Pludselig gør han noget andet, og det er simpelthen virkelig godt. Pablo Llambías har ikke bare fjernet sit mellemnavn Henrik, han har også taget en ny retning i sit forfatterskab. De klart selvbiografiske tendenser med elementer af selvbeskuelse er pist borte, og de intellektuelle og historiske forelæsninger er så godt som forsvundet fra hans ny roman. I stedet står læseren med en lille, interessant sag af en roman om familiehemmeligheder. Den reelle og psykologiske sandhed om Luisas biologiske far driver læsningen fremad i et på én gang hektisk og opmærksomt tempo. Intet er, som man først får at vide.
Moren, Birthe, afslører på sit dødsleje, at det ene af hendes tre børn, Luisa, ikke har den far, hun hele livet har troet. Efter det første barn tog Birthe med veninden Anja på en charterrejse til Spanien, hvor hun undfangede Luisa med en spanier. Hun fortalte det aldrig til manden, Jannik, selvom han må have anet uråd på grund af datterens mørke udseende.
Afsløringen af familiehemmeligheden roder op i familiens selvforståelse, men også i fortiden. Det viser sig snart, at der er flere versioner af sandheden. Eller rettere, der er adskillige for- trængninger og løgne, som har deres egen psykologiske berettigelse.
Vi hører om miseren gennem alle de berørte. Birthes historie får vi dog kun i referat. Hun er nemlig det tomrum, som de andre cirkler om. Hendes selvundertrykkelse har præget deres liv, men med afsløringen har hun givet dem en chance for at skifte retning. Luisa griber ud efter denne mulighed. Hun vil have skiftet løgn og selvundertrykkelse ud med kærlighed og nærhed; alt det, Birthe drømte om, men ikke kunne overgive sig til.
Llambías tegner et skarpt portræt af en typisk dansk familie med alle dens fortrængninger – og især af forældrenes manglende evne til at sanse verden og seksualiteten, men også af deres beskedne forsøg. Moren havde oven i købet nogle akademiske ambitioner, hun aldrig fik udlevet. Under børnenes barndom og under familiens respektable overflade har der ligget en bombe, som hele tiden har truet med at eksplodere.
En banal historie om et eventyr på en charterrejse genskrives altså og forvandler sig til et sammensat, psykologisk drama.
Pablo Llambías iscenesætter de psykologiske nuancer med sans for spændingsbetonet timing og har skrevet en opslugende og eftertænksom fortælling. Hvis bare han også ville give helt los over for sanseligheden og smerten, som lurer under fortællingen; og hvis han ville gemme den distancerende intellektualisme – som i redegørelserne for hvordan det er at være indvandrer og adopteret barn – til mere krævende projekter. Ja, så er her måske en stjerne i svøb.
**Pablo Llambías: De elskendes bjerg. 216 sider. 199 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.