Det er en ambitiøs udstilling, kunstmuseet Trapholt i Kolding viser under overskriften ”Sense me” (Sans mig). Og det er netop, hvad det drejer sig om, sanserne er i fokus som på et eksperimentarium, her er kunstnere og designere samlet fra store dele af verden, der har ét tilfælles: interessen for kroppen og det sensoriske system.
Man kan både smage på kunsten, høre, føle, smage, lugte og se. Det er flot sine steder og meget lærerigt. ”Sense me” er en udstilling, der både kan stille spørgsmål om verden og vores færden i den, men også vække undren og teste vores bevidsthed om os selv. ”At se sig selv sanse”, som en af de deltagende kunstnere, Olafur Eliasson, engang udtrykte det.
Selvom kropsbevidstheden er i højsædet, er det hovedet, vi benytter til at dechifrere værkerne med. Nogle er lige til at gå til og imponerer ved deres fysik som Jeppe Heins to eminente og gigantiske roterende spejle i en 90 graders vinkel, der får beskuer og omgivelser til at virke, som om man var i nærkontakt med en satellit i rummet. Her er kunsten vokset ud over den tivoliserede fornemmelse, der ofte kan findes i samtidskunst, der vil interagere og implementere og inddrage publikum for enhver pris.
I arkitekturen er det en tendens, der har gjort København og Aarhus til førende på området med leg og sanser i centrum med eminente havnebade, konditag og skibakke på toppen af et kraftværk, og Billund tager prisen med sit nye Lego House, der er i verdensklasse, hvad angår arkitektur, leg og læring. Der er ikke noget galt med Tivoli heller, blot sker der det indimellem, at kunsten er svær at finde, hvis man hele tiden skal mærke efter, hvordan man nu oplever rummet og sig selv, som var museums-besøget blevet et selvrealiseringskursus. Mangler vi stimuli? Har vi glemt, hvordan det er at se? Eller er det mere underholdende og lærerigt, hvis alting rører sig og blinker med elektroniske virkemidler?
”Sense me” har mange indbyggede temaer, og nogle kunstnere på udstillingen har skarpere tanker og leverancer end andre.
Det uudgrundelige ved at se og opleve et kunstværk af højeste karat sker i det første rum af udstillingens suite af værker. Et lille maleri af Georgia O’Keeffe med abstrakte former fra 1920’ernes begyndelse får sindet i bevægelse. Og det er en fin nøgle til udstillingen og måske også til det, der mangler. For kunst opleves også med hjertet eller en sjette sans, hvis man kan fornemme sandheden i den påstand.
Maleriet virker ligesom de små digte og tilhørende træsnit, som Wassily Kandinsky satte sammen i 1910 for at eksemplificere, hvad han mente med ”det åndelige” i kunsten. 100 år senere er kunsten på ”Sense me” rykket andre steder hen. Vi lever i en anden tid, der stadig har behov for det poetiske, men hvor transformationen til andre medier har fundet vej ind i museet som en naturlig del af dets væsen.
Til udstillingens interessante oplevelser hører Memo Aktens værk, hvor man med sine bevægelser laver et maleri på en stor elektronisk skærm. Det er det samme, der foregår, som når børn spiller ”fruit Ninja” på mobilen, hvor bevægelse og farver skaber forunderlige sanseoplevelser blot i stort format. Gabriel Pulecio har skabt et uendelighedsrum, en lysboks, hvor man tilsvarende agerer i rummet og får respons fra tusindvis af led-pærer. Det er spændende og sjovt. Men dybden er svær at lodde.
Margrethe Odgaard har i sit forskningsmæssige designprojekt skabt 520 farver, som hun kunne have lyst til at spise. Farve og smag sættes under lup, og der vil som med flere andre installationer på ”Sense me” være mulighed for at deltage i workshops eller tests.
Det er et stort arbejde og et stort projekt, Trapholt har begivet sig ud i. En vilter skov af muligheder for at reflektere over, hvem vi er hver især, og det er godt. Kataloget er en fin manual til forståelse af værkerne, men måske er emnet for stort til at gribe på en samlet måde. Man skal ikke forvente en traditionel museumstur, men et sine steder intellektuelt sansebombardement værk for værk.
Turen til Kolding er vejen værd, hvis man ikke bor der i forvejen, blot for at se Jeppe Heins forløsende 360 graders roterende spejlværk: Det vigtigste monumentalværk i øjeblikkets danske kunst.