Barbara Cassin er en prisbelønnet filosof og filolog, som i de sidste to år har været medlem af det franske akademi. Den 72-årige Cassin har skrevet og redigeret knap 40 bøger med særlig fokus på antikken, hvor hun hylder Platons modstandere, som blev kaldt for sofisterne. Hos sofisterne var der ikke faste målestokke for, hvad der var godt og ondt, sandt og forkert. Her gjaldt det om være godt skåret for tungebåndet, og sofisterne kunne snakke op ad stolper og ned ad vægge i timevis. Ikke tilfældigt hedder en af Cassins allerførste bøger ”Le Plaisir de parler” (glæden ved at tale).
Men der er en ting, som afskaffes gennem sofistikken: Det er sandheden. Enhver har jo sin egen sandhed, og den ene sandhed kan være lige så god som den anden. I sin nye bog fremhæver Cassin sofisten Protagoras, der tager afsæt i den anskuelse, at man aldrig kan sige, hvordan noget er, men kun hvilket indtryk det gør på vore sanser. Hvad der for én person er et veltempereret klima, kan for en anden person være ubehagelig varmt. Hvad der for en person er en delikatesse, kan for et andet menneske være en vederstyggelighed. Sanseindtryk afhænger nemlig af, hvem der modtager indtrykkene – deraf Protagoras’ proklamation: ”Mennesket er alle tings målestok.”
Dette er også udgangspunktet for Barbara Cassins filosofi. Cassin fremhæver det suveræne menneske, der vælger sig sine egne sandheder og kasserer kristendommen. Man kommer til at tænke på katolikken Johannes Jørgensens ord til en åndsperson af samme kaliber som Cassin: ”Jeg glemte mit græsk for latin;/ du blev hos Homeros/ og nævner jeg Caritas Gud/ så svarer du EROS!”
Cassin beskriver sin filosofi som en malerkunst, hvor man ikke på forhånd kender motivet eller farvesammensætningen, men udvikler det i selve processen. Selvbiografien har hun komponeret ud fra det princip, at man egentlig ikke ved, hvem man selv er, før man har sat ord på sit liv. Og den, der skriver, åbner sig for verden, da man jo ikke kan henvende sig til offentligheden uden at følge med i, hvad der sker, forklarer Cassin i sin hyldest til livets mangfoldighed.
Flere gange i bogen forklarer forfatteren, at hun nærer en indædt afsky for tallet et.”Je n’aime pas l’Un”, som hun også udtrykkeligt betonede, da jeg for en snes år siden besøgte hende i hendes lille byhus i Paris. For Cassins påstand dengang som nu er, at hvor tallet et bliver enerådende, skal enhver forskel slettes ud, enhver bakke jævnes, enhver nuance males over, og enhver variation tromles ned, så alle bliver skåret over samme læst og alle gjort ens. Synspunktet hævder hun både i sit privatliv og i sit professionelle liv.
I sit ægteskab havde hun således ikke nok i én. Alligevel var ægteskabet så lykkeligt, at heller ikke mandens smertefulde dødsleje kunne slå skår i det. Bogens titel er af den grund hentet fra digteren Arthur Rimbauds udbrud: ”Lykken! Dens bid er sødt lige til døden”.
Vi erfarer, at da gemalen opdagede Cassins kroniske utroskab, så forsikrede han, at han da bare var glad for at se sin kone fornøjet.
Er denne idylliserende fremstilling sand? Det er ikke sikkert, for Cassin lovpriser samtidig løgnen helt usminket:
”For mig er det at bedrage, lyve og så være grundlæggende noget som ikke blot er tilladt, men også påkrævet (…) Hvis der findes et moralsk imperativ, så er det dette: at vide, hvordan man lyver”.
Cassin er af jødisk herkomst, og hun beretter, hvordan tyske soldater under krigen bankede på hos hendes mor, da de mistænkte hendes mand for at være jødisk. Moderen fik gennet de tyske soldater bort med ordene: ”Mig – skulle jeg gifte mig med en jøde? Aldrig!”
Dette bruger Cassin som argument for vigtigheden af at kunne lyve. Man forstår godt Cassin i den konkrete sammenhæng, men hvis løgnen bliver til et generelt princip, er det fatalt. Fortrængningen af sandheden gør jo, at alting bliver ligegyldigt, eller at ligegyldigheden bliver til sandhed. Når Barbara Cassin har udviklet en dyb aversion mod ettallet, skyldes det ubehaget ved at forpligte sig eller uviljen mod at blive stillet over for noget, der kunne ligne en etisk fordring. Deri ligner hun rigtignok sofisterne, men når vi interesserer os for dem i dag, er det primært, fordi deres relativisme blev sat skakmat i Platons dialoger.
I ”læst udefra” skriver vi om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.
Barbara Cassin: Le bonheur, sa dent douce à la mort. Autobiographie philosophique. 245 sider. 20 euro. Fayard.