Louise Glück er en amerikansk lyriker, der har skrevet tolv digtsamlinger, og som til manges overraskelse fik tildelt Nobelprisen i litteratur 2020. Overraskelsen skyldes måske, at lyrikere ofte ikke er så læste som prosaister, og at andre amerikanske forfattere som Margaret Atwood, hvis ”The Handmaid’s Tale” – takket være streamingtjenesten HBO – er verdensberømt, stod langt højere på bookmakernes lister.
Læser man imidlertid Glücks lyrik, vil man hurtigt opdage, at hun tilhører en eksklusiv gruppe af verdenslyrikere som T.S. Eliot og John Ashbery, der skriver koncentrerede, elegante og komplekse digte om det moderne menneskes angst, ensomhed og rastløshed i en verden uden politiske, sociale, etiske og religiøse holdepunkter.
Glück er ikke nogen lettilgængelig poet, ligesom det ikke er tilfældet for andre digtere fra den modernistiske tradition fra Eliot til Ashbery. Som disse digtere benytter Glück en montageagtig komposition, hvor der springes mellem mytologi, naturbeskrivelser, filosofiske refleksioner og dagligdags beretninger, og der skiftes mellem forskellige tider, steder og stilarter. Glück adskiller sig imidlertid fra denne tradition ved, at der sideløbende med den komplekse komposition er en tydelig eksistentiel-biografisk tråd i hendes værker.
I digtsamlingen ”Averno” fra 2006, der nu er udkommet i dansk oversættelse, bevæger vi os gennem livets stadier fra ungdommen til alderdommen. Grundstemningerne i værket er desillusion, sorg og smerte – men med en modvægt i de smukke og kirurgisk skarpe formuleringer, som digtene leverer i sine diagnoser af stemninger og sjælelige tilstande. En passage lyder:
”Jeg er/ på arbejde, skønt jeg er tavs/ Den triste/ elendighed i verden/ afgrænser os på hver side, en sti/ kantet med træer; vi er/ fæller her, taler ikke,/ hver med vores tanker;/ bag træerne, jernporte/ til de private villaer,/ de tilskoddede værelser/ på en måde forladte, opgivne,/ som var det kunstnerens/ pligt at skabe/ håb, men ud af hvad?”
Eller illusionsløsheden kan lyde lakonisk og lapidarisk:
”Svig. Løgne. Forskønnelser vi kalder/ hypoteser –/ Der er for mange veje, for mange versioner./ Der er for mange veje, ingen enkelt sti –”
Hvad angår forløbet i ”Averno”, omhandler den første del af værket ungdommens kriser og traumer. Her er overgangen fra barndommens trygge land til kønsmodning, forelskelse og pardannelse, som alle psykologer kan bekræfte, et afgørende moment. Et digt om forelskelse lyder:
”Når man bliver forelsket, sagde min søster,/ er det som at blive ramt af lynet./ Hun sagde det håbefuldt,/ for at tiltrække sig lynets opmærksomhed./ Jeg mindede hende om at hun nøjagtigt gentog/ vores mors formel, som hun og jeg/ havde talt om i barndommen, fordi vi begge syntes/ at hvad vi så hos de voksne/ var virkninger ikke af lyn/ men af den elektriske stol.”
Kærlighed og ægteskab er kort og godt i Glücks optik ikke blot et spørgsmål om lykke, ekstase og hengivenhed, men indebærer også konventioner, tvang, overgreb og løgn:
”Lektien var at blive forelsket./ Detaljerne var op til dig./ Det næste var/ at sætte visse ord ind i digtet,/ ord hentet i en særlig tekst/ om noget helt andet.”
Også digtene i den sidste del af ”Averno”, hvor fokusset er på alderdommen, er smukke, koncentrerede og præcise i deres psykologisk-eksistentielle diagnoser. En passage lyder:
”Når jeg fortæller det her til mine børn/ hører de ikke efter./ Gamle mennesker, tænker de/ det er det de altid gør:/ taler om noget ingen kan se/ for at dække over alle de hjerneceller de mister./ De blinker til hinanden;/ lyt til den gamle, som taler om ånden/ fordi han ikke længere kan huske ordet for stol.”
Og så falder der en pointe som et kølleslag, som det ofte sker i Glücks poesi:
”Jeg husker ordet for stol./ Jeg vil sige – jeg er bare ikke interesseret længere.”
Hermed er vi ved noget af det unikke ved Glückes poesi, nemlig hendes evne til at tale om de psykologisk-eksistentielle tilstande og medmenneskelige situationer, som vi normalt ikke har sprog for. Om venskab skriver Glück de følgende fantastiske linjer:
”I vores tavshed stillede vi/ de spørgsmål som venner der stoler på hinanden/ stiller af stor udmattelse,/ hver håber den anden ved mere/ og når det ikke er sådan, håber/ deres fælles indtryk vil blive til indsigt.”
Blandt de interessante pointer i Glücks digte er også hendes elegante modspil til disse års dominerende økokritik, hvor mennesket betragtes som et biologisk væsen, der er integreret i og ikke adskiller sig fra den øvrige natur. Et digt fremfører:
”Naturen, viser det sig, er ikke som os;/ den har ikke et lager af minder./ Marken bliver ikke bange for tændstikker,/ for unge piger. Den husker heller ikke/ furerne. Den bliver slået ihjel, den bliver brændt,/ og et år senere er den levende igen/ som om intet usædvanligt var hændt.”
Sådan er det ikke med mennesket. For mennesket kan i modsætning til resten af naturen opleve kærlighed, angst, skyld, længsel, håb, sorg – og poesi. Louise Glücks digte er noget af det bedste, der kan opdrives inden for den sidstnævnte kategori.