Prøv avisen

Lokalhistorie med vingefang

Ole Thomsen: Det lune land. Om liv på Mols. 304 sider. 349 kroner. Foto: Forlaget Wunderbuch.

Ole Thomsen har skrevet en imponerende mangfoldig og finurlig lokalhistorie om Mols, hvor han selv er opvokset

Kan trofasthed mod det smalle udgangspunkt hvormed menes det snurrende urværk: landsbyen Tved vække den brede interesse? Ole Thomsen, klassisk filolog og dr.phil., gør sig i indledningen til sit storværk Det lune land. Om liv på Mols forhåbninger om, at det kan lade sig gøre. Og de følgende mange, stofmættede sider demonstrerer til fulde, at det kan det.

LÆS OGSÅ: Det spørger mest i Jylland

Landsbyen i de år, som vi møder den, er en verden af liv. Intet er for småt til at blive nævnt: Det mindste kan rumme det største. Det lune land en mosaik af mennesker og skæbner til skiftende tider er den mest dybdegående, mangfoldige og velskrevne lokalhistorie, jeg har været i næheden af.

At jeg umiddelbart vægrer mig ved at anvende betegnelsen lokalhistorie, er egentlig urimeligt. For det er jo, hvad bogen er. Men trods den konsekvente forankring i det nære opleves historien grundlæggende som almen. Den handler om liv og nærvær, om nogle værdier, der har gyldighed til alle tider, hvis ellers mennesker vil hinanden det godt.

Dette brede, eksistentielle sigte understøttes af Ole Thomsens finurlige og veloplagte sprog gennemtrængt af lunheden, som titlen antyder, og kendetegnet ved fortrolighed med den virkelighed og ikke mindst med den ånd han med en smittende fortælleglæde lægger frem. Bogens litterære kvaliteter er oplagte. Forfatteren forholder sig til sit stof både med videnskabsmandens disciplin og med digterens indlevelse.

Ole Thomsens krav til sig selv har været, at alt, hvad han fortæller om Tved og egnen deromkring, skal have sin rigtighed. Imidlertid garderer han sig med en præcisering: for den, der følger, hvad han kalder den lune vej, skal dette med sandhed eller ej ikke tages helt efter pålydende.

Beretningen kan ikke altid passe ud i alle kroge og på alle planer. Alligevel skal det helst være tilfældet, insisterer han. Men, som han videre fremhæver, også det, hvorom man siger, at er det ikke sandt, er det godt fundet på, kan på sin egen skæve måde være tro mod det sande.

Et enestående rigt kildemateriale har været til Thomsens disposition. Dette skyldes især Niels Viggo Madsen (1923-2008), sognefoged i Tved 1962-1970, dertil historiker, samler og spillemand, samt Martin Andersen, kaldet Martin Evald (1904-1957), mageløs kronikør og en af bogens hovedpersoner. Han begyndte med at uddanne sig til lærer, men måtte opgive på grund af sygdom og fandt en livsopgave i at granske egnens historie og slægtsforhold. I en alder af 47 kom han på alderdomshjem. Trods vanskelige forhold han mistede førligheden overgav han sig ikke til selvynken, men blev blandt andet forfatter til 16 bind erindringer, sirligt håndskrevne og alle med et udtømmende register. Nævnes må også Anders Olsen (1881-1948), digter og professionel fotograf de medtagne billeder udgør en væsentlig del af bogen samt breve skrevet af kloge, kærlige, sprudlende kvinder fra 1870erne og frem.

Afgørende for bogen er det, at Ole Thomsen ikke udelukkende har læst sig til det beskrevne, men selv er en medvider, opvokset som han er med rod i byens brugsforening, hvor hans far og tidligere igen hans bedstefar var uddeler. Thomsen har kendt flere af de personer, han skriver om, og bidrager med mange oplysende vidneudsagn. Hans fortrolighed med ånden på stedet er i høj grad en forudsætning for, at den bliver til virkelighed for læseren.

Det lune land er særledes underholdende sædeskildring, et stykke sanset kulturhistorie fyldt med smalle detaljer af bred interesse. Som når Martin Evald med smilende, altædende akkuratesse giver en indtrængende skildring af bryllupsfest i vinteren 1941. Mellem deltagerne bemærker vi en anden af bogens fremtrædende personer, Jens Mathias Eriksen (1889-1964), præst i Tved fra 1919 til 1959, og fra 1936 tillige provst, i fuld udfoldelse han havde afkastet både jakke og vest og fægtende med arme og ben og var i sin iver så uheldig at træde stortrommen i stykker.

I øvrigt præsenteres Eriksen som en af mellem- og efterkrigstidens store prædikanter. Blandt hans tilhørere kunne kirkeminister Bodil Koch være. Og hun førte an i latteren over hans hug og humor.

Bogen fortæller om livet inden for, hvad Ole Thomsen kalder det selvhjulpne landdemokrati, der angives at vare 100 år, fra 1860 til 1960. Han skriver i reaktion mod den udbredte klichéopfattelse af landsbyen som nivellerende, sladrevorn og dræbende.

Nej, landsbykulturen i tiden præget af andelsbevægelsen var tværtimod stor, moden og munter. En vurdering, som han understøtter af bogen.

Det var endvidere en tid, hvor man ikke talte om at komme hinanden ved. Fordi dette at komme hinanden ved var en naturlig del af hverdagen. Noget, som kommer smukt til udtryk i omsorgen for de enlige. Hvad ungkarlen Martin Evald dog ikke modtog af madgaver! For året 1950 opregner han hele 88 leverancer. Og skulle familien i brugsfore-ningen på søndagstur, tog man ikke af sted med en ledig plads i bilen uden at spørge, om Martin Evald ville have den.

Kristeligt Dagblad bringer senere på måneden et interview med Ole Thomsen