Bogens første sætning lyder sådan: ”Hvilken tid lever vi i?”. Det er noget af et spørgsmål at stille. Man kan sætte forskellige etiketter på som svar. Den senmodernistiske tid! Den postmoderne tid! Det moderne er ikke længere moderne!
Slår man op i Den Store Danske får man en forklaring på det moderne. Det havde sit gennembrud med Brandes i 1870’erne, hvor mantraet var at sætte problemer under debat. Det blev en kulturpolitisk revolution, der også havde politiske følgevirkninger. Der kom opgør med romantikken og det gamle samfund. Det bærende i bondesamfundet som religion, ægteskab og traditionel social struktur blev mødt med fritænkeri, seksuel frihed og lighed. Den bærende fortælling i det gamle samfund var den bibelske historie. I den spejledes menneskelivet. Den var også den fælles vesterlandske fortælling. Om man kom til Californien eller Sibirien, begge steder var europæiske udvandringsområder, så var det den bibelske fortælling, der skabte horisonten.
Med det moderne gennembrud kom der langsomt en ny fortælling ind, der rummede demokrati, fremskridt og naturvidenskab. Den har haft sin tid med mennesket som altfyldende centrum. Hvad så nu? Har vi en fælles historie mere? Eller er det hele gået op i materialisme? Har forbrugersamfundet opædt både den gamle fortælling og den moderne?
Det er det livtag, Jakob Brønnum tager med nutiden i sin nye bog. Han er forfatter, cand.theol. og redaktør på en række andre medier, blandt andet Præsteforeningens Blad. Altså en mand med fingeren på pulsen. Han lader sig inspirere af den franske filosof Jean-Francois Lyotard (1924-1998), der i 1970’erne gjorde op med moderniteten. Der er ikke længere nogen fælles fortælling, der holder os sammen. Det er ikke, fordi den gamle fortælling er væk. Den virker bare ikke mere, siger han i sin kritik af videns- og forbrugersamfundet.
I sin bog går Brønnum så på jagt efter Den Store Fortælling, der blev væk. Kunne den ikke sige os noget? Det er som i den moderne fysik, at man søger efter den kosmiske baggrundsstråling, som ikke mere synes så aktuel, men som alligevel er vigtig. Den siger os noget, men hvad er det, den siger?
Brønnum kommer vidt omkring, og indimellem mister han lidt klarheden, men sådan er det nok med jagten efter grundfortællingen, der hele tiden kaster ny baggrundsstråling fra sig. Han tager fat om nogle af litteraturens store fortællere, der bar noget fra den kristne fortælling ind i moderniteten. Det er navne som Tolstoj, Dostojevskij, Thomas Mann og Tolkien. Det er kritikere som Kafka, Nietzsche og Camus. Det er ikke kun den skrevne litteratur, han bevæger sig i. Der er også plads til enkelte tv-serier. Der kunne godt have været flere med. Hvorfor mon DR har lavet en serie ”Herrens Veje” med tydelige tegn på den bibelske historie? Der sker så meget spændende inden for dramaserie-genren, hvor de gamle fortællinger dukker op på ny. Det aspekt havde jeg gerne set uddybet i bogen.
Det er en imponerende navnekavalkade, Brønnum disker op med, og det er en tour de force gennem modernitetens bøger. Alt dette leder frem til den tid, vi er i nu, hvor det er markedet, der er omdrejningspunktet, der har erstattet religionens store vision.
Mennesket er blevet uovervindeligt og altings endemål. Prisen? Ensomt står mennesket med sin mikrohistorie, der kun drejer sig om egoet og forbrug.
Det lyder trist og foruroligende. Alligevel er det, som om Brønnum med sit store udsyn løfter en tilsyneladende glemt dimension frem gennem genfortællingen af de store romaner. Han skal have stor tak for at give én lyst til selv at give sig i kast med Den Store Fortælling, der nok ikke er så glemt alligevel. Den har forresten også en plads hver søndag i tusindvis af kirker landet over. Desuden kunne man godt forestille sig, at klimadebatten åbner for en ny fortælling, der henter styrke fra den gamle fortælling.
En lille ting stødte mig undervejs i læsningen. Det var Brønnums tidsangivelser med et ”før og efter vor tidsregning”. Hvis vi stadig er i Den Store Fortællings baggrundsstråling, så hedder det ”før og efter Kristus”.