Hvilken bog er din nyttigste bog?
Det er K.E. Løgstrups ”Den etiske fordring” fra 1956.
Hvordan og hvornår har du brugt den?
Jeg læste bogen første gang i sin helhed i 1991. Da havde jeg læst fransk på universitetet et års tid og var begyndt at tænke på at skifte studium. Jeg gik til forelæsninger hos teologerne, idéhistorikerne og på kunsthistorie på Aarhus Universitet og opdagede, at Løgstrups ånd 10 år efter hans død stadig herskede på universitetet. Især selvfølgelig blandt teologer og religionsfilosoffer, men også andre steder. Det var, da jeg læste ”Den etiske fordring”, at jeg endeligt besluttede mig for at læse filosofi. Siden har jeg taget den frem mange gange. Løgstrup var ikke så begejstret for filosofi som systemtænkning, men mere optaget af eksistens-filosofien med dens menneskelige erfaringer. Det samme er jeg.
Hvad har du lært af den?
Løgstrup indleder bogen med en tillidsanalyse, og den er interessant for mig, der selv er ret tillidsfuld. For det handler ikke om at have blind eller naiv tillid til andre, men mere om, at ingen af os lever isoleret, men tværtimod stærkt forbundne. Vi kan føde nye muligheder i hinandens liv. Fremtiden kommer, fordi der er andre, der vil dig noget, og det skal du være åben over for. Løgstrup hæfter det blandt andet på Jesu livsforståelse om, at livet er skænket os. Lige der når teologien og filosofien sammen.
Jeg har også lært af Løgstrup, at hvis man skal tænke godt og formidle filosofi, så skal man også skrive godt. Man skal lære at skrive for at kunne tænke. Det handler blandt andet om, at ordene ikke må reducere menneskelig erfaring til noget simpelt, der hvor der er vigtige sammenhænge, modsigelser og konflikter at begribe. Det er de små nuancer i sproget, der betyder noget, og dem forstår man bedst på sit eget sprog. Blandt andet derfor bliver jeg ved med at læse danske litterære forfatterskaber. For Løgstrup var det uundværligt at få indsigt gennem litteraturen.