Sikke dog en oplagt og skøn idé at vie en hel udstilling til Månen. Jordens nærmeste himmellegeme, en drabant eller en naturlig satellit, hvis overflade man i klart vejr kan se med det blotte øje.
Månen opstod for over fire milliarder år siden, da planeten Theia, som var på størrelse med Mars, stødte ind i Jorden. Stykker fra de to planeter smeltede sammen og dannede Månen. Den hvide skive med den varierende størrelse, alt efter tidspunktet på måneden, har til alle tider fascineret menneskene. Den styrer tidevandet på Jorden med sin tyngdekraft, og med sit mystiske, hvidlige lys fortryller den verden om natten.
Udstillingen breder sig i sydfløjen på begge etager. Ved indgangen er der opslået nogle stærkt forstørrede billeder, der omhandler forskellige aspekter af Månen – her bemærker man især det ikoniske stillbillede fra den tyske filminstruktør Fritz Langs melodramatiske science fiction-stumfilm ”Kvinden på månen” fra 1929. Med en ypperlig scenografi oplever man her månelandskabet så detaljeret, som man først senere i århundredet kunne dokumentere fotografisk. Vi ser den kvindelige månerejsende hovedperson i gang med at dreje en film fra og om Månen.
Denne visuelt stimulerende optakt til udstillingstemaet sekunderes af et ”ubemandet” flygel, der spiller Beethovens ”Måneskinssonaten”, men der er huller i lydbilledet. Det forstår man bedre, når man læser, at partituret, der er konciperet i 2007 af den britiske billedkunstner Katie Patersen, er sendt som morsekode til Månen, hvorefter det reflekteres tilbage til Jorden i en lettere deform udgave på grund af Månens mange kratere.
”Måneskinssonaten” er passende underlægningsmusik, når man går videre ind i udstillingen og eksempelvis oplever hendes næste værk: en elektrisk pære, der simulerer måneskin. Dette hvidlige lys, som smyger sig rundt om alle silhuetter i mørket og får dem til at skinne helt surrealistisk, kan på grund af menneskets evige snilde også fremstilles kunstigt.
Det særlige månelys oplever vi også meget stærkt hos en anden brite, fotokunstneren Darren Almond, der fotograferer naturen med meget lang eksponeringstid. Hans blødt modulerede landskabsfotos går hånd i hånd – også stemningsmæssigt – med de mange romantiske malerier af Eckersberg, Friedrich og flere, som udstillingen også byder på i denne første afdeling.
Men en pointe er, at samtidskunstnerne i deres fremstillinger af månelyset indirekte kommer til at påpege det svindende månelys i dag som følge af den stadig mere udbredte lysforurening.
Efter at have været genstand for mange spekulationer og dyrket med længselssmægtende patos af kunstnere til alle tider blev Månen imidlertid en kende affortryllet i juli 1969, da Neil Armstrong som det første menneske satte sine fodaftryk på dette himmellegeme.
Udstillingen viser en del rekvisitter fra ”Apollo 11” og senere månelandinger, herunder en kopi af Neil Armstrongs rumdragt.
Men også en sanseudvidende video af den unge amerikanske kunstner Rachel Rose, hvor en astronaut fortæller om, hvor vanskeligt det rent fysisk var at vende tilbage til Jorden efter i længere tid at have levet i vægtløs tilstand.
Temaet er konciperet af udstillingsinspektør Marie Laurberg, der fortjener laurbær for denne spændende udstilling. Hun har brugt tre år på at researche i emnet og har opsporet interessante artefakter, dokumentationer, videnskabelige objekter og kunstværker.
Vi bliver i løbet af udstillingen klogere på dette himmellegemes mange facetter og de højst forskellige fortolkninger, som kunstnere og videnskabsmænd har givet af det.
Fra Galileo Galileis optegnelser og akvareller fra 1610 af Månens bjergrige overflade, som han kunne iagttage gennem et af historiens første teleskoper, til de nyeste samtidskunstværker skabt direkte til udstillingen af blandt andre de danske billedkunstnere Nanna Debois Buhl og Marie Kølbæk Iversen.
Man svæver hjemad efter nogle timers på én gang oplysende og forførende kunstneriske oplevelser.
Især påvirkes man af musikeren Laurie Anderson og mediekunstneren Hsin-Chien-Huangs virtual reality-værk ”Månen”, der er en kunstnerisk tour de force. Med Andersons besnærende og smukke stemmeføring i øregangene flyver vi ud i universet og rejser op til Månen. Det er en ud-af-kroppen-oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Undervejs rider vi hen over en månedal på ryggen af en hund! Inden vi falder og falder ud i rummet og til slut os selv som universets mest komplicerede biologiske væsen. Der bliver rift om VR-hjelmene i den kommende tid.