Prøv avisen
Teater

Lollikes holbergske spejlkabinet

5 stjerner
Andreas Jebro er forrygende som Eramus Montanus i Christian Lollikes nytænkte version af Holberg-klassikeren. Her er han i selskab med sin kommende svigerfar, Jeronimus, spillet af Ole Testrup. – Foto: Emilia Therese/Aarhus Teater

Christian Lollike opdaterer konflikten mellem folk og elite i sin gentænkte version af ”Erasmus Montanus” på Aarhus Teater. Forestillingen er vild og vægtig og burde stå ved siden af Holberg på skolernes pensumlister

Aarhus Teaters gamle scene er forvandlet til et forunderligt papirdukketeater med todimensionelle dukker klædt i sort og hvidt. I enderne af stængerne sidder Christian Lollike og fører sine papirdukker hen imod et idéslagsmål i Ludvig Holbergs ånd.

Lollikes vildskab og polemik er denne gang tøjlet til et forlæg og en kun tosidet konflikt, men det forhindrer ham ikke i at opdatere konflikten mellem folk og elite.

Byens stolthed og hjemvendte akademiker Rasmus Bjerg – Erasmus Montanus på latin – gør i denne gentænkte udgave ikke op med jordens fladhed, men går i clinch med det kristne samfund, han kommer fra.

”Danmark er ikke bygget på kristne værdier, men på oplysningstankerne,” proklamerer Rasmus og river landsbyidyllen itu.

Forestillingens forunderlige scenografi er kreeret af det unge makkerpar Ida Grarup Nielsen og David Gehrt. Sammen har de tænkt helt ud af teaterboksen i skabelsen af by og bjerg, dyr og mennesker.

Kostumerne og de tegnede rekvisitter er genistreger. Scenen synes pludselig endeløst dyb og karaktererne forskrækkende flade. Sammenhængen mellem forestillingens scenografi og ærinde er uforlignelig.

Jeppe, Nille, Jacob, Per Degn, Jeronimus, Magdalone, Jesper Ridefoged og Lisbet er lige så todimensionelle og sort-hvide i krop, som de er i viden og udsyn. Men de er ikke uden handlekraft. Rasmus vender hjem fra København i 3D med næsen højt i sky. Han har fundet sandheden, og nu skal den pinedød påduttes de tåbelige bondetampe i dette hjørne af ”Udkantsdanmark”.

Han prøver at dreje deres ansigter, men de har kun to indstillinger: forfra og i profil. De kan og vil ikke se den vej, han ser.

Hele holdet leverer en kraftpræstation.

Anders Baggesen er rørende som den frustrerede far, der ikke længere kan kende sin søn og blot ønsker at se ham rette ind.

Lars Brygmanns Per Degn har et perfekt naivt blik, der matcher det nonsens, der tørt – og morsomt – flyder fra hans gab.

Dansk-egyptiske Zaki Youssef er en mindeværdig lillebror Jacob. Hans mørke lød er stift malet hvid, men hans uskolede danske afslører en anden baggrund.

Tårnhøje Andreas Jebro leverer suverænt som Erasmus Montanus. Han er modig og giver alt, hvad han har. Jebro skifter skizofrent mellem modi og humør, allierer sig med publikum, får os til at hyle af grin, indfanger os med sine dragende, retlydende argumenter, men skubber os væk med sin håbløst nedladende facon. Alle logiske slutninger slås fast med et lille salsatrin og et håndsvirp, som bliver gradvist mere famlende.

Til sidst må Rasmus sande, at flertallets argument vinder. Og derefter vendes alt på hovedet. Lollike er en teatrets auteur, en sand sceneanarkist og en mester i at skabe ubeskrivelige kaostilstande. Har man ikke set det før, bliver man blæst bagover. Forventer man det, bliver man ikke skuffet.

Han er også den mest markante stemme i dansk teater lige nu. Som i flygtningegyseren ”Living Dead”, der skræmte livet af teatergængere i november sidste år, ytrer han med ”Erasmus Montanus” endnu en gang sin bekymring for den vestlige verdens stigende højreorientering.

”Op, al den ting, som Gud har gjort,” synger kirkekoret, mens en stor plastic-moské vokser i baggrunden. Bilder vi os ind, at vores samfund er bygget på kristne værdier, og søger vi at genkristne samfundet på det grundlag for at skabe modvægt til islam, bygger vi noget oven på en falsk sandhed, der ikke kan holde. Det militante rød-hvide tambourorkester er lige så foruroligende som de burkaklædte skygger, der lurer bag den hvidkalkede landsbykirke.

Uanset ens politiske ståsted, kan man føle sig velkommen i Lollikes holbergske spejlkabinet. Han kan tage fat, hvor vi har ondt, og skabe sylespids absurd satire med en bismag.

Og han kan balancere forskellige argumenter på en knivsæg, så man på intet tidspunkt mister den anden side af syne. Det er oplysende teater, der burde stå ved siden af Holberg på alle pensumlister.