Prøv avisen
Forfatterinterview

Karen Blixen var løvinden, der sammenlignede sig selv med Lucifer

Tom Buk-Swienty føler sig efterhånden som et medlem af familien Dinesen, som han som forfatter har fulgt gennem 10 år og fire store bøger. Her er han ved Karen Blixens grav. – Fotos: Leif Tuxen

Journalisten og historikeren Tom Buk-Swienty har fulgt familien Dinesen gennem mere end 10 år og skrevet adskillige store biografier. Nu er han aktuel med biografien ”Løvinden” om familiens mest kendte medlem, Karen Blixen, der som ung rejste til Kenya, hvor hun eksperimenterede med både islam, afrikansk heksekunst og ikke mindst erhvervslivet

Med lette skridt går forfatteren, historikeren og journalisten Tom Buk-Swienty op mod Karen Blixens grav bag Rungstedlund.

”Jeg tror, vi skal denne vej,” siger han med et smil og vrider en regnvåd bøgegren til side på skovstien, der fører op til gravstenen, der ligger som en stor efterladt bog under en endnu større, gammel bøg. ”Karen Blixen” står der bare på stenen ved nordsjællandske Rungstedlund, men i Kenya, hvor den verdenskendte forfatter hellere ville have været begravet på Ngong Hills, kaldte de lokale hende for ”Løvinden”.

Det er også navnet på Tom Buk-Swientys nye store biografi om den berømte baronesse, som han til gengæld kalder Tanne gennem hele bogen. For det blev hun kaldt blandt sine nærmeste venner og familie. Biografien, der allerede er købt af Nordisk Film med henblik på en kommende storfilm, går især tæt på den unge kvinde, Tanne, der fuld af udlængsel, men også med tendens til tungsind, drog ud for at gifte sig med sin grandfætter, Bror Blixen, i det nuværende Kenya, hvor det unge par med familiens enorme formue i ryggen havde tænkt sig at tjene styrtende med penge på at dyrke kaffe i det, der dengang lignede en stensikker forretning. Jordpriserne steg og steg, og derhjemme i Europa kunne ingen få kaffe nok.

17 år senere havde hun mistet næsten alt. Kaffefirmaet, der faktisk ikke blot bestod af én, men tre store afrikanske farme på et areal, der svarer til Albertslund Kommune, var gået konkurs, og hvad der i dag svarer til 100 millioner kroner af især onklens penge var tabt. Ægteskabet var gået i stykker længe inden. Den utro mand havde smittet hende med både økonomiske bekymringer og syfilis, da hun selv overtog direktørposten som ung kvindelig erhvervspioner med ansvar for op mod 1000 ansatte.

Men selvom hun faktisk var en dygtig direktør, regnede ulykkerne ned over familiens kaffefarme som Faraos plager – endda helt bogstaveligt med en overflod af græshopper og værre endnu med Første Verdenskrig, der gjorde det sværere at være eksportvirksomhed. Jordpriserne styrtdykkede, og høsten slog fejl gang på gang. Ikke mindst fordi firmaets kaffemarker lå for højt oppe i bjerglandskabet, så der i virkeligheden var for køligt. I mellemtiden havde hun mange eventyr med vilde jagter og ikke mindst mødet med sin nye elsker, Denys Finch Hatton, som dog fløj ud af hendes liv og senere omkom i et flystyrt, så hun måtte rejse tomhændet hjem til den danske, ”flade, triste udsigt” – ironisk nok over Øresund fra Strandvejen ved Rungstedlund, hvor hun nu måtte leve på sin mors og brors nåde og penge. Men hun havde én ting tilbage, der var hendes egen ejendom – fortællingerne.

”Mesterværkerne ’Den afrikanske farm’ og ’Syv fantastiske fortællinger’ kunne ikke være blevet skrevet uden de skæbnesvangre år i Afrika. Men hendes egen historie kunne til gengæld ikke være blevet skrevet uden hendes families fortælling. Karen Blixens egen fortælling er selvfølgelig kronjuvelen i den familiekrønike, så det føles lidt underligt endelig at stå ved vejs ende,” fortæller Tom Buk-Swienty og kigger ned på Blixens gravsten, der er våd af den danske ”regntid”.

