Livssyn kolliderede om bord på Danmarks-ekspeditionen: ”Det var som et reality-show”

Hvad sker der, hvis man sætter en broget flok af 28 mænd om bord på et skib og lader det fryse fast i isen i det nordligste Grønland i to år? ”En slags realityshow,” svarer historiker forud for udstillingen ”Når mænd får nok – af hinanden”, der åbner på M/S Museet for Søfart i morgen

Mændene om bord på Danmarksekspeditionen slapper af i messen. På billedet ses fra venstre Andreas Lundager, Harald Hagerup, Knud Christensen, Christian Bendix Thostrup, Peter Hansen, Arner Manniche og Peter Freuchen. –
Mændene om bord på Danmarksekspeditionen slapper af i messen. På billedet ses fra venstre Andreas Lundager, Harald Hagerup, Knud Christensen, Christian Bendix Thostrup, Peter Hansen, Arner Manniche og Peter Freuchen. – . Foto: Trolle-Legatet/Arktisk Institut/Hakon Jarner.

Den 21. oktober 1906 er den tidligere landsbylæge Johannes Lindhardt om bord på ekspeditionsskibet ”Danmark”, der er frosset fast i havisen i det nordøstlige Grønland. Lægen skribler frustreret i sin dagbog:

”Det ’demokratiske’ system, der hersker her om bord er noget af det mest mislykkede, jeg har oplevet. (...) Grundskaden ved det hele er imidlertid den, at søfolk og mennesker – havde jeg nær sagt – skal omgås hinanden som ligemænd. Det er faktisk umuligt. Jeg havde ikke tænkt mig, at sømandsstanden som stand betragtet på langt står så lavt i kultur, som den gør, jeg havde ikke forestillet mig noget så snæversynet, så traditionsbundet, så udviklingsfjendsk, som Det Danske Søofficerskorps synes at være.”

Akademikere versus sømænd, religiøse versus ateister og demokratisk styring versus hierarki. Konflikter blandt 28 mænd på det tidligere hvalfangerskib var umulige at undgå. I morgen åbner M/S Museet for Søfart i Helsingør den nye udstilling ”Når mænd får nok – af hinanden”, som netop fokuserer på skibets mikrokosmos. Udstillingen består af fascinerende fotos fra ekspeditionen, som aldrig før har været udstillet, og uddrag fra mændenes grundige dagbøger, der ikke overraskende viser, at de blev trætte af hinanden.

”Hele vores indgang til udstillingen var, at dagbøgerne er som et realityshow med alliancer, der dannes, og folk, der snakker i krogene. Det ville egne sig godt til tv, hvis et kamerafolk havde fulgte de forskellige kliker,” siger historiker og museumsinspektør Thorbjørn Thaarup, der har stået for udstillingen.

Han fremhæver også den utrolige ”setting” i den hvide, store ødemark.

”Vi bruger også udstillingen til at understrege forskellen mellem det grænseløse, surrealistiske landskab og så den helt klaustrofobiske lille verden på skibet, som er det eneste sted, mændene kan være. Der er en enorm kontrast mellem det indre og det ydre.”

Ekspeditionsskibet ”Danmark” lå fra 1906-1908 frosset fast i havisen ved bugten Danmarkshavn på den 76. nordlige breddegrad. –
Ekspeditionsskibet ”Danmark” lå fra 1906-1908 frosset fast i havisen ved bugten Danmarkshavn på den 76. nordlige breddegrad. –

I starten af 1900-tallet var polarekspeditioner populære. Lande som England, Tyskland, Frankrig, Norge og Danmark sendte talrige ekspeditioner mod jordklodens poler. Den 24. juni 1906 stævnede ekspeditionsskibet ud fra København med missionen om at kortlægge den sidste del af den nordlige grønlandske østkyst.

Området var et af de sidste hvide pletter på landkortet. Ekspeditionen blev ledet af etnolog og journalist Ludvig Mylius-Erichsen under navnet Danmark-ekspeditionen, og missionen nordpå er på tragisk vis mest kendt for, at Mylius-Erichsen sammen med Jørgen Brønlund og Niels Høeg Hagen omkommer under slæderejsen for at kortlægge kysten.

Tilbage på skibet i bugten, som døbes Danmarkshavn, er næstkommanderende, kaptajn Alf Trolle, nu leder af skibet. Men han står i en svær situation, da han skal manøvrere i krydsfeltet mellem Mylius-Erichsens organisationsform, baseret på demokrati, og søofficerens egen uddannelse i at styre gennem en hierarkisk organisationsform.

”Det fremgår tydeligt af dagbøgerne, at mændene ikke respekterer Trolle som leder. Kaptajnen kan ikke, selvom han gerne ville, skære igennem. Trolle er ofte frustreret i sin dagbog. Det er fuldstændig som klichéen fra en teenage-dagbog. ’Så sagde han, og så hørte jeg, men så sagde han, at sådan var det bare overhovedet ikke’,” fortæller museumsinspektøren.

Ud over at skyde skylden på de andre mænd er Alf Trolles dagbog også fuld af selvransagelse.

”Man kan se i hans dagbog, at han mange gange prøver at ransage sig selv for, hvordan har skal opnå autoritet.”

En anden konflikt mellem mændene er deres intellektuelle uddannelse. I en scene kommer botanikeren Lundager op at toppes med sømanden Knud, der ender med at love Lundager tæsk. Ved middagsbordet problematiserer Lundager ”næveretten” som magtmiddel om bord på skibet. Men så kommer Alf Trolle til Knuds forsvar med argumentet om, at Lundager har drillet Knud gennem lang tid, og at en ”simpel” mand som Knud ikke har andre muligheder end at ty til næven – og det burde en oplyst mand som Lundager nok kunne indse. Trolle skriver senere på dagen i sin dagbog:

”Det er ejendommeligt nok, at disse mennesker, der påberåber sig deres frisind, stadigvæk er dem, der har vanskeligst ved at omgås matroserne og snakker om matrosregimente.”

En tredje vigtig skillelinje mellem mændene er forholdet til kristendommen. Det er i tiden omkring det moderne gennembrud og kulturradikalismen, og flere af de veluddannede er ateister, for eksempel Mylius-Erichsen og lægen Lindhardt, mens sømændene er troende folk. Også dette forhold bliver spiddet af Lindhardt.

”Der var et par mennesker, som af mig ubekendte grunde ville have bøn og salmesang i anledning af julen (...). Alting har heldigvis en komisk side. Det viste sig, at ikke engang Trolle som den forhåndenværende kirkes beskikkede Primas var i besiddelse af en bibel eller en salmebog. Begge dele måtte de låne hos de ombordværende hedninge.”

Til moderne rumekspeditioner bliver astronauterne gennemtestet i forhold til samarbejdsevner. Havde ekspeditionslederen udvalgt mændene med henblik på, om de kunne samarbejde?

”Nej, der er ikke tænkt over menneskelige egenskaber. Det var ikke nemt for Mylius-Erichsen at finde velkvalificerede videnskabsmænd og sømænd, der havde lyst til at bruge to år i en øde, frossen vildmark. Så ekspeditionsdeltagerne måtte bare få det til at fungere. Det skal dog siges, at mændene ofte hygger sig med musik, spil, mad og fejrer fødselsdage og højtider.”