Forrige weekend arrangerede Samsø Museumsforening temadage om Thorkild Bjørnvig (1918-2004). De foregik på Samsø, fordi forfatteren de sidste godt 30 år af sit liv boede på øen. Programmet indeholdt blandt andet foredrag om Bjørnvig og Samsø, om Bjørnvigs aktualitet i dag, en gåtur i Nordby Bakker i området ved digterens bolig og besøg på Samsø Museum for at se en udstilling om Bjørnvig og øen.
Jeg skulle tale om forholdet mellem Bjørnvig og Martin A. Hansen, og jeg argumenterede blandt andet for, at hvis man, som filmatiseringen af ”Pagten” gør, ser bort fra, at Bjørnvigs forhold til Karen Blixen kun var den ene del af en kompleks forførelsesproblematik, som i høj grad også inkluderede Hansen, går man glip af det egentlige: nemlig at Blixen og Hansen fra hver deres side forsøgte at få Bjørnvig til at opfylde de modsatrettede forhåbninger og hensigter, de hver især havde i forhold til ham.
Desværre havde jeg kun mulighed for at være med om lørdagen, men hvor var det en vidunderlig dag! Vi var meget begunstigede af vejret, hvor septembers himmel netop var så blå, der var praktisk talt vindstille og lunt solskin.
Det var Thore Bjørnvig, søn af forfatteren, som var guide på den litterære gåtur i området. Han oplæste digte og dagbogscitater, der relaterede sig netop til de steder, vi befandt os, og det fungerede glimrende.
I 2014 indviedes ”Digter og landskab – Martin A. Hansen på Stevns”, som forfatterens søn, Hans-Ole Hansen, og jeg havde lavet sammen. Mig bekendt landets første fuldt udfoldede eksempel på en digterrute, så jeg vidste på forhånd, hvor givende denne form er: en synliggørelse af sammenhængen mellem litteratur og landskab, kultur og natur. Og netop så indlysende hvad angår en forfatter som Thorkild Bjørnvig, for hvem naturen, dyrene og kosmos betød så meget.
Ved at befinde sig på selve de steder, en digters tekster er inspireret af, foregår i eller omhandler, ser man ind i forfatterens inspiration og får et indblik i den kunstneriske skabelsesproces. Man får muligheden for at anskue forfatterskabet fra en ny synsvinkel og for at se motiver og temaer i et nyt lys. Man får øje for stedernes betydning. Man får et andet blik for naturen og déns betydning. Og ved at man er til stede med ånd og krop ude i naturen og beskæftiger sig med dennes sammenhæng med kultur, forbindes nogle størrelser, som ellers oftest er adskilt i hver deres mentale og fysiske rum.
Disse temadage tjente mange gode formål. De medvirker til at stimulere interessen for et forfatterskab og til at forstå det bedre eller anderledes. Og de er utvivlsomt til gavn før øen, for dels havde flere af deltagerne aldrig eller kun en enkelt gang været der, dels får Samsø fremvist en værdifuld kulturel aktivitet – det er bestemt ikke kun i hovedstaden eller de store byer, at kulturen finder sted.
Endelig var vi deltagere en blandet flok. Der var lokale beboere, litterater, ornitologer, teologer, museumsfolk og meget andet. Det viste sig, at flere havde jeg truffet tidligere rundt omkring i landet i forskellige sammenhænge, der har med litteratur at gøre. Det var elementært hyggeligt at mødes igen i kraft af en fælles interesse, men det gav også reliefsættende stof til eftertanke.
For er det ikke netop arrangementer som disse, der holder beskæftigelsen med litteratur levende? Er det ikke sådanne ildsjæle, som er en afgørende faktor i landets litterære og kulturelle liv? Og det i langt højere grad end mange af medierne, der på én gang systematisk nedprioriterer kulturstoffet, og som med en overfladisk og modestyret behandling af det forfladiger det i en tilsyneladende bundløs grad af undervurdering af læsende menneskers åndelige kapacitet.
I klummen ”Relief” sætter sognepræst og litteraturhistoriker Anders Thyrring Andersen kritiske spørgsmålstegn ved de dominerende opfattelser i tidens kultur- og samfundsdebat.