Lucia-opera i Nice er en rejse tilbage i tiden i mere end én forstand

Donizettis skotske operaudgave af "Romeo og Julie" fik en stærk opførelse i Nice

Den gamle operabygning i Nice er opført i 1882 og har en umiskendelig aura af det fænomen, man kalder ”la belle époque”, perioden omkring år 1900, hvor der i byer som Paris og Nice herskede et blomstrende kulturliv.
Den gamle operabygning i Nice er opført i 1882 og har en umiskendelig aura af det fænomen, man kalder ”la belle époque”, perioden omkring år 1900, hvor der i byer som Paris og Nice herskede et blomstrende kulturliv. . Foto: Pascal Guyot/AFP/Ritzau Scanpix.

Gaetano Donizettis mest dramatiske opera ”Lucia di Lammermoor” kom ved sin uropførelse i 1835 i Napoli til at markere et vendepunkt i operaens historie. Den produktive italienske komponist, der arbejdede i et forrykt tempo og i sin levetid på et halvt hundrede år nåede at skrive mere end 60 operaer plus et dusin strygekvartetter, havde indtil da især gjort sig bemærket ved sin letflydende lystighed. Men med dramaet om den skønne Lucia kom det til at stå klart, at han også mestrede den mere alvorlige side af operakunsten – opera seria, som denne særlige genre kaldes.

Handlingen foregår i Skotland i slutningen af 1500-tallet og bygger på en historie af Walter Scott (1771-1832), der engang var alle raske drenges yndlingsforfatter og blandt andet skrev romanen "Ivanhoe". Den purunge Lucia elsker Edgar af Ravenswood, og det er mildest talt uheldigt, for hendes egen slægt ligger i fjendskab med Ravenswood’erne, og forholdet mellem disse to klaner er lige så indædt dårligt, som det i Shakespeares ”Romeo og Julie” er mellem Montagueerne og Capuleterne.

Julies bror, Henry, har uretmæssigt slået sig ned på sin ærkefjendes slot. Han styrer sin søster benhårdt og forlanger, at hun skal gifte sig med den fimsede lord Arthur Bucklaw, som han har udset sig som sin allierede. Det kommer der ikke noget godt ud af. Lucia manipuleres ganske vist til at underskrive en bindende ægteskabspagt, men bliver allerede på bryllupsnatten skingrende sindssyg og myrder lorden!

Alt går galt, og operaen slutter med Edgars selvmord for åbent tæppe. Han synger for fuld skrue lige til det splitsekund, hvor han dejser død om, og klapsalverne brager gennem den fine gamle operabygning i Nice, efter sigende en af Frankrigs fornemste. Den er opført i 1882 og har en umiskendelig aura af det fænomen, man kalder ”la belle époque”, perioden omkring år 1900, hvor der i byer som Paris og Nice herskede et blomstrende kulturliv, og hvor man næppe havde fantasi til at forestille sig, at Frankrig sammen med det meste af Europa i det 20. århundrede skulle blive hærget af to verdenskrige med millioner af ofre.

Lucias vanvidsscene står som en af operahistoriens store udfordringer for enhver ambitiøs sopran, for her går sang og skuespil op i en højere enhed, hvis hun vel at mærke er i stand til at klare de krævende passager og på én gang udstråle skønhed og vanvid. Det magtede den 40-årige amerikanske koloratursopran Kathryn Lewek i Nice – egentlig ikke så overraskende, for hun skal i 2023 angiveligt sætte en slags verdensrekord ved at synge partiet som Nattens Dronning i ”Tryllefløjten” 50 gange på The Metropolitan Opera i New York. Den blotte tanke herom er lige så svimlende som hendes koloraturer i Mozarts geniale arie ”Der Hölle Rache kocht in meinem Herze”.

Kathryn Lewek har haft mange berømte forgængere at leve op til – med Maria Callas og Joan Sutherland som et par af de mest legendariske Luciaer – sidstnævnte med en ung og smægtende Luciano Pavarotti som Edgar. Der er mange gyldne øjeblikke i værket. Således da Lucias ekstatiske forventning om at blive genforenet med sin elskede – ”Gud i himlen vil forene os!” – bliver ledsaget af en solofløjte, der hæver sig over strygergruppen og laver de smukkeste ekkoer til Lucias koloraturer, mens et kor synger mumlende af forfærdelse i baggrunden. Tæppe!

Efter forestillingen går man gennem det karnevalsprægede Nice med en fornemmelse af i mere end én forstand at have været på en rejse tilbage i tiden – ikke mindst takket være et yderst kompetent orkester, overbevisende ledet af den ukrainske dirigent Andrej Jurkevitj.

I dansk sammenhæng må det nævnes, at H.C. Andersen var dybt betaget af Donizettis Lucia di Lammermoor, ikke mindst fordi rollen på Det Kongelige Teater i København ifølge samtidige kilder blev fremstillet af den legendariske sopran Jenny Lind (1820-1887), som qua sin skønsang havde opnået ry som ”Den svenske nattergal”. I 1843 skrev digteren til hende:

"Natur og Hjerte blev,

de to, af hvem Du lærte,

derfor Du sødt henrev.

Af Gud Du Åndens Flamme fik,

den sidder i dit Hjerte,

den lyser i dit Blik."

Donizetti: Lucia di Lammermoor. Dirigent: Andrej Jurkevitj. Iscenesættelse: Stefano Vizioli. Tekstforfatter: Salvatore Cammarano. Opera Nice, Côte d’Azur, Frankrig. 17. februar 2023.