Prøv avisen

Luften gik af den borgerlige kulturballon

Kulturminister Brian Mikkelsen præsenterede i april 2005 de udvalg, der skulle sammensætte en kulturkanon. Her står han sammen med formændene for udvalgene: Arkitekt Lone Wiggers, Billedhugger Hein Heinsen, Arkitekt Mette Ahnfeldt-Mollerup, Filminstruktør Susanne Bier, Professor Finn Hauberg Mortensen, Orkesterchef Per Erik Veng samt teaterchef Flemming Enevold. Foto: Jakob Dall

For fem år siden præsenterede daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) den danske kulturkanon. Den skulle øge bevidstheden om kulturarven og sætte gang i en debat om kvalitet. I dag samler det ambitiøse projekt bare støv på boghylderne, mener eksperter, og kritikere beklager, at kanonen endte som et led i den kulturkonservative værdipolitik

Hvad har Hover Kirke, St.St. Blichers "Præsten i Vejlby" og "Bennys badekar" med hinanden at gøre?

De optræder blandt 108 værker, der ifølge Danmarks kulturkanon er essentiel dansk kultur. Det var den tidligere konservative kulturminister Brian Mikkelsen, der lancerede idéen om en national kanon i efteråret 2004. Han samlede landets bedste kultureksperter, der skulle finde frem til den allerbedste danske kulturarv. Den 25. januar 2006 kunne en tilfreds kulturminister på et stort anlagt pressemøde præsentere ni lister over uomgængelig dansk kultur.

Brian Mikkelsen havde store ambitioner for kulturkanonen, der skulle anvendes på landets skoler, diskuteres i kantinerne på arbejdspladserne og ude i hjemmene. Landets kulturinstitutioner skulle tage fat i de gyldne lister og vise danskerne "den gode kunst", mente han. Brian Mikkelsen sørgede for en massiv publikationsindsats og sendte 135.000 gratis klassesæt ud til landets skoler og lancerede en flot hjemmeside som indgang til de uomgængelige værker. Politikens Forlag solgte alle 25.000 eksemplarer af den orange bogudgave, som i dag kun kan anskaffes antikvarisk.

"Kanonen har sat sit præg på den offentlige kulturdebat og skaber fortsat livlig diskussion både offentligt og i de danske hjem," står der på Kulturministeriets hjemmeside i dag. Men stemmer det nu med virkeligheden? Selv mener Brian Mikkelsen, at hans kulturkanon har været en succes.

"Der var en stor interesse for kanonen og debat. Den gjorde op med kulturradikalismens 'alt er lige godt'. Der kom en debat ude i de små hjem om kvalitet, og bogen var på top 10 over mest solgte bøger. På den led var den en kæmpe succes," siger Brian Mikkelsen, som dog erkender, at luften er gået en smule af ballonen.

"Det er rigtigt, at den ikke dominerer debatten i dag. Det kan også godt være, at selve bogen og hjemmesiden ikke har den store indflydelse, men den afstedkom en debat på et tidspunkt, hvor diskussionen var gået i dvale. Vi fik en debat om fundamentet for dansk kultur og en større interesse for kvalitet," siger han.

Ifølge kritikere blev kulturkanonen hurtigt en del af den borgerlige værdi- og kulturpolitik i stedet for et kærkomment debatskabende projekt. Kort efter lanceringen i 2006 trak Brian Mikkelsen selv kulturkanonen ind i kampen mod antidemokratiske tendenser i muslimske indvandrerkredse.

"Den blev søgt brugt af den borgerlige regering og Dansk Folkeparti til at underbygge en stærkt indadvendt og snæversynet kulturpolitik," siger Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, som i første omgang støttede idéen.

"Det var en fin anledning til at få en diskussion i gang, men bogen har for mig at se ikke efterladt sig de store spor. Det er ærgerligt, for det er godt at turde komme med bud på den essentielt gode kultur. Den debat er vigtig. Men Brian Mikkelsen kom på afveje, da han gjorde den til en statslig sandhed for alle og en del af sit eget værdiprojekt. En kanon skal være en bro til at forstå kunst og ikke en afgrænsning," siger Mogens Jensen.

Hvis han var kulturminister, skulle en kulturkanon i mindre grad være bagudrettet og tage afsæt i den aktuelle kultur, der tegner fremtiden.

krasnik@k.dk