Selv er Tom Buk-Swienty i strålende humør, men nu har han også gennemført en rejse, der har varet mere end 10 år, siden han ved et tilfælde opdagede Kaptajn Dinesens krigserindringer ”Fra 8. Brigade”. Dengang rodede Tom Buk-Swienty stadig rundt i en skyttegrav af arkiver på Det Kongelige Bibliotek for at blive klogere på krigen i 1864 – for at skrive sine store bøger ”Slagtebænk Dybbøl” og ”Dommedag Als” om nederlaget, der ændrede Danmark for altid. Og ingen beskrev de blodige slag ved Dybbøl Mølle bedre end denne Wilhelm Dinesen.

”I begyndelsen anede jeg slet ikke, at det var Karen Blixens far, der skrev så godt,” siger Tom Buk-Swienty nærmest undskyldende, men da den danske historiker og journalist først tog fat på historien om Kaptajn Dinesen var det ”helt umuligt at komme ud af den familie igen”. Først blev det til to store bøger om Wilhelm Dinesen, der nåede at deltage i tre krige på flere kontinenter, inden han allerede døde som 49-årig efter et mystisk selvmord. Og siden skrev Tom Buk-Swienty også en bog om Wilhelm Dinesens søn, Thomas Dinesen, der også blev soldat, og som bror til Karen Blixen blev hendes mest fortrolige penneven.

”Sådan udviklede det hele sig til en familiesaga. Wilhelm Dinesen var en dybt interessant mand, der på den ene side var fanget i en gammel verden i sin herregårdskultur, men på den anden side var en moderne mand, der skrev jagtessays. Det, jeg opdagede, da jeg skrev om Wilhelm Dinesen, var, at han som søn af en krigshelt fra Treårskrigen levede i skyggen af sin bryske far, A.W. Dinesen, som han tog afstand fra, men alligevel følte, at han blev nødt til at være som. Det var det, der fik ham i krig. Jeg arbejdede meget tæt sammen med Wilhelm Dinesens barnebarn, der selvfølgelig også havde en far, Thomas Dinesen, der havde været i krig. Og sådan opdagede jeg, at det ikke kun var Wilhelm Dinesen, der følte, at han skulle leve op til familietraditionerne, men i høj grad også Thomas Dinesen, som blev soldat under Første Verdenskrig for at forsøge at gøre det, som han troede hans far, som han aldrig havde lært at kende, forventede af ham. Og endelig blev det måske mest af alt Karen Blixen, der som vildtjæger i Afrika levede op til faderens forventninger. På mange måder var det også hende, der fik sin bror Thomas ud i krig, fordi hun om nogen i den familie forsøgte at leve i sin fars ånd. Om nogen var det faktisk hende, der ville være sin fars søn. Og for mig slutter ringen i familiesagaen med den store hang og trang til at komme ud på eventyr i den store verden den dag, hvor Karen Blixen træder fra borde og må forlade Afrika.”

”Løvinden” Karen Blixen var dog ifølge Tom Buk-Swientys nye bog også en sammensat person, og da hendes bror endelig kom i krig, var hun næsten for ængstelig til at åbne brevene fra ham, fordi hun var så bange for, at der skulle ske ham noget. På et tidspunkt gik hun endda til en heksedoktor, der mente, at han kunne beskytte broderen mod fjendens våben og sikre ham krigslykke.

”Det viser jo, hvor meget Karen Blixen holder af sin lillebror, som hun hele sit liv var tættest på. Og hun må have tænkt over, hvad hun havde sat i værk. Hun vidste jo godt, at krig var farligt, så hun blev hundeangst for, at der skulle ske ham noget. Men hun var også stolt, da han fik Viktoriakorset (den fornemste britiske militære tapperhedsmedalje, som kun tre andre danskere har modtaget, red.), og hvis hun selv havde været soldat, havde hun sikkert også selv fået det.”

Du citerer jo også et brev, hvor hun skrev til broderen, at hun også fortjente Victoriakorset for sit slid som direktør på kaffefarmen?

”Ja, det er kosteligt. Men hun var en sammensat person, som både kunne være frygtløs, men også ramt af sygdom og bekymringer. Og i sit sind var hun også en kvinde med store spændingsfelter. Det ser man allerede i det øjeblik, hvor hun stiger ombord på skibet mod Mombasa, da er hun deprimeret. Hun havde en depressiv side, som hun ikke havde fra fremmede, for det havde faderen også, men samtidig kunne hun være eksalteret og charmerende. Det var en vekselstrøm i hende, som fortsatte hele livet. Og det kunne man sikkert også godt give en form for diagnose, hvis man havde lyst til det.”

