det rammer kvinderne tidligere – dette, at man ikke skal træde meget ved siden af, før man bliver kaldt en sur gammel kælling eller en uddateret sæk. Fordømmelsen er hårdere, der er ikke så meget margin.

Christine: Det har du sikkert ret i, men jeg synes, I begge fuldstændig underkender, at der også findes ældre mennesker – både mænd og kvinder – der rent faktisk går i stå i deres udvikling. Jeg har i hvert fald været både kollega til og chef for ældre medarbejdere, hvor jeg har tænkt: ’Det er jo tomt og ligegyldigt, det, der kommer ud af munden på dig. Du har ikke flyttet en tanke oven i dit hoved i de sidste ti år. Du er nødt til at rive den mur ned, som du har forskanset dig bag, så du igen kan høre på og lære af andre. Også hvis de er yngre end dig.’
 
Ritt: Selvfølgelig er der nogle, der selv melder sig ud ved at gå i stå. Men ellers er jeg enig med Hanne-Vibeke. Hvis man tog en gruppe virkelig dygtige mænd og kvinder og så på, hvornår deres chefer og arbejdspladser holdt op med at regne med, at noget nyt og spændende skulle komme fra dem, så ville det ramme kvinderne hårdere og tidligere. Selvfølgelig er det vigtigt, hvordan vi ser på os selv, men det er altså også virkelig afgørende, hvordan samfundet reagerer på os. Det bliver vi nødt til at forholde os til: Hvad det er for en situation, vi optræder i – med den alder, vi har. Hvordan vi bliver mødt, og hvordan vi bliver vurderet. Og selvom vi er en generation, hvor flere døre har åbnet sig, så lever vi på ingen måde i et samfund, hvor kvinder bliver behandlet ligesom mænd.
 
Christine: Jeg mener helt klart, vi skal have et selvstændigt kapitel om arbejdsmarkedet i forhold til køn og alder. Det er et kæmpe område.
 
Ritt: Det er jeg enig i. Det er et stort og vigtigt kapitel. Men så lad mig nøjes med at konstatere nu, at der er massevis af modstand i det samfund, vi lever i. Og vi fire tilhører en gruppe, der har mod på at gå imod den modstand, fordi vi er vokset op i en generation, der har været aktive forkæmpere for kvindernes plads i samfundet. Men det er ikke alle, der har det mod. Der er lang vej endnu, før mænd og kvinder har lige muligheder – og det gælder bestemt også i denne del af livet og i de allerfleste brancher. Prøv at se på film og teater. Mænd har stadig hovedroller langt op i halvfjerdserne, og det er godt nok sjældent for kvinder.
 
Anne: Og det er vigtigt af to grunde. For dels er det en branche – et arbejdsområde, hvor kvinder så åbenlyst rammes af aldersdiskriminationen lang tid før mændene – men endnu mere end det, så afspejler det også, at det meget sjældent er den midaldrende kvinde, der er hovedkarakteren i filmen. Hendes historie er man ikke interesseret i.
 
Hanne-Vibeke: Lige der kan jeg så bidrage med en konkret anekdote. Jeg har i nogle år arbejdet på en ny politisk thriller, som blev bestilt af to internationale filmselskaber, der ville have mig til at udarbejde et treatment.

Anne: Hvad er et treatment?
 
Hanne-Vibeke:
Det er en beskrivelse af en historie. Et udførligt handlingsreferat kunne man sige. Det leverede jeg så, og en af mine hovedkarakterer var en kvinde, jeg beskrev som halvtreds plus. Da fik jeg besked på, at det kunne jeg godt glemme! En kvindelig karakter over halvtreds kunne de ikke sælge til nogen. Så det var bedst, hvis hun kunne komme ned i starten af fyrrerne. Da måtte jeg så sige, at det kunne hun ikke. I forhold til den position, hun havde, ville det være fuldstændig urealistisk. Så vi endte med et kompromis. Heldigvis havde jeg fået indføjet i kontrakten, at jeg kunne udnytte historien selv og gøre den til en roman. Det har jeg så gjort, og i den version, som jeg selv bestemmer over, har jeg gjort hende ældre. Ikke som et statement, men fordi jeg synes, en ældre karakter er mere interessant. Man har alle de livsdramaer med sig i bagagen, ikke?
 
Ritt: Men alder opfattes ikke som en ressource i vores samfund.
 
