Lolita tager til genmæle

”Kan litteraturen tjene som undskyldning for alt?”, spørger franske Vanessa Springora i sit vidnesbyrd om en forfatterstjernes rystende sexovergreb

Lolita tager til genmæle

2020 var kun få dage gammel, da en veritabel bombe sprang under Paris’ litterære parnas og sendte chokbølger gennem Europas læsende kredse. Bomben var en ellers ukendt debutant, 47-årige Vanessa Springoras, autobiografiske ”Samtykket” – en chokerende vidnesbyrdberetning om seksuelle overgreb, pædofili og en litterær elite, der tilsyneladende er rede til at se bort fra misbrug af mindreårige, al den stund overgrebsmanden er en fremtrædende forfatter fra cirklens inderkreds. Nu foreligger Springoras skelsættende værk på dansk.

I romanen beskriver Springora mødet med den nu 83-årige forfatter Gabriel Matzneff, der slet skjult optræder under initialerne G.M. værket igennem. Fortælleren er teenager, da hun første gang støder på den prisbelønnede forfatter under et middagsselskab i 1986. Allerede dengang var den midaldrende Matzneffs seksuelle præferencer for helt unge drenge og piger offentligt kendt i det franske selskabsliv – et tema, han hyppigt behandler i sit forfatterskab, som foruden en række dagbogsskrivelser blandt andet tæller det berømte essay fra 1974 ”Les moins des seize ans” (Dem under seksten år), hvori han søger at aftabuisere pædofili gennem indgående beskrivelser af blandt andet sit overgreb på en 12-årig dreng. I årevis skrev han åbent om sin hang til mindreårige af begge køn, alt imens det litterære aristokrati så logrende til.

Unge Vanessa er det oplagte offer for G.M.’s uhyrlige tilbøjeligheder. Som enebarn af en distanceret karrieremor, faderløs og tilovers, fylder hun tomrummet og ensomheden ud med stakkevis af bøger. Så da den velrenommerede forfatter og faderskikkelse kaster sin interesse på den lille Vanessa og overdynger hende med hede kærlighedsbreve, føler hun sig for første gang set og ønsket. Han er 50, hun bare 13, da de mødes første gang. Herpå følger Springoras rædselsvækkende detaljerede skildring af groomingens dæmoniske psykologi. Hvordan han ophøjer deres relation til noget særligt ædelt, som nypuritanere og andre undermennesker ikke kan forstå, hvordan han efterhånden afskærer hende fra venner og familie, hvordan han voldtager, ydmyger og udsletter hende systematisk.

Springora skriver hjerteskærende nøgternt, forstandigt og fuld af psykologisk indsigt. Den 14-åriges naive ungpigeforelskelse, ambivalensen, da det gradvist viser sig, hvilket grusomt, kalkuleret overgreb hun er genstand for, den kvælende klaustrofobi, da hun indser, at hun aldrig vil kunne vriste sig helt fri af sin overgrebsmands tag, men altid være fanget som objekt i hans narrativ.

For naturligvis bruger han også forholdet til Vanessa, hendes navn, billede og gamle breve som pikant romanstof, som ”litterær propaganda”, som hun kalder det, længe efter deres forhold er ophørt, ligesom han har brugt et hav af andre unge erobringer som stof i sit forfatterskab. Og mens Matzneff høster litterære priser og toner frem i det ene prestigiøse tv-show efter det andet, rakker Vanessa rundt på kanten af et sammenbrud i flere år efter overgrebet.

Vendepunktet kommer først mange år senere, da Springora, måske ansporet af tidens MeToo-bølge og samtykkedebat, sander, at hun kun kan frigøre sig fra Matzneffs misbrug ved selv at indtage rollen som fortæller. Hun skriver:

”I årevis gik jeg rastløs rundt i mit bur, og mine drømme var fyldt med mord og hævn. Indtil den dag det endelig stod helt klart for mig, som en selvfølge, hvad det var, jeg skulle: fange jægeren i sin egen fælde, spærre ham inde i en bog.”

Værket får hermed en performativ karakter. Hun veksler magtforholdet gennem skriften. ”Samtykket” bliver Springoras raffinerede hævntogt og forløsning.

Bogen har forståeligt nok ført til bodsgang og offentlig selvransagelse i Frankrigs kulturkredse og en gennemgribende debat om den seksualmoralske beskaffenhed i samme segment. Først nu synes man for alvor at få luftet ud i den 1970’er-fims, der stadig hang i gardinerne hos kultureliten langt op i 1980’erne, hvor opgøret med samfundets småborgerlige seksualmoral lidt for ofte førte til en forkvaklet apologi for pædofili og idealisering af kunstnergeniets grænseoverskridende adfærd.

I 1977 kunne man således læse et forsvar for afkriminaliseringen af sex mellem børn og voksne i avisen Le Monde, redigeret af ingen ringere end selvsamme Matzneff og underskrevet af cremen af den franske intelligentsia: Deleuze, Roland Barthes, Satre, Simone de Beauvoir. Den slags er heldigvis utænkeligt i dag. Og alligevel har en mand som Matzneff formået at leve som erklæret pædofil i al offentlighed i ly af sit forfatterskab – indtil nu. I dag er den 83-årige forfatter politianmeldt som følge af de rørelser, som Springoras beretning har skabt.

”Samtykket” er en væsentlig vidnesbyrdberetning, hvis værdi rækker langt ud over det rent litterære. Det forbudte forhold mellem en purung pige og en aldrende forfatter er langtfra nogen ny trope i litteraturen. Men nyt er det, at rollerne er vendt, så Lolita fra Vladimir Nabokovs berømte roman af samme titel fra 1955 nu får taletid. Og det er bestemt værd at lytte til hendes tankevækkende, saglige og frygtløse stemme.