Prøv avisen

Luksus i 1700-tallet? Det må vi have en lov imod

De fleste tænker nok på 1700-tallet som en tid for parykker, pudder, knæstrømper og spadserestok. Sådan så 1700-tallets mennesker da også ud, men klædedragten blev i lige så høj grad som i dag brugt til at signalere social klasse og rangorden. På C.F. Stanleys tegning ses Christian VII?s køretur i København morgenen efter Strueenses arrestation, hvor pøbelen hujende og skrigende kaster sig ind på kongen. -- Arkivfoto.

1700-tallet fejres på kulturfestivalen Golden Days med et væld af arrangementer og bogudgivelser. Et ofte overset aspekt af 1700-tallet var de såkaldte overdådighedslove, som skulle indskrænke borgernes hang til ødselhed og luksus

Overdådighedsforordninger eller luksuslove har en lang historie. I det 7. århundrede f.Kr. blev det forbudt for en kvinde at have mere end én tjenestepige med sig på gaden, medmindre fruen var fuld! Hun måtte heller ikke bære juveler eller guld.

Udviklingen blev fortsat op gennem århundrederne. Stater ønskede at kontrollere undersåtternes hang til de dyre sager. Lovenes sigte var forskellige. De kunne have et økonomisk formål for at regulere handelsbalancen og sikre, at staten eksporterede for mere end den importerede. I pietistiske eller puritanske tider blev lovene en moralsk rettesnor for høj og lav i samfundet. Staten ville med lovene signalere, at det var moralsk forkasteligt at bruge luksusartikler som kaffe, silke, vin og krydderier. I løbet af oplysningstiden dukkede endnu en årsag til overdådighedslovene op: De skulle medvirke til at man fortsat nemt kunne identificere en persons rang blot ved at se på personen.

Det er i netop det lys, at lovene fra 1783 skal ses. Der blev tegnet en streg i sandet, for bonden var begyndt at ligne herremanden for meget, og det gik naturligvis ikke.

I begyndelsen af året 1783 havde Ove Høegh-Guldberg fået nok. Når kongens kabinetssekretær, og først og fremmest de facto regeringsleder, gik tur i Christian VII?s København, brød han sig ikke om synet af byens borgere. Ikke fordi de nødvendigvist gik ilde klædt, men derimod fordi det var blevet vanskeligere og vanskeligere at adskille pøbel fra borger og borger fra adel.

I de små gyder gik pøblen rundt i silkeklæder og kunne på afstand forveksles med købmænd. Først når man kom tæt på, ville maskeraden blive afsløret af den beske lugt af brændevin og rendesten. Folk var begyndt at ligne hinanden, og i et strengt ranghierarki gik det ikke an. Det måtte der gøres noget ved.

Når de fleste tænker på 1700-tallet, kommer de nok til at tænke på parykker, pudder, knæstrømper og spadserestok. Sådan så 1700-tallets mennesker da også ud, men klædedragten blev i lige så høj grad som i dag brugt til at signalere social klasse og rangorden. Siden afslutningen af Den Store Nordiske Krig i 1721 havde Danmark og landets befolkning oplevet en konstant økonomisk opblomstring.

Med udbruddet af Den Amerikanske Frihedskrig i 1775 blomstrede handelen yderligere op, og mange danskere havde pludselig mere end til blot dagen og vejen. Med pengene fulgte et ønske om social opstigen, og klædedragten var en genvej til at opfylde de sociale ambitioner.

Resultatet var synligt for enhver. Bondekonerne ville gerne klæde sig som møllernes koner og de som præsternes koner og så videre. Hvilket kaos. Især var det problematisk, at bønderne var begyndt at klæde sig som andre stænder, for ingen ville forveksles med en gemen bonde. Peter Henningsen, historiker og direktør for Frilandsmuseet, har forsket i det danske rangsystem, og han kalder det sene 1700-tals Danmark for en "teaterstat".

"Menneskenes tankegang var præget af en teatermentalitet, hvor man ikke klædte sig på, men derimod klædte sig ud. Man levede for at blive beskuet af andre," siger han.

Når forskellige folks rang kom til at ligne hinanden, var det simpelthen en trussel mod den bestående samfundsorden. Derfor følte Guldberg, at han blev nødt til at reagere mod denne trussel. Den sociale konkurrence kunne oven i købet aflæses på handelsbalancen, mente han. Danmark importerede for meget, og det var ilde set i det merkantilistiske system. Importen af luksusvarer som kaffe, silke, vin og krydderier bekymrede mange.