Hanne-Vibeke: Men det burde det. Og så nærmer vi os det allervigtigste. For hvorfor bliver vi ikke præmieret? Hvorfor er det skamfuldt at blive ældre? Hvorfor begynder man at tale mere og mere sagte om sin alder: ”Jeg er tooghalvtreds”, ”… fireoghalvtreds”, ”… otteoghalvtreds”. Gud, hvor er det skamfuldt og pinligt. Og hvis der så er nogen, der siger: ”Hold da op, jeg ville aldrig have troet, du var så gammel. Du ser da meget yngre ud!”, så får man det lidt bedre, men det er jo vanvittigt. Det skulle da være omvendt. Vi skulle være stolte over, at vi har klaret den i så lang tid. Tænk på alt det lort, vi har overskuet – og overlevet – lige fra mæslinger til kærestesorger.

Men jeg kender den da selv. Nogle gange, når dem, der er yngre end mig, bliver halvtreds, så har jeg det sådan lidt: ”Nåååh, så kom du også om på den anden side. Du troede, du undgik det, men det gjorde du bare ikke!” (Griner) Og jeg har det også sådan med toogfyrreårige, der fører sig frem. Så tænker jeg: ”Ja ja, det kommer også til dig.” Det viser bare, at jeg selv bærer på den. Forestillingen om, at det i hvert fald ikke er noget positivt at blive ældre. 

Ritt: Men nu er jeg jo den ældste her, og jeg synes, det, du taler om, er mest udpræget, når man er i halvtredserne. Det er faktisk den overgang, der kan være svær. Det er ligesom med årstiderne: Det kan være vemodigt, når de første blade begynder at falde af træerne, men når det så bliver efterår og vinter, er der rigtig meget at nyde der også.

Sådan er det også med alder. Når man først har vænnet sig til, at man ikke er ung længere, så er der mange dejlige ting ved at blive ældre – blandt andet det, jeg nævnte tidligere, med at slippe for at være så meget i sit køn. Men en af grundene til, at det er belastende og byrdefuldt for kvinder – at blive halvtreds og komme igennem de år – det er vel nok, at reproduktionen også stopper der. Så er det slut med det, der altid har været kvinders biologiske eksistensberettigelse, nemlig at kunne få børn, og det er nok derfor, at aldersdiskussionen har været så meget knyttet til kvinderne. For mænd kan blive ved med at reproducere.

Christine: Men det kommer også an på, hvad vi vælger som vores vigtigste identitet. Og det er klart, at hvis man primært har en mor-identitet og stadig smører sine næsten voksne børn ind i solcreme, så rammer det hårdt, også selvom man overhovedet ikke havde forestillet sig at skulle have flere børn i slutfyrrerne. Bare det, at man ikke kan mere.

Hanne-Vibeke:
Det er rigtigt. Det har meget med reproduktion at gøre. Jeg kan godt tage mig selv i at lægge mærke til, når en kvinde, der ligner en på min alder, lægger en pakke Libresse op på indkøbsbåndet – så tænker jeg: ”Nå, hun kan stadig.” Det er noget helt grundlæggende, fordi forplantningsevnen bærer håbet og fremtiden. Det er derfor, vi hylder ungdommen, og det er derfor, vi ikke oplever respekt for alderdommen. Det handler om ubrugelighed. Fra urgammel tid. Når kvinder havde født og opfostret deres børn – når de ikke længere kunne rette ryggen ud, se og høre og være til nytte, så havde de ingen værdi længere. Det samme gjaldt nok for mænd, men der kunne de klogeste af dem blive vismænd. Resten var ikke til noget, og kvinderne var slet ikke til noget. De blev værdiløse.
 
Anne: I nogle samfund var det jo sådan, at hvis der ikke var nogen til at forsørge dem, så var det ud i sneen med dig. Ud på en isflage og så farvel og tak.
 
Hanne-Vibeke: Ja, kulturhistorisk har gamle kvinder haft en større udsathed – fordi de simpelthen var gamle og svage. Det er ikke særlig lang tid siden, at mange gamle kvinder blandt almuen på landet fik tæsk. Det tænker vi ikke over mere, men det gjorde de. De blev bare vappet en, hvis de ikke rettede ind. Myten om den søde morlil i kakkelovnskrogen, som alle respekterede og passede på, er slet ikke fyldestgørende. Sandheden er, at mange af dem fik stryg af børn og svigerbørn og børnebørn. De har ikke haft en chance for at sætte sig igennem. På grund af deres fysiske skrøbelighed, fordi de ikke havde nogen økonomisk magt, og fordi de ikke længere havde nogen eksistensberettigelse. Det er det, vi kommer af, venner. Vi skal virkelig retfærdiggøre, at vi er her endnu – og at vi ”kan betale os”. Det er noget ældgammelt, som ikke er så let at komme af med. Det er der, skammen har sin rod.
 