I Afrika oplevede Karen Blixen også et kulturelt spændingsfelt. Med sig fra den danske overklasse havde hun udover porcelæn og champagneglas et stort bibliotek med dansk guldalderlitteratur – blandt andet med en god del af Grundtvigs forfatterskab, og Bibelen var en brønd af fortællinger, hun blev ved at fiske i. Men i Afrika blev hun nærmest mere optaget af Koranen, fortæller Tom Buk-Swienty:

”På et tidspunkt blev hendes mand, Bror Blixen, så træt af at høre om Koranen, at han indførte en daglig fredszone fra klokken 12-16, hvor han ikke gad høre om Koranen, for den optog Karen Blixen meget. Hjemmefra kom hun fra en familie med et spændende forhold til religion. Faderen var til sin godsejerfamilies ærgrelse ateist, mens moderen var unitar. Det vil sige, at hun ikke troede på treenigheden, men hun kæmpede forgæves for at få den tro godkendt i folkekirken. Thomas blev også ateist med familiens opbakning, mens Karen Blixen var mere åben for det spirituelle.”

Blandt vennekredsen i Afrika var blandt andet en adelig mand, der var konverteret til islam, og ham førte hun lange samtaler med.

”Hun kunne også blive rasende, hvis andre havde fordomme om muslimer, eller muhamedanere, som hun selv kaldte dem. De muslimer, hun havde lært at kende, havde en nærmest stoisk ro over sig, som hun beundrede meget. Til gengæld kunne hun godt være lidt skeptisk over for folk, der slet ikke drak alkohol. De manglede ligesom lidt livssaft, mente hun, så hun blev aldrig rigtig muslim, men hun endte heller ikke som kirkegænger, men mere med en til tider esoterisk skæbnetro på, at der findes en styrende kraft, som man godt kan kalde Gud.”

Ligesom hendes storkefortælling, hvor de tilsyneladende tilfældige livsretninger til sidst danner mønsteret af en stork?

”Ja, den historie var hun glad for, men hun mente også, at man skal tage sin skæbne på sig og forfølge den aktivt. Det var det, hun gjorde i Afrika, hvor hun forsøgte at blive herre i sit eget liv. Og i et brev til Thomas sammenligner hun oven i købet sig selv med Lucifer, den faldne engel, der aldrig ville kunne trives med sin ellers høje position i Paradiset. Han ville være sin egen herre. Og sådan drømte Karen Blixen allerede som ung om at bryde ud af sit pæne paradisbur i overklassen for at få sin egen frihed.”

I et ungdomsdigt skrev den dengang 18-årige rigmandsdatter Karen Dinesen for eksempel ”I mit fængsel synger mit hjerte kun om vinger – kun om vinger”. Men hun endte alligevel i en form for Jobs Bog i Kenya, hvor alt gik galt som et eksempel på, at man ikke kan styre sin egen skæbne.

”Til gengæld forsøgte hun så at styre fortællingen om sit liv,” påpeger Tom Buk-Swienty:

”’Den afrikanske farm’ er jo et glansbillede af, hvad der faktisk foregik. På den måde er det mere en roman end en selvbiografi, og det interessante er at se, hvad hun udelader. For eksempel det besværlige forhold til sin rige onkel, der var bestyrelsesformand for kaffeselskabet, men slet ikke bliver nævnt i ’Den afrikanske farm’. Men da jeg fandt brevvekslingen med ham, som først blev offentliggjort sidste år i en bog, som kun Kristeligt Dagblad anmeldte, men som jeg læste parallelt med udgivelsen, var det som at finde det missing link. For det tegner et helt nyt billede af Karen Blixen som erhvervskvinde, der havde langt mere sans for forretningen end Bror Blixen. Men hun kunne stadig være vanvittig dekadent. Mens de svømmede i regninger på farmen, tog hun for eksempel til Paris og købte tøj for 200.000 kroner. Og hun skrev et sted, at hun hellere ville undvære næsen eller sin arm end at leve uden penge.”

Det eneste, ”Løvinden” ikke kunne undvære, var luksus – og sine fortællinger.

8

Karen Blixen Foto: Ritzau Scanpix
Tom Buk-Swienty ved Rungstedlund.

Hun kunne også blive rasende, hvis andre havde fordomme om muslimer, eller muhamedanere, som hun selv kaldte dem. De muslimer, hun havde lært at kende, havde en nærmest stoisk ro over sig, som hun beundrede meget

Tom Buk-Swiety, forfatter og aktuel med ny bog om Karen Blixen