Især Guldberg var bekymret. Allerede i 1770 skrev han et indlæg i en økonomisk debat, hvor han luftede sine tanker:

"Det danske folk er ikke af naturen tilbøjelig til overdådighed. Når det henfalder dertil, så er ærekærhed årsag dertil: Den ene vil ikke, som konerne siger, være ringere end den anden, og derfor forøder de smukt hinanden."

Både økonomien og den danske "teaterstat" skulle frelses. Våbnet blev ikke en, men to overdådighedsforordninger, som blev offentliggjort i vintermånederne 1783. Ofrene blev, som så ofte før, bønder og pøbel. Nu skulle der nemlig ryddes op og orden genskabes. Troede man.

Den første forordning kom i januar, og den greb umiddelbart kraftigt ind i undersåtternes liv. I flæng kan nævnes, at der kun måtte serveres fire retter til dessert og ikke flere end otte retter til middag. Kun franske vine måtte drikkes, gamle vine skulle man holde sig fra. Til gengæld var det fortsat lovligt at drikke den dyre kaffe. Hvad klædedragten angik, skulle man lade sit tøj sy af andre stoffer end silke, og udsmykninger i guld og sølv var det også bedst at undgå.

Denne første overdådighedsforordning skriver sig nok ind i historien som en af de få lovgivninger, hvor der ikke var straf for at overtræde den. Forordningen blev udelukkende offentliggjort som en moralsk rettesnor. Undersåtterne kunne i princippet gøre som de lystede. "De rige skulle fortsat leve", og i ly af den første overdådighedsforordning kom en anden seks-syv uger senere, den 6. marts. Og den havde et helt andet sigte.

Overdådighedsforordningen af 6. marts 1783 var nøje planlagt. Guldberg var klar over, at lovene ikke ville blive populære, og den første blev udelukkende offentliggjort for at give et indtryk af, at forbuddene var ens for alle stænder.

Kunne man læse, var det tydeligvis ikke tilfældet. Med et par pennestrøg blev det forbudt for bønder at invitere mere end 32 gæster til bryllupsfest. De heldige gæster kunne nu med kongens påbud kun se frem til fire retter mad. Al vin- og kaffedrikning blev forbudt – ikke kun til fester, men også til hverdag. Kun øl og brændevin måtte man servere. Tøj af silke blev strengt forbudt. Nok så vigtigt kunne lovovertrædelse medføre bødestraf. Det blev dog også muligt at idømme en langt hårdere straf. En eventuel synder skulle forbydes at stå fadder til barnedåb.

Guldberg havde i 1776 med indfødsretsloven oplevet en enorm popularitet, og overdådighedsforordningerne betragtede han som lige så væsentlige love. Han spåede, at "kongen ville få tusinde taksigelser, fordi han havde brækket modens slaveri og sønderrevet de bånd, som den franske efterabelse havde bundet os med".

Forordningerne gav en masse virvar. Mange undersåtter nedsatte patriotiske selskaber med det formål at efterleve den første forordning, og overalt strømmede det ind med breve til kongen og hans regering om håndhævelse af lovene. Guldberg ramte en tendens i samfundet, hvor det blev moderne at indskrænke en luksuriøs levevis. Som det kendes fra nutiden, var den slags strømninger kortlivede, og snart væltede det ind med problemer.

Overådighedsforordningerne blev en slags kunstigt åndedræt til en samfundsorden, som var ved at gå i opløsning. Greven af Schackenborg skrev irriteret til kongen, at forordningen kun ville give ham problemer på halsen, fordi grænsen mellem stænderne hos ham var snæver. Bønderne ville blive oprørte, når det blev dem forbudt at gøre noget, som var tilladt for deres samarbejdspartnere. Greven sagde med al tydelighed det, som mange tænkte. Loven kunne ikke opretholdes.

Selvom lensmændene og sognefogederne hver eneste søndag trofast kiggede på bøndernes tøj ved kirkedøren, gjorde de ikke noget ved eventuelle syndere. Der er også eksempler på, at bønderne legede kispus og nærmest gjorde nar, når øvrigheden forsøgte at holde øje med dem. Bryllupsgæsterne gemte sig simpelthen i laderne, og herskabernes agent var i øvrigt ofte drikfældig. Bønderne skænkede blot ivrigt af den forbudte vin for ham, indtil han var ligeglad med Guldbergs forordning. Overdådighedsforordningerne blev de sidste egentlige luksuslove.

Forsøget med at indskrænke danskernes trang til luksusartikler blev en fiasko. Den sociale kappestrid fortsatte efter en kort pause. Bondekonen kom til at ligne præstekonen. Tømreren kom til at ligne købmanden. Og alle kom de til at opleve statsbankerotten i begyndelsen af 1800-tallet.

historie@kristeligt-dagblad.dk