Ritt: Det er netop derfor, man er nødt til at bruge ordet gammel. For at ryste det af os. For at 50-, 60 - og 70-årige får deres naturlige og værdige plads i samfundet og fungerer uden skam.
 
Hanne-Vibeke: Vi skal i hvert fald insistere på, at vi er lige så fuldgyldige medlemmer som dig – 35-årige CEO-et eller andet sted, eller dig – 42-årige smartass i mediebranchen, og der er det jo rigtigt, at der sker noget nu, hvor du, Ritt, og den berømte 68-generation er blevet ældre. I har altid sørget for at skaffe jer plads, og det er også det, I gør nu. I finder jer ikke i at blive overset og skubbet væk. I vil fandenknaldeme have jeres territorium, som I hele tiden har haft. I accepterer ikke det domænetab.
 
Ritt: Det er rigtigt. Al den erfaring fra mange års kamp forsvinder jo ikke, bare fordi vi bliver gamle, og vi er mange, der er klar til at bruge den.
 
Hanne-Vibeke: Nej, og der kan man så sige, at 68-generationen – igen – baner vejen for os andre. For I siger: ”Vi vil ikke finde os i det!”, og så kommer vi, rødstrømpernes yngre søstre, bagefter og siger: ”Det vil vi heller ikke. Vi vil også have lov til at være her.” Så jeg tror, vi kommer til at se mere af det, for på trods af den historie, jeg lige fortalte med tv-serien, så er der et skred i gang mod, at filmen og litteraturen efterhånden er ved at blive optaget af sådan nogle som os. Og det er jo, fordi kvindefrigørerne, rødstrømperne, nu nærmer sig udløbsdatoen, og de – vi – vil ikke defineres eller begrænses. Vi vil udfolde vores potentiale, og der er en meget større insisteren på at få en ordentlig plads i samfundet.

Anne: Men det er jo ikke kun et forandret tankesæt, der kommer til at ændre det. Det er da også, fordi der kommer flere og flere kvinder, der faktisk har udrettet noget, så de kan blive ældre med den anerkendelse, de har fået, og som har blivende værdi.
 
Christine: Det er jeg meget enig i. Du er selv et glimrende eksempel på det.

Ritt: Jeg tror nu først og fremmest, det er, fordi vi træder ind i alderen med et tankesæt og nogle erfaringer, der er meget forskellige fra dem, vores mødre og bedstemødre trådte ind med. Men så vil jeg også fremhæve en ting mere, som vi kan bruge til at gå imod den udstødelse, der finder sted. Og det er, at vi gamle har en større ro. Den har kvinder altid haft med sig ind i alderdommen, så det er ikke noget nyt, men det er vigtigt at have med. Opsamlet viden og lang livserfaring. At man ikke behøver at være alle steder på en gang, men bliver bedre og bedre til at prioritere.

Christine: Vi har en stor diskussion til gode om livserfaring. Hvad er livsvisdom egentlig for noget? Det har jeg meget lyst til at snakke med jer om.
 
Ritt: Den synes jeg også, vi skal have.
 
Hanne-Vibeke: Det vil jeg gerne være med til, for selvfølgelig har vi masser af den i den sidste tredjedel af vores liv. Men når du siger ”ro”, Ritt, så tænker jeg uvilkårligt, at der også er en hårfin balance mellem at hvile i sig selv på en god måde, og så hvile så meget, at man … falder i søvn.
 
(Alle griner)
 
Hanne-Vibeke fortsat: Den balance er vigtig. For ro uden nysgerrighed og en fortsat indignation gør jo, at vi bliver uskadeliggjort. Det må ikke ske, for den modstand, vi møder som ældre, er massiv – den, som har til formål at udradere os, og vi skal insistere på, at vi stadig kan bidrage. Jeg tænker mere og mere over, hvordan jeg bidrager, hvordan jeg overleverer den erfaring og de refleksioner, jeg har. Så … sådan som jeg ser det, så handler det om at hvile i sig selv og stadig være lysvågen. Det er dér, jeg gerne vil hen. At jeg ved, hvad jeg kan, og jeg ved, hvad jeg vil. Det er det, livsmod, livslykke, livslyst og livsfylde handler om – at man finder det balancepunkt. At man gør det, man skal og kan på det rigtige tidspunkt, og ikke vender om, før man overhovedet har prøvet at tage i de døre nede i den uoplyste ende af korridoren.