Når man igennem mange år har fulgt Løgstrup-receptionen herhjemme, er det interessant at iagttage, hvordan den anden generation af Løgstrup-forskere er ved at etablere sig med David Bugge og Bjørn Rabjerg som fremtrædende navne. Hvor den store første generation havde kendt Løgstrup personligt, fulgt hans undervisning og måske endda kommet i hans hjem, kender den anden generation kun Løgstrup gennem hans skrifter (og første generations mundtlige beretninger).
Hvor den første generation fulgte tilblivelsen af Løgstrups tænkning fra cirka ”Den etiske fordring” (1956) og frem til de sene værker tæt og for nogles vedkommende med en vis ret så sig som medarbejdere i udviklingen af tænkningen, har anden generation kun mødt Løgstrup som et afsluttet værk, et intellektuelt monument. På sin vis er dette en banalitet, for sådan går det med alle store tænkere, der bliver stående. Men fordi Løgstrup er så ”tæt på” i vores danske sammenhæng, bliver mekanismerne meget tydelige: Første generation forholdt sig til den levende Løgstrup i stadig proces, og det kulminerede med, at de stod for udgivelsen af de uafsluttede metafysik-bind; anden generation forholder sig til den døde Løgstrup, der satte det sidste punktum for mange år siden i 1981.
Bjørn Rabjerg (født 1975) er adjunkt i etik og religionsfilosofi og daglig leder af Løgstrup Arkivet ved Aarhus Universitet. Han har nu udgivet sin ph.d.-afhandling i omarbejdet form, og han gør selv en pointe ud af generationsforskellene. Løgstrups værk er i dag også i en anden forstand et samlet korpus. Mange af hans skrifter, der tidligere var uudgivne eller lidet påagtede, er i de senere år blevet (gen)udgivet og grundigt kommenteret i forlaget Klims fortjenstfulde Løgstrup-bibliotek. Endnu udestår der vel nogle ting, men hvor man for år tilbage ”hoppede” fra det ene hovedværk til det andet og baksede med at etablere sammenhænge, er hullerne mellem hovedværkerne i dag i vidt omfang fyldt ud, og det giver en ny og bedre mulighed for at se Løgstrups værk i dets indre sammenhæng og kontinuerlige udvikling.
Og hvad ser Rabjerg da? Han ser, at Løgstrup først og sidst var teolog. Og at det dermed i en vis forstand er misvisende også at betegne ham som filosof, eller som teologen og filosoffen K.E. Løgstrup. Løgstrup havde ikke en særlig passérseddel, der satte ham i stand til, modsat andre teologer, at færdes frit i både teologiens og filosofiens riger og lande. Hans teologi havde en filosofisk dimension, fordi han i et opgør med den åbenbaringsteologi, dialektiske teologi og eksistensteologi, der påvirkede ham i hans formative år, lagde vægt på, at forkyndelsen må have et anknytningspunkt i den menneskelige tilværelse; troen kan ikke være absurd eller paradoksal, for så bliver den ikke til at skelne fra obskurantisme eller fra en korsfæstelse af intellektet; den må hvile på en forståelse.
Dette er selvfølgelig alment kendt, men Rabjerg mener uden dog at blive meget polemisk tydelig, at første generation har overdrevet Løgstrups originalitet og radikaliteten i hans opgør med det, han kom af. Nogle (filosoffer) har udlagt ham som en filosof, der kunne løsnes helt fra den kristne teologi; de fleste af de teologiske elever har opfattet ham som grundlæggeren af en ny skole, skabelsesteologien. Og Løgstrups teologiske kritikere opfattede ham spejlvendt som ”humanist” og slet ikke rigtig teolog.
Rabjerg mener derimod, at Løgstrup forbliver ikke blot eksistens- og åbenbaringsteolog, men sågar tidehvervsmand (!) hele livet igennem. Han søger blot til stadighed at påvise det, han finder kritisabelt og problematisk, og han bliver ved og ved med langsomt at vikle sig ud af det, han var opflasket med i sin ungdom, men han lander ikke et helt andet sted. Der er på mange måder tale om en intern kritik, der ikke anfægter visse grundlæggende præmisser. Løgstrup er meget mere barn af sin teologiske tid, end vi hidtil har troet. Dengang man stod midt i de drabelige kampe og polemikker, var det bare ikke til at se for al røgen. Men nu er vi kommet på klarhedens afstand.
Jeg har ikke her plads til at gengive Rabjergs argumentation, men han taler sin sag godt med lange linjeføringer gennem de kendte og mindre kendte skrifter. Løgstrup kommer faktisk til at hænge bedre sammen, og visse kroniske problemer ved at se ham som filosof eller som en særlig slags (skabelses)teolog fortoner sig på behagelig vis. Den sene Løgstrup med ”sansningen”, ”den analoge orden” og ”det singulære universale” er dog også hos Rabjerg lige så sindssygt svær at forstå, som han altid har været. Man kan godt fornemme, at gennemgangen af det sene værk er tilføjet den oprindelige afhandling, og det burde måske have været udskudt til senere gennemarbejdning.
Men ellers er bogen forbilledligt klart tænkt, skrevet og organiseret. Hvis man tillader lidt fodbold-metaforik, har Rabjerg hele tiden fuld kontrol over bolden og spiller den på god akademisk vis rundt på banen i fine mønstre i sin ny(re)-konstruktion af værket. Et enkelt sted tager han dog pludselig en lang og kreativ dribletur mod mål, da han ny-fortolker de berømte ”suveræne livsytringer” som noget, han kalder ”personåbenbaringer”. Han måtte godt her have markeret tydeligere, at han nu indlod sig på en hasarderet og crazy aktion! Og vi ville også godt lige have set den i replay nogle gange.
Omkostningen ved at forankre Løgstrup så meget i sin tid og sin kontekst er selvfølgelig, at han kan komme til at fremstå lige lovlig lokal og lige lovlig museal, polemisk bundet op på nogle sammenhænge, som måske ikke fremstår lysende interessante og relevante til andre tider og på andre steder. Selvom det givetvis ikke er Rabjergs hensigt, kan denne udgave af Løgstrup virke noget sværere at bringe i spil i forhold til såvel aktuel kulturanalyse, samfundsdebat og filosofi som til en bredere diskussion af teologi, kristendom og religion.
Og det fascinerende ved Løgstrup har ellers altid været, at han kunne befrugte diskussionen i så mange forskellige sammenhænge fra børnelitteratur til skoleformål. Han er så spilbar, og han kan gøre andre gode ved at se åbningerne, for nu at fremture i fodboldmetaforikken. Hvad var det ved hans tænkning, der gav ham denne særlige evne? Det kunne være et spørgsmål til den tredje generation af Løgstrup-forskere, når den en dag dukker op.