Det er umuligt ikke at spoile lidt af ”Kagefabrikken” ved at fortælle om den.
Filmen har en lumsk plan om at snige sig ind på publikum ved at fremstå som en god, råhyggelig pæredansk folkekomedie. På plakaten står filmens skuespillere, med altid pålidelige Nicholas Bro i forgrunden, arrangeret som små fødselsdagslys på en lagkage. Og så er der titlen, ”Kagefabrikken”. Det kan næsten ikke virke mere hyggedansk.
Men det er kun en forklædning. På et tidspunkt, lidt over halvvejs i filmen, står det ualmindelig klart, at ”Kagefabrikken” ikke er nogen almindelig dansk komedie. Det vil være synd og skam at afsløre, hvad der sker netop på det tidspunkt, men det har noget at gøre med, at vores hovedperson, direktøren for kagefabrikken (Nicholas Bro), går på jagt sammen med firmaets tørklædeindhyllede rengøringskone (Bahar Pars). Lyder det mærkeligt? Så bare vent til det, der sker efter jagten.
Indtil da kan man sagtens blive snydt. Det ligner unægtelig klassisk dansk folkekomedie, da Nicholas Bro sidder på en vippe ved en pool i begyndelsen af filmen. En kraftig mand iført underbukser taber en sandwich i sin pool og har problemer med at fiske den op igen. Det må da være en komedie. Det ligner også en vaskeægte dansk komedie, da de overvægtige ansatte på kagefabrikken bliver sat til at tabe sig, fordi fabrikken nu skal bage "sunde kager". Tykke mennesker, der pukler løs på kondicykler, er jo virkelig sjovt på en god gammeldags, tryg måde. Ingen ved rigtig hvorfor, men det er vi blevet enige om gennem folkekomediens mangeårige påvirkning.
Og så begynder instruktør Christian Lollike, der debuterer som filminstruktør med ”Kagefabrikken”, at rive huller i farcen. Tonen bliver uvant u-hyggelig. Der er ikke noget usædvanligt ved, at direktøren Niels, der er ved at gå op i limningen, finder sammen med firmaets rengøringskone. Stressede mennesker, der skal finde sig selv igen ved at møde deres modsætning, mennesket i jordhøjde, er et af folkekomediens yndlingsgreb.
Men da Niels begynder at kæreste med rengøringskonen og at bage kager, der kombinerer det danske og det mellemøstlige, og de ansatte på fabrikken samtidig springer ud som hyggeracister, holder ”Kagefabrikken” op med at være folkekomedie. Den bliver bidsk satire. Det er ikke meningen, publikum skal gå lettede hjem. Det er meningen, de skal puffes ud på usikker grund. Der, hvor man pludselig skal forholde sig til noget. Endda tænke sig om. Måske endda risikere at skulle ændre sit verdenssyn.
Ja, undskyld, der blev den umiddelbare og rene oplevelse af ”Kagefabrikken” spoleret. Teatergængere, der har set Lollikes stykker på Aarhus Teater eller Sort/Hvid i København, vil ikke blive overrasket. Lollike er kendt som en fortæller, der meget gerne udfordrer publikum med samtidsproblematik og politiske temaer. Men det publikum, der bare lige skulle en tur i biffen for at grine af en tyk mand i underbukser og en sandwich i en pool, får sig en overraskelse. En revselse.
En lille én, i hvert fald. ”Kagefabrikken” er ikke en fortælling, der vælter verden med et usædvanligt klarsyn. Den stiller spørgsmål. Og den ripper op i den til tider bizarre selvforståelse, folkekomedien har masseret ind i os, såsom at tykke mennesker, der pukler løs på en kondicykel, pr. automatik udløser en latter. Den lyst til at stille spørgsmål og udfordre er meget velkommen i dansk film. Men en kagefabrik som en metafor for selvtilfreds danskhed er næsten for bedaget. Det gør aldrig rigtig ondt, når ”Kagefabrikken” prikker til danskheden.
Til gengæld opstår der nogle surrealistiske og fantastiske øjeblikke, når Christian Lollike går sine egne satiriske veje. Især den scene, hvor en frodig kvinde på kagefabrikken protesterer mod en fyringsrunde ved at tage tøjet af og bade sig i remonce og glasur, har en symbolik af stor poesi. Den kommunikerer klart. Og originalt. Den side af Christian Lollike er rigtig meget velkommen i dansk film.
Kagefabrikken. Instruktion: Christian Lollike. Manus: Sigrid Johannesen og Christian Lollike. Kamera: Manuel Alberto Claro. 107 minutter. Danmark 2022. Premiere i dag i biografer landet over.