Prøv avisen
Bog

Luksus-samling af død, sorg, gru og pinsel

3 stjerner

Denne omfangsrige bog om henrettelser i Danmark stiller talrige spørgsmål, men den besvarer meget få

En smuk og stilig bog. Smagfuld og lokkende kan den ligge der på sofabordet. Men emnet svarer langtfra til udstyret. Bogen, der er på hele 612 sider, er skrevet af Niels H. Krag-Nielsen, der syntes, at der ikke fandtes meget skrevet om udviklingen i henrettelser. Gjorde der ikke det før, så gør der det heller ikke nu. Det enorme værk er beskrivende og opregnende uden metodiske overvejelser.

Der formuleres ikke spørgsmål, som ønskes belyst eller blot forsøgsvis besvaret. Derimod uendeligt mange beskrivelser af henrettelser, den ene efter den anden, og så endda med bibliotekarens nøjagtighed opført i lange lister. Alt er sat ind for at komplettere denne særprægede luksus-samling af død, vold, sorg, gru og pinsel.

Det er næppe ganske rigtigt, at der ikke er skrevet om henrettelser i Danmark. Man kan ikke komme uden om Hugo Matthiessens (1881-1957) mange bøger, der også er meget opregnende, men dog er styret af og insisterende på en forståelse af rationaliteten i det førmoderne samfund.

Han prøver at forstå, hvorfor der straffedes, hvorfor straffene var så drakoniske. Det er ifølge ham en kamp for at oprette orden over for kaos. Også retshistorikerne har leveret solide bidrag til denne historie, men hvis forfatteren ville have tag i en del af baggrunden for de drakoniske straffe, ville det have været nyttigt at anlægge en religiøs, kristen vinkel på sagen.

Det nævnes, at straffene blev hårdere efter Reformationen, fordi retsgrundlaget nu blev Moseloven. Med andre ord gav man sig til at gennemstøve Bibelen for argumenter for straf. Måder hvorpå man kunne straffe.

Niels H. Kragh-Nielsen tangerer således en sag, der i 1658 ikke kunne afgøres i Store Heddinge. En mand var tiltalt for skammelig omgang med en hoppe. Sagen indbragtes for myndighederne i Roskilde, der før havde haft en sådan sag. Hvad var problemet? Ja, det var vel, hvordan man henretter en hoppe, og hvad man gør ved kadaveret.

Loven var ganske klar. Ved sodomi skulle såvel menneske som dyr ihjelslås. Det stod klart i Bibelen og begrundedes ud fra blandt andet 3. Mosebog 20,15. En sag, som ikke er med i bogen, er fra Aarhus i 1701. En Lars Mikkelsen har bedrevet sodomiteri, som det hedder, med en hoppe. Forbryderen og bæstet skulle straffes med bål og brand, men kun dyret blev henrettet, da forbryderen var flygtet. Kragh-Nielsen synes hele bogen igennem at forveksle blodskam med sodomi. Det er forkert.

Det bekendte citat, at Gud ikke ønsker nogen synders død (Ezekiels Bog 33, 11), nævnes, men det har nok større betydning, end forfatteren tillægger det. Sagt på en anden måde mente man, at Gud ikke ønskede, at nogen skulle dø uden at stå i nådens stand. Forbryderen måtte have erkendt og bekendt sin skyld og modtaget absolutionen fra præstens hånd. Man kunne ikke sende uomvendte, forhærdede syndere i døden. Vi kom til verden uden synd og skal forlade den med vore synder forladte. Det var præsternes forbandede opgave at sørge for dette. Og det har været en overordentligt hård embedsgerning.

Det, at præsterne søger at komme uden om det, er sigende, for ikke at berede en dømt forbryder til døden og følge ham til retterstedet er en alvorlig tjenesteforseelse og strafbart. Beredelsen er et kæmpemæssigt problem i 1700-tallet. Biskop Hersleb skriver i 1730’erne, at man som morder er stensikker på at komme i himmerige, fordi gejstligheden skal gøre sit yderste for at berede den dødsdømte vejen, ja ligefrem love den evige frelse. Det fører til de bekendte selvmordsmord, genveje til en bedre verden.

Hvad var meningen med henrettelserne? Hvorfor skulle de ske offentligt for øjnene af skolebørn, familie, venner, naboer, borgere og bønder?

Til eksempel for andre, jovist. Bogen viser dog eksempler på, at samfundet nægter at være med, siger fra, betaler sig fra synet. Her havde jeg gerne set en meget dybere analyse. Nogle greb, der kunne sætte ord på reaktionerne.

Kilderne citeres som nævnt meget intensivt, de hobes op uden småligt hensyn til deres forskelligheder. Genrebevidsthed findes ikke. Hvorfor er selve mediet uinteressant? Hvorfor købte folk skillingsviser om henrettelser? Bogen stiller tusind spørgsmål, men besvarer meget få. I stedet sker der en akkumulering af fremlagte kilder, der skygger for hinanden ved aldrig at sættes i sving.

Bogen er sådan set nyttig nok som et hovedkatalog over henrettelser i Danmark. Alt det tekniske er der redegjort for, lovens bogstav ligeså. Den er således sikkert brugbar for dem, der har brug for at finde eksempler, men det er en historiebog gjort uden historikerens forpligtelse, ikke blot at fremlægge, men også at fortolke kilderne. Ærgerligt nok.