“Jeg skal prøve at lade være med at bande, nu hvor jeg skal interviewes til Kristeligt Dagblad,” siger Lone Norup som noget af det første, efter hun har sat sig i en havestol på terrassen med udsigt over Øresund.
På bordet foran hende står et højt glas med hjemmebrygget caffe latte, og ved siden af den en rund smørbeholder i blåmønstret keramik. I en glasskål har en håndfuld antikviteter holdt hvil i årtier, heriblandt et cigaretetui, en lighter og en lille pibe, som muligvis er til mere end bare almindelig tobak.
På fliserne står en medicintaske i læder og en sort paraply med et smukt indgraveret håndtag, som insisterer Lone Norups forfædre på deres fortsatte tilstedeværelse.
Arvestykke 2: En slags pibe i et læderetui. "Jeg tror, det er en lille hashpibe. Den lå i en af min mors mosters små skuffer. Hun var spejder. Som jeg sagde til min mor: Tror du ikke, hun har siddet og røget en lille grannål med spejderpigerne?"
Arvestykke 3: Cigaretetui.
Arvestykke 4: Cigarklipper, som Lone Norups mand har arvet. Foto: Leif Tuxen.
Alle tingene er arvestykker fra en forretningsdreven familie, hvis historie Lone Norup lige om lidt vil fortælle. Lige nu kigger hun med varme i øjnene på den blåhvide keramikskål med låg. Der er stadig smør i den.
“Jeg ser for mig min oldefar sidde i sin velourplyssede, grønne øreklapstol med en langskaftet pibe. Vi er på førstesalen i et byhus i Jomfru Ane Gade i Aalborg, før gaden blev overtaget af værtshuse. I stueetagen driver min oldefar Aalborg Drivremmefabrik,” begynder hun sin fortælling, inden hun peger på et gammelt fotografi, som hun netop har fundet frem.
“Det her er min bedstemor. Jeg ligner hende lidt. Fra stuen på førstesalen kunne man se ind i køkkenet. Dér var et lille, gammelt dannebrogsvindue ud mod baggården. På køkkenbordet foran vinduet stod smørkrukken altid.”
Den stod der under Anden Verdenskrig, da Lone Norups mor blev passet i huset i Jomfru Ane Gade, og den stod der, da bedstemoderens søster, som sidenhen boede der i en livstid, døde.
“Det eneste, jeg vil have, er smørskålen!,” sagde Lone Norup til sin mor i bilen på vej til dødsboet.
Og det fik hun, selvom en anden slægtning havde sagt præcis det samme. Nu står den i køleskabet, men bliver stadig som dengang sat på bordet til påskefrokoster og festlige komsammener.
De andre arvestykker står også stadig fremme i hjemmet: glasskålen med antikviteter i stuen, paraplyen i entrégangen, og på kontoret står lægetasken, som er oldefaderens svendestykke fra omkring år 1900.
“De er beviser på min eksistens. Når jeg kigger på dem, fyldes jeg af respekt og taknemmelighed. De er forudsætningen for, at jeg er her i dag,” siger hun.
Lige nu er tingene i Lone Norups varetægt. Men når hun engang skal herfra, om forhåbentligt først mange år - hun er kun 55 år - så er der ikke nogen på papiret naturlige arvtagere. Hun har nemlig ingen livsarvinger, fordi hun ikke har børn.
“Jeg nåede det ikke. Det var ikke et bevidst fravalg, men lige pludselig var tiden gået. Mine veninder fik børn tidligt, mens jeg havde travlt med at læse og alt muligt andet,” siger hun.
Man kunne tro, at faktummet ville ærgre hende, nu da forfædrenes ejendele er af så stor affektionsværdi for hende, men tværtimod.
“Hvis ingen har interesse i mine ting, så må de selv ligge og rode med det,” siger hun og slår op i en latter. “Man kan ikke pådutte andre, at de skal have samme affektion for noget. Jeg er selv glad for tingene, og det er det, det kommer an på.”
Helt indifferent er hun dog ikke.
“Det kan godt være, at arvestykkerne og deres historie går tabt på et tidspunkt. Alligevel håber jeg, at nogen finder tingene, når de skal rydde op efter min mand og mig, og siger ‘den er da fed!’”
Denne “nogen” kunne eksempelvis være en af Lone Norups to nevøer. Søsterens børn er indtil videre blevet lovet en andel af de penge, der er tilbage, når hende og hendes mand ikke er her længere.
“Jeg er mine nevøers absolutte yndlingsmoster, og de kender lidt til historien om Jomfru Ane Gade,” siger hun og lufter en håbefuld tanke:
“Det kan da godt være, de kommer til at have det på samme måde som mig med alle disse gamle ting.”
Men der er betingelser for at stå på testamentets æresplads.
“Mine nevøer får at vide, at hvis ikke de kommer og besøger deres moster, så bliver deres navne fjernet fra testamentet,” forklarer hun grinende.
Orden i penalhuset
Som det ser ud lige nu, står søsterens børn og en tæt veninde på Lone Norups side til at arve det meste. Knap en tredjedel af arven ønsker hun og hendes mand at plante i den vilde natur.
Hun kigger ud over et par rækker af beskedne, grønne planter på terrassen og fortæller, at de har testamenteret 30 procent af deres aktiver til Danmarks Naturfredningsforening, fordi alle de nævnte i testamentet på den måde kan skyde genvej gennem skoven af arveafgifter. Og så naturligvis, fordi de kan hjælpe til at beskytte de danske kyster og utæmmede krat lidt længere ude i fremtiden.
Organisationen er Lone Norups hjertebarn og ligeledes hendes arbejdsplads. Til daglig har hun ofte kontakt med mennesker, der ønsker at sende en andel af deres formuer i den retning.
“'Nu skal du selv bruge dine penge, ik’? Man skal ikke gemme på dem.' Det siger jeg til de mennesker, der kontakter mig og gerne vil testamentere en del af deres opsparing til Danmarks Naturfredningsforening,” fortæller hun, tager en slurk af kaffen og blotter en række gyldne ringe på sine fingre.
Naturligvis afspejler opfordringen sig i Lone Norups egen slagplan for livet: Gem ikke til natten.
“Jeg går stadig til koncerter og tager på Roskilde Festival. Fordi jeg ikke har fået børn, tror jeg aldrig, at jeg bliver helt voksen,” siger hun og fortsætter:
“Jeg har et godt og frit liv, og min mand og jeg hygger os på samme måde som forældre med børn, der er flyttet hjemmefra.”
Hun blev gift med sin mand for tre og et halvt år siden. Da ægteskabspagten alligevel skulle formuleres, skrev de i samme omgang deres fælles testamente og tog dermed en foreløbig beslutning om, hvem der skal arve de penge, der nu måtte være tilovers efter det sidste farvel. Orden i penalhuset, kalder hun det. Smørskålen, paraplyen og resten af sagerne står endnu og afventer deres skæbne af to simple årsager.
“Jeg kan nå at ødelægge mange ting - og få mange nye - inden jeg dør. Og så er jeg ikke helt nået dertil endnu. Min mand og jeg kigger på vores testamente igen om 10 år. Så kan det være, jeg begynder at skrive nogle fysiske ejendele ind. Testamenter er ligesom forsikringer, de skal lige revideres engang imellem,” lyder det fra hendes mund, mens øjnene er gemt bag et par store RayBan-solbriller.
Smørret i keramikskålen varmer sig på terrassebordet under den bagende majsol. Under sit lange ophold på Jomfru Ane Gade holdt det sig altid koldt på køkkenbordet. Nu bliver det snart sat tilbage på sin plads i køleskabet. Smørskålen er ligeglad. Den følger bare med historiens gang.