Prøv avisen

Luk for kulturstøtten et år og se, hvad der sker

Mikael Jalving er kendt i offentligheden som en ultraliberalistisk og skarp debattør. I bogen "Frihedens væse"n har han slået pjalterne sammen med en anden omstridt debattør, nemlig historikeren og formand for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard. -- Foto: Gitte Sofie Hansen.

Forfatter og historiker Mikael Jalving, der er aktuel med bogen "Frihedens væsen", er træt af storbykunst og public service i fjernsynet

Hvad er din største kulturoplevelse?

– At få børn. Det er revolutionerende og rystende for ens kultur og liv. Ja, det er nærmest intimiderende. Men det sidste taler vi bare ikke så meget om, fordi børn er blevet statussymboler som aldrig før, og derfor er det tabu. Børn er naturligvis en kilde til uendelig kærlighed, men de er også et bombardement af logistik og selvbegrænsning i et omfang, der ryster de flestes selvopfattelse.

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

– Det er den britiske historiker Robert Services biografi om Leo Trotskij. Han har ligesom en del andre tidligere skrevet om Lenin og Stalin, men biografien om Trotskij er den første, der ikke er skrevet af en decideret trotskist eller Trotskij-sympatisør. Og det er vigtigt, for det viser sig, at Trotskij faktisk var lige så slem som både Stalin og Lenin.

– Generelt er det altid en oplevelse at læse biografier af britiske historikere. De kan væve liv og samfundshistorie sammen på en måde, der på en gang er læseværdigt, men uden at væsentligheden går tabt.

– Der er alt for mange biografier i dag, der bare består af glamour og ligegyldig samtale. Men her er der tale om gedigent arbejde med stort kildemateriale og gravearbejde, skrevet af personer, der gennem et langt liv har fået stort kendskab til den, de skriver om.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

– Der er jeg nødt til at sige Koranen, og det er ikke ment i positiv forstand. Koranen er en forrykt bog, og det kom bag på mig, hvor lidt litteratur, der egentlig er i den. Der tales meget om, at Koranen er smuk og fuld af poesi, symboler og metaforer. Men det synes jeg overskygges af, at den er fuld af bigotte gentagelser, ligesom den har en overvægt af opfordring til vold, intimidering og forfølgelse af anderledes troende og tænkende, der ligger mig meget fjernt. Jeg ved godt, at der også er slemme ting og sager i Bibelen, men det forhindrer ikke, at vi ikke også skal kunne læse Koranen med kritiske, moderne briller.

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?

– Det mest interessante lige nu er faktisk den dramatiske og bizarre sag om manden, der overfaldt tegneren Kurt Westergaard med en økse. Det er jo ren Stanley Kubrick. En afsindig mand med en økse. Og så fra selveste Hvidovre, eller var det Rødovre? Det er en sag, der udvikler sig hele tiden. Det er dødsens alvor, men samtidig endnu et kapitel i det islamiske freakshow. Det er ganske underholdende.

Hvad betyder kultur for dig?

– Kultur er det modsatte af natur – det er idéer, vores vaner og mentalitet. Hvis du med kultur hentyder til den etablerede storbykunst, så siger den mig ikke en pind. Jeg går aldrig i teatret eller i operascenen længere. Jeg gider simpelthen ikke dyrke det mere. Der er sket en eller anden forskydning af kulturen, hvor vi efterhånden opfatter kultur som finkultur – især det, som er understøttet af velfærdsstaten.

– Kultur for mig kunne være de hjemmesider, jeg går ind på. Det kunne sågar være porno. Alt muligt andet end den velfærdskunst, som dominerer scenen i de iltfattige storbyer.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse for- tjener mere opmærksomhed?

– Det er netop den kunst, man ikke rigtig ser. Den, der forsøger at stikke næsen frem uden om velfærdsstaten. Det, som ikke er støttet af kulturminister Carina Christensen (K) og hendes fyrretyve røvere.

– Der er så meget kultur, der kun er der, fordi politikerne støtter det. Jeg siger: Luk ned for kulturen et års tid og se, hvad der sker. Det kunne være et interessant kulturelt projekt. Det ville tvinge folk til at finde på nogle idéer til, hvordan de kunne tjene penge uden om velfærdsstaten.

– Hvorfor skal vi give penge til kulturen, når vi ikke engang har penge til at behandle kræftpatienter, købe nye skolebøger, og vores gamle ligger og rådner op?

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

– Ud over det, jeg har nævnt, så er der hele det område, vi kalder public service, især på DR og TV 2. Det går for at være tv i øjenhøjde, men det er reelt tv under lavmålet. Fra at være et nyt og revolutionerende medie, som kunne tale til høj og lav, så er tv-mediet blevet et medie for tumperne og tumpekulturen. Det er idiotisk.

– Public service taler i dag kun til den dumme del af publikken. Folk som mig, der har gået mere i skole end ti år, føler os intimideret og talt ned til, ligesom på de private kanaler. Vi burde gøre det modsatte. Det er det, som ligger i public service: at servicere publikken og ikke kun de dumme.

revsbech@kristeligt-dagblad.dk