Londons jødiske museum vil fremme tværreligiøs dialog

Jødisk kultur er meget mere end holocaust, mener initiativtagerne til det genåbnede jødiske museum i London

For mange jøder omkring forrige århundredeskifte var skrædderfaget stedet, hvor de startede, når de kom til Londons fattige Eastend. --

Jøder i Storbritannien er immigranter og som sådan en minoritet. Det er en del af den fortælling, som det netop genåbnede jødiske museum i London vil fortælle. Museet vil også i dialog med de mange andre grupper af immigranter, som gennem årene er kommet til De Britiske Øer.

Museet er netop genåbnet efter en omfattende renovering og udbygning til over 80 millioner kroner, hvor pladsen er blevet tredoblet.

"Vi vil bygge bro til andre immigrantkulturer, og vi vil vise, at man kan fastholde sin identitet og samtidig blive integreret i det moderne britiske samfund," fortæller museets direktør, Rickie Burman, til Kristeligt Dagblad.

Museets skoletjeneste skal spille en central rolle, og ni ud af ti besøgende elever forventes at komme fra en anden baggrund end jødisk.

Rickie Burman fremhæver, at jødiske museer mange steder kun handler om holocaust.

"Vi har også en afdeling om holocaust. Men vi fortæller også historien om jødisk liv og tro fra de første jøder og frem til i dag," understreger hun.

Holocaust er personificeret i historien om Leon Greenman fra Rotterdam. Han mistede sin hustru og toårige søn i Auschwitz. Selv var han én af to overlevende ved befrielsen ud af en gruppe på 700 jøder.

Hvor de fleste jøder mistede alle deres ejendele, så fandt Leon Greenman familiefotos, hustruens brudekjole og sønnens stribede sømandstrøje efter krigen. På hans fangedragt er striberne i modsætning til sønnens trøje lodrette og fortæller på enkel, men indlysende vis den store forskel.

Med det nye museum er der for første gang plads til at udstille et sandt arkæologisk klenodie: en mikveh, som er et badekar til rituelle bade for jødiske kvinder, når de havde overstået deres menstruation eller en fødsel.

Karret, som strammer fra midten af det 13. århundrede, blev fundet i Londons city i 2001 under udgravningen til et kontorbyggeri.

De første kendte jøder i Storbritannien kan spores tilbage til Vilhelm Erobreren i 1066, hvor de kom over fra Normandiet.

Nærmest fra starten var der et jødehad, og i 1290 udstedte kong Edward I et dekret, som forbød jøder. Der gik mere end 360 år, før Oliver Cromwell i 1651 igen gjorde det lovligt for jøder at opholde sig i Storbritannien.

Den første formelle lederpost til en jøde kom i 1855, da David Solomon blev valgt som Mayor of London – en ceremoniel borgmesterpost i byens finanscentrum, som skifter indehaver hvert år.

Benjamin Disraeli, som blev premierminister i 1868, var jødisk af fødsel, men kunne kun indtage landets førende post, fordi han som barn var konverteret til kristendommen. Men han har stadig en vigtig plads i de britiske jøders historie.

Rickie Burman pointerer, at museet ikke tilhører en særlig gren af den jødiske tro, men prioriterer at favne både religiøse og sekulære jøder. Men det religiøse er et vigtigt element og har sit eget udstillingsområde. Her indtager en stor Tora den centrale plads. I en af montrerne er mindre udgaver af Tora-ruller, som er i fint udformede sølvbeholdere i en praktisk rejsestørrelse.

Genstandene er delt op efter de forskellige jødiske højtider, og der er i det hele taget meget sølv og guld i de ornamenter, som er knyttet til den jødiske tro.

"Men det handler ikke om at vise status, men om at vise, at troen selv er værdifuld," forklarer kuratoren.

Udstillingen giver også mulighed for stille spørgsmål til en rabbiner. Her er både ortodokse og liberale udgaver af jødedommen repræsenteret, hvilket viser spændvidden inden for rammerne af den jødiske tro. Tilbage i 2005 var liberale jøder de første til at velsigne registrerede partnerskaber i synagogen.

At jødisk kultur ikke kan sættes i bås, fremgår af et verdenskort på første sal. Kortet viser alle de steder, hvorfra jøder er rejst til Storbritannien. Mange er kommet fra alle dele af den arabiske verden. En stor gruppe kom efter 1890, hvor de blev tvunget væk af pogromer i Rusland. Næste store bølge var tiden omkring Anden Verdenskrig.

Ved ankomsten var mange fattige immigranter, som havde svært ved at få det til at løbe rundt. En mere ukendt del af den jødiske historie i Storbritannien er også, at mange jøder var stærkt engagerede i arbejderbevægelsens kamp for lønmodtagernes rettigheder.

Den rigt facetterede historie om de britiske jøder er for museets direktør et vigtigt bidrag ikke kun til forståelsen af en kultur, men også vigtigt at huske på i dagens debatklima.

"Diskussionen om, hvad det vil sige at være britisk, og hvad kulturel identitet er, har aldrig været mere ophedet. Med det nye jødiske museum vil vi forholde os til de emner med udgangspunkt i et af de ældste immigrationssamfund i Storbritannien. Vi håber, at vi med vores revolutionerende nye udstilling vil opmuntre folk til at sige fra over for racisme og opbygge en tværreligiøs forståelse," fastslår Rickie Burman.

norum@kristeligt-dagblad.dk