Lotte Kirkeby har i ny eksistensroman en kontrolleret stemmeføring, der er holdt i rolig mol

Lotte Kirkebys roman ”Hvis man ikke vidste bedre” tegner et stærkt portræt af en mor, der ikke kunne være sammen med sit barn

Lotte Kirkeby, som er mangeårig anmelder her ved avisen, har tidligere skrevet novellesamlingen ”Jubilæum” og romanen ”De nærmeste” og bidraget til antologien ”Limfjorden”.
Lotte Kirkeby, som er mangeårig anmelder her ved avisen, har tidligere skrevet novellesamlingen ”Jubilæum” og romanen ”De nærmeste” og bidraget til antologien ”Limfjorden”. Foto: Leif Tuxen.

I Lotte Kirkebys roman ”Hvis man ikke vidste bedre” er en efterhånden aldrende mor ankommet til det sted, hvor hun engang boede sammen med sin mand og datter, en uspecificeret dansk provinsby.

Det meste – eller meget – i romanen føles sådan set uspecificeret, hvilket ligner en teknik, der skal sløre og gøre tingene uudgrundelige – også de almindelige.

Det uudgrundelige forhold til dagligdagen og en datter. Det uudgrundelige forhold til mand, venner og kolleger.

Fortælleren selv er mindre uudgrundelig, selvom hun altså skriver om det uudgrundelige. Der er ikke mange sprækker i erkendelsen, men til gengæld en stor tillid til refleksionen. Hvis hun ikke ”vidste bedre” dengang, så gør hun det nu.

Det er uspecificeret, hvad hun egentlig laver i byen, som hun efterlod for mange år siden; altså udover at besøge fortiden og overvåge begravelser – i bogens begyndelse er det hendes gamle venindes mor, der er død, og fortælleren kan fra sin lejlighed betragte de sørgende, der ankommer til kirken.

Det er hendes temperament – også som skrivende – at stå ved siden af, og anslaget er godt, og det særlige ved romanen er dens nøgterne uhygge, der vel også har at gøre med den kontrollerede stemmeføring holdt i rolig mol.

Det er også næsten uspecificeret, hvad der gik galt. Vi hører om datteren, som moderen tilsyneladende forlod. Hvorfor? Fordi hun voksede op, viser det sig – mere eller mindre.

Efterhånden lukker fortælleren dog op, men ikke særlig meget. Livet gik sin gang, man voksede fra hinanden, havde affærer og bøvl på arbejdet (vores fortæller arbejder som fødselslæge).

Lotte Kirkeby, som læserne kender som anmelder her i spalterne, skriver med en forkærlighed for ordene ”og” og ”at”, der fungerer som en rygsøjle gennem sætningerne:

”Jeg tror aldrig, at jeg sagde det, at det var en af grundene til, at jeg gerne ville, og jeg var aldrig i tvivl om, at vi skulle købe, da min far sagde, at de var blevet for gamle (...) Jeg troede, han ville sige, at vi skulle købe noget ordentligt, at vi havde råd til bedre, men det gjorde han ikke, og så blev det vores.”

Hun skriver rytmisk og med et sælsomt schwung, og der er et kunstfærdigt skær over sætningerne, der kombineret med informationsunderskuddet skaber en form for overophedet eller overfyldt minimalisme, mens man prøver at afkode relationerne.

Bemærk også de mange kommaer og brugen af ordet ”som”, der går igen her, hvor vi også får indtrykket af de lange sætninger:

”Børnene fandt flere krabber, og de fulgte pigens bevægelser, som var de stære, der farver solen sort, inden de flyver mod syd, og følges ad uden at tænke over det, som en fælles organisme, til bevidstheden slår til, eller trætheden, til der er en, der bliver kaldt hjem, og fortryllelsen bliver brudt, som fuglenes ved solnedgang, og man mærker den samme skuffelse og det samme savn, som når de tusindvis af fugle har danset og med et forsvinder i samlet flok for at gå til ro i sivene og lader en alene tilbage.”

Og det er jo flot skrevet, men det bliver indimellem uklart, hvad sætningerne fortæller. De kredser om stoffet, men når de også ind?

Det bliver sammenligning på sammenligning, når noget beskrives som ”mentale mindesten”, og et andet sted er hårene på mandens bryst ”som et minde om en svunden tid”.

Der er noget lidt konstrueret over bogens billeder: huset, de boede i, som nu er revet ned. Eller filmfremviseren, der mod slutningen af bogen projicerer fortiden op på den hvide væg ”som dansende minder”.

Andre gange rammer billedet til gengæld plet, som her hvor datteren hænger på moderen og ikke vil give slip:

”Hun havde begge ben snoet rundt om min krop og armene om min hals, som var hun det skelet, der holdt sammen på mig, og jeg lod hende hænge.”

Det er her, hvor billedet står klart og virkelig betyder noget, mens det også peger på en underlig symbiose mellem mor og datter, at sproget og bogen fungerer bedst.

Titlen, ”Hvis man ikke vidste bedre”, fungerer som et omkvæd i bogen:

”Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at jeg havde siddet her hele natten”, ”og hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at det var svært at svigte og forlade hende...”.

”Hvis man ikke vidste bedre” er bedst i portrættet af en mor, der ikke kan finde ro i det forudsigelige, og som skal passe på sin datter, men ikke kan finde hende, men snarere føler sig gennemskuet af sit eget barn. Var det datteren, der stødte sin mor fra sig, eller gik moren for langt, da hun ville lægge den afstand, hun troede var naturlig?

Det er spørgsmål, bogen helt sikkert udforsker med stor og livsklog ømhed.

Gæsteanmelder Alexander Vesterlund er kulturanmelder ved dagbladet Politiken.