Lone Hørslevs flot anlagte historiske roman mangler enhver kunstnerisk ambition

Lone Hørslev udgiver en flot anlagt Københavnerskildring fra 1920’erne. Men det er, som om de engang levende personer dør i romanen

Plottet i "Halvt i himlen" er først og fremmest båret af kærlighedsfortællingen og kvindernes seksuelle frigørelse på godt og ondt, skriver anmelder Rasmus Vangshardt.
Plottet i "Halvt i himlen" er først og fremmest båret af kærlighedsfortællingen og kvindernes seksuelle frigørelse på godt og ondt, skriver anmelder Rasmus Vangshardt. Foto: Politikens Forlag.

Københavnerromaner om ungdomsforelskelser. Hvad mere kan man egentlig ønske sig? Sindet stemmes omgående til dansk litteraturs melankolske og lyse sommernætter: Holger Drachmanns ”Forskrevet – ”. Knud Sønderbys ”Midt i en jazztid”.

Således smiler man vemodigt og charmeret af den forfatterskoleuddannede Lone Hørslevs (født 1974) stort anlagte ”Halvt i himlen”. Panoramisk tidsbillede, filmisk i sin beretterstil, Aarestrup-reference i titlen. Det er tilmed pakket ind i inciterende historiske fotografier af Aaboulevarden og Rådhuspladsen på forsats og bagside.

Hos Drachmann og Sønderby bader man i Øresund, holder kunstnerhof og går til dansefester på Frederiksberg eller i Nordsjælland. Disse ting gør man for så vidt også hos Hørslev, der skildrer to yngre kvinders liv i Pisserenden i 1920’ernes København samt deres konkrete og eksistentielle flugter fra den.

Samtidig har Hørslevs fortælling en anden social kant. Den slags manglede de herrer ganske bestemt. Uden at savne den.

Søstrene Ellen og Dagmar i begyndelsen af deres 20’ere bor i armod i Larsbjørnsstræde med en rå bror og en mor, der har for travlt med at advare dem mod at bringe skam over familien. Der er vold, fattigdom og prostitution omkring dem, og selvom det lykkedes dem begge at få arbejde på Oskar Davidsens berømte smørrebrødsrestaurant, der lå på Aaboulevarden, må de også her tåle den periodevise voldtægt på bestyrerens kontor. Kvindeliv var dengang altid også truet liv, og det fremtræder vellykket som tematisk bund.

Alligevel er bogens plot først og fremmest båret af kærlighedsfortællingen og kvindernes seksuelle frigørelse på godt og ondt. I Tivoli møder søstrene den lille, tykke maler Kai og den mere elegante forfatter in spe Hartvig. Romanens mest vellykkede greb er synsvinkelbyttet mellem søstrene og deres romancer.

Eksempelvis når Ellen cykler mod Dragør for at løbe ind i Hartvig til et bal på strandhotellet: ”K.O.T.’s Jazzband. Flerfarvet Projektørlys over de dansende. Serpentine-kastning”, læser vi på en telefonpæl på vej derud. Efterfølgende skifter fortællerperspektivet til Ellen, der bliver stående i en fugtig kælder blandt rotter og hjemløse. For så vidt findes København i al sin prosaiske skønhed.

”Halvt i himlen” er et bud på en historisk roman i ganske konkret forstand. I et lille efterskrift forklarer forfatteren, at Ellen var hendes oldemor, der boede i samme lejlighed i Larsbjørnsstræde som i romanen. Begge søstre arbejdede faktisk også hos Oskar Davidsen, og bogens bagsats er forsynet med Ellens bryllupsbillede. Hvem hun blev gift med, undlader vi her at afsløre, for bogens kærlighedsforvikling er dens drivkraft. I alle fald er anliggendet rimeligvis at fortælle oldemoderens historie ved fiktionens velsignelser.

Hvad der til gengæld absolut ikke driver bogen frem, er en karikeret forudsigelighed i karaktertegningen og fraværet af nogen form for ambition i prosaniveauet. Det behøvede på sin vis ikke at være noget problem i den plotbaserede historiske roman. Men samtidig foregår der det, man kunne kalde overeksplicitering på læserens vegne, og så er der ikke længere tale om noget godt kunstværk.

Overeksplicitering er fortællerstemmens trang til at forklare læseren det, der faktisk fremgår af de væsentligere sætninger i en passage. Et eksempel kunne være dette, da Hartvig lægger armen om Ellens liv:

”Armen både brændte og løftede hende op, den lille berøring gjorde hende vægtløs og flydende. Hun havde aldrig prøvet at gå på den måde med en mand. Hun vidste, at hun burde vifte armen væk, men gjorde det ikke. I et pludseligt anfald af egenrådighed fik hun appetit på at gøre, hvad hun havde lyst til.”

Hvis læseren nu kigger på denne passage bagfra, kan man prøve at spørge sig selv, hvor mange af sætningerne der følger af den første.

Dette er ikke pernittengryneri. Det kredser om en af de væsentligste årsager til, at folk læser romaner. Hvis forfatteren ikke stoler på sin fortælling og sine sætningers suggestionskraft, kommer hun til at overeksplicitere. Værket forfalder til det trivielle – og til det irriterende.

Nu kunne man så mene, at man med ovenstående stærkt typiske eksempel til gengæld kunne give romanen til sine teenagedøtre eller gymnasieelever. Det kan man imidlertid (heller) ikke, for bogen vil blot (skadeligt) give dem det indtryk, at man talte lige så grimt og fladt som dem selv i gamle dage:

”’Mor bliver tosset, sagde Dagmar. ’Måske behøver hun ikke få noget at vide.’ ’Øh jo.’”

Selv fortællerstemmen taler som pigerne, her om bror Knud:

”Når han fik fri, drev han nu rundt på de forskellige værtshuse og foretog sig gud ved hvad. Den skid.”

Åh nej.

Når de unge mennesker skriver breve til hinanden, er det forsøgt holdt i datidens stil. Her kan man godt forberede sig på endnu et udbrud:

”Jeg vilde ønske vi bare kunde ses nu og i Aften og hele Tiden. Nu hvor vi begge vil. Som forelskede Børn bare tage én dag ad gangen.”

Det er ikke anmelderen, der ville ønske noget her: I hele romanen mangler der stort begyndelsesbogstav ved hvert andet navneord, når der citeres den slags. Ubegribeligt, at det kan ske, men det er også sigende for bogens generelle historiske anliggende: Hvor virkelige disse personer end har været, taber de både form og indhold i litteraturen. Det er ikke så synd for dem – men det er trist for genren og kunsten.

I ”Midt i en jazztid” beklages det, at præsten serverer tynd te, når hele verden skriger på svidende cocktails. Her må vi i det mindste bede om klar snaps til smørrebrødet. Den plejer også at tale for sig